Untitled

ü ü î¼ Ú kOg præsterne fortsatte med at synge lovsange. Man fornemmer
den dramatiske fortællestil og fristes til at betegne den som patetisk, hvilket igen passer fint
ind sammen med epitomeet.
æ ¼ ¼ Ú Ú î Ú
î æ æ¼ æ Ú
î ¼ kMen da offeret var blevet fortæret af ilden, befalede Nehemias at hælde resten af vandet ud
over nogle store sten. Og da det var sket, slog en flamme op, men så snart ilden fra alteret lyste op, blev
flammen slukket. Goldstein oversætter: 32 $V VRRQ DV WKH FRPPDQG ZDV FDUULHG RXW D IODPH EOD]HG XS
DQG ZKHQ WKH ILUH RQ WKH DOWDU OLW XS LQ WXUQ « ZDV FRQVXPHG. Habicht: 343 8QG DOV GDV JHVFKHKHQ ZDU
HW] QGHWH VLFK HLQH )ODPPH HUORVFK MHGRFK LQ GHU YRP $OWDU HQWJHJHQVWUDKOHQGHQ )ODPPH. Habicht er
således enig med den danske oversættelse; ilden gik ud.
Versene er, som det ses ovenfor, sprogligt set ikke uproblematiske: î ¼ k den danske
oversættelse har valgt flammen som objekt. Goldstein argumenterer for stenene 344 og
oversætter i øvrigt med FRQVXPHG udfra 1 Kong. 18:38 og Elias´ ildmirakel dér: ¼
¼ ¼ î Ú î
î ¼ Da faldt Herrens ild ned og fortærrede brændofferet og
brændet og stenene og jorden, ja, selv vandet i renden slikkede den op. Habicht antyder, at flammen
gik ud i en anden flamme, der strålede ud fra altret. Hvad enten man vælger den ene eller
den anden oversættelse, er meningen klar: Et ildmirakel af en art indtraf: Et mirakel, der
transcenderede olies normale kvaliteter. Samtidig med at ilden på stenene blussede op,
skete der noget på alteret – enten gik ilden på altret ud idet ilden på stenene blussede op
eller også fortæredes både væsken og stenene. Det er ikke til at sige, hvad meningen
oprindeligt har været.
Otzen kommenterer rammende 345 : "Legitimeringen [af templet], som ligger i underet, har
været nødvendig netop over for de egyptiske jøder, som i 170´erne f.kr. havde opført et
tempel i Leontopolis og formentlig har antastet Jerusalemtemplets primat, da det ikke på
alle måder svarede til Salomons oprindelige tempel (jf. også 2:4-8)".
Miraklet omkring ilden forløber således i tre tempi:
1. 1:21: ilden fra Salomons tempel blev på mirakuløs vis bevaret,
2. 1:22: ilden antændtes "af sig selv" på mirakuløs vis,
3. 1:31-32 endnu et mirakel ved og på alteret, der implicerede nogle store sten.
Ildhistorien kunne som før antydet anskues under følgende paradigme: Som jeg tidligere
har berettet 346 , argumenterer Collins for at Sib III opstod omkring Leontopolis på Filometors
tid (stemmer godt overens med 2 Makk. 1:10b). I Sib III forefindes (persiske) forestillinger
om ild: ild som renselse, ild som dom. Aristobulus var - som tidligere anført - interesseret i
sådanne guddommelige manifestationer, – særligt af ild. På denne baggrund kunne Naftahistorien
fortolkes som værende i dialog med disse forestillinger, eller irettesætte "forkerte"
ideer om samme. Historien kunne samtidig forstås som en positiv gestus mod modtagerne,
som udsagde, at afsenderne udmærket kendte til de egyptiske holdninger og tendenser.
At det er legitimering, der her er tale om, ses af fortsættelsen: Perserkongen erklærede
stedet (hvor naftaen blev fundet) for helligt.
343 Habicht 1974, s.204
344 Goldstein 1983, AB II, s. 180
345 Otzen 1998, s.118
346 Se ekskursen om de sibyllinske orakler
63