Untitled

egivenhederne først var helt uden for Onias´ kontrol, er han nu det eneste frelsens
redskab for Heliodorus. Forfatteren får igennem mirakelhelbredelsen af Heliodorus (3:33)
fremført endnu en pro-oniadisk pointe: Gud er parat til at frelse på en oniades foranledning,
hvilket stemmer godt overens med "hjemvendelsesbudskabet" fra Ep.2: Skulle oniaderne
vælge at vende hjem, vil Gud være parat til at frelse og dermed genetablere templets fulde
hellighed.
At epitomeet indledes med et mirakel kan også fortolkes ud fra dets placering umiddelbart
efter brevene. I brevene så vi, hvorledes kritikken af udeblevne mirakler ved indvielsen
søgtes afvist. Vel forekommer Heliodorus-historien kronologisk før indvielsen, men
indtrykket forbliver det samme: Mirakler forekommer omkring Jerusalemtemplet, men i
særlig grad, når oniaderne tjener ved dette, sådan som Heliodorus-historien illustrerer det
sammen med den videre historie.
2QLDV ,,, V G¡G
Efter at være nået igennem kapitel 3 efterlades man generelt med det indtryk, at templet
ville være et fattigt sted uden en oniadisk ypperstepræst af Onias III´s kaliber.
På dette sted vil jeg ikke gå i dybden med historien om drabet på Onias III 421 , men blot
fremdrage et par af historiens pointer, der er:
1. at glorificere oniaderne,
2. at fjerne al skyld fra Onias III i forhold til beskyldninger rettet imod ham om, at han på
forræderisk maner var flygtet fra Israel i en svær periode,
3. at modgå beskyldninger om, at jøderne var anti-sociale blandt fremmede folk 422 ,
4. at anvende ideen om guddommelig straf.
I forbindelse med ovennævnte pointer om guddommelig straf har jeg endnu et argument
for, at Onias III ikke blev dræbt og for at denne fortælling ikke oprindeligt var en integreret
del af historien: Menelaos siges intetsteds at være blevet straffet for sin direkte medvirken
til drabet på Onias III. Hans "dom" tager i 13:5-8 udgangspunkt i:
1. tempelran,
2. uretmæssigt ypperstepræsteembede.
Højst mærkværdigt er det da, at hans medvirken i drabet ikke fremdrages som en årsag til
Guds straf af ham, en fremdragelse, der med rimelighed kunne forventes af epitomatoren,
såfremt han havde kendt historien.
Det centrale i henholdsvis Menelaos´, Antiokus´ og Jasons dødsfald er, at de sker
udenlands. Guds straf viser sig i denne form både i henseende til eksil og som her: i død.
Måske er dette "tema" rettet imod de egyptiske jøder for at gøre dem deres perifære
situation på den "forkerte" side af grænsen bevidst: det er ikke ønskeligt for en jøde at dø
på fremmed jord, udsiger historierne.
Sidste gang, Onias III nævnes direkte, er i 15:12-16: ù ô
Ú æ ê æ û Ú Ú æ¼ ¼ ¼
¼ Ú ¼ ¼ î ¼ î Ú Ú ¼ æ û
¼ ¼ Ú î¼ ê ¼
Ú Ú ¼ ¼ ¼ ¼ æ¼
û¼ î ¼ ¼ Ú ¼ ç ¼
421 Jeg henviser til kapitlet "Leontopolis", hvor det konkluderes, at drabet er en litterær konstruktion.
422 Det faktum, at hedningerne, og navnlig Antiokus begræd Onias III´s død. Beskyldningerne kan findes f.eks. i M.
Stern´s "Greek and Latin authors on Jews and Judasim", vol.1 – navnlig Lysimachus (s.384).
84