Untitled

d. traditionen med jøderne som opfindere (¼ var fælles for både
Aristobulos og Ep.2,
e. brevet specifikt var stilet til en zadokit /oniade og derfor med stor
sandsynlighed ville nå frem til de ledende oniader omkring templet i
Leontopolis, hvis da ikke Aristiobulos selv hørte til blandt disse,
f. nævnelsen af Aristobulos´ status som ypperstepræst viderekommunikerede et
af afsendernes vigtigste budskaber: At det hellige, udvalgte præsteskab
befandt sig i Egypten og ikke i Jerusalem, hvor det sandsynligvis var savnet,
10. at der er sammenhæng mellem epitomeet og Ep.2, bl.a. fordi de deler den
opfattelse, at det var Gud selv (alene) og ikke delvist Judas Makkabæer eller hans
brødre, der frelste Israel fra Antiokus og seleukidernes åg,
11. at skildringen af Antiokus´s død:
a. havde til formål at tilskrive Gud æren både for Antiokus´ død, men også for
templets genindvielse,
b. vidner om, at sekvensen af begivenhederne for forfatteren var totalt
underordnet den teologiske pointe,
c. ikke kan bruges til at datere Ep.2, ligeså lidt som den kan bruges som
argument for sammes uægthed,
12. at Nafta-historien havde til formål at demonstrere en hellighedskontinuitet mellem de
to templer og samtidig kunne anskues som værende i dialog med (sibyllinske)
forestillinger om ild eller korrigere "forkerte" ideer om samme. Historien kunne
samtidig forstås som en positiv gestus mod modtagerne, en gestus som udsagde, at
afsenderne udmærket kendte til de egyptiske holdninger og tendenser Det var i det
hele taget vigtigt for forfatteren at demonstrere, at der forekom mirakler omkring
templet, hvilket også konformerer brevet fint med epitomeet.
Efter denne delkonklusion går jeg videre med en behandling af 2:1-8. Denne del af brevet
er vigtig, fordi forfatteren her kommer med fortolkninger til det tidligere sagte. Disse
fortolkninger har relevans for tolkningen af brevet som en opfordring til de egyptiske jøder
om at vende hjem og vil derfor modtage særlig opmærksomhed.
Forbindelsen til Jeremias etableres på mærkværdig vis ved, at der peges tilbage på 1:19.
Man må undre sig over, at en så central "detalje" (at det var Jeremias, der befalede) ikke
allerede blev nævnt i 1:19, hvilket kaster en mistroens lys over det følgende. 2:1-2:15
kunne være en senere tilføjelse, men grundlaget for dette udsagn er H[ VLOHQWLR og derfor
ikke vægtigt. Imod dette taler den praksis, som vi kender fra Qumran, og som måske er
den, der viser sig her i en lidt anderledes form. Jeg tænker her på Pesharim, der har for
vane at citere en tekst for derefter at komme med fortolkningen af den efter formlen: 1)
bibeltekst, 2) UEGK U6S "fortolkningen af dette…". Hele stykket (2:1-2:15) har karakter af
at være en sådan fortolkning.
I 2:1 hævdes det således, at det var Jeremias, der forårsagede, at de gudfrygtige præster
tog noget af ilden. Denne viden har forfatteren fra "optegnelserne" æ¼ .De
optegnelser, der henvises til, er ikke de samme som dem, der i 2:13 kaldes for Nehemias´
notater æ î ¼ Ú Ú Ú Ú .Hvor æ¼ har
mere karakter af en egentlig "tekst", har æ karakter af [tempel-] arkiver 351 .
Teksten citerer videre fra disse "optegnelser" 352 :
351 Goldstein 1983, AB II, s. 181(tekst) og 186 (arkiv).
352 Min egen parafrase.
65