Untitled

a. praksis omkring indvielser under Salomon, Zerubbabel o.a. blev undersøgt,
b. det var årsdagen for Antiokus´ profanering af templet (1 Makk. 4:54),
11. efter en skuffende oplevelse, hvor mirakler og tegn udeblev, og festen derefter
forkkortedes fra en 18 dages festligholdelse til en ottedages, som vi kender den i
dag.
Propagandaens formål i henseende til festen kunne endvidere tænkes at have været:
1. fejr disse dage i Leontopolis i jeres (ringere) tempel, men anerkend Jerusalems
overhøjhed og autoritet (bl.a. til at diktere denne form for fester),
2. kom og fejr disse dage i Jerusalem (men behold i øvrigt jeres tempel) sammen med
os: Jerusalem er genudvalgt, og det er hér i Jerusalem, der nu skal fejres,
3. en opfordring til jøderne generelt om at forlade Leontopolistemplet og vende tilbage
til kulten i Jerusalem: Jerusalem er udvalgt, og det er kun hér/også hér,
Gudvelbehagelig kultus foregår,
4. at udtrykke at jøderne generelt, men særlig den oniadiske ypperstepræstefamilie,
bør tage ansvaret for Jerusalems ulykker på sig og anerkende de mange tegn på, at
Gud igen har udvalgt sig Jerusalem. Gør krav på jeres ret til embedet, thi denne ret
har hasmonæerne ikke. Jeres hjemvenden vil forårsage fuldbyrdelsen af templets
hellighed.
Jeg argumenterede for, at pkt.4 var mest sandsynlig, når man så brevet i sin formodede
forbindelse til Ep.2 og epitomeet.
Under alle omstændigheder konkluderede jeg, at propagandaens natur i Ep.1 ikke var
antioniadisk, men snarere udgjorde propaganda "stilet til oniaderne".
(S
Jeg fandt ved analysen af Ep.2 frem til:
1. at der intet underligt var i rækkefølgen af hverken afsendere eller modtagere og
endvidere, at en analyse af ikke gav svar på de stillede spørgsmål
vedrørende rækkefølgen af afsendere,
2. at det var ekstremt usandsynligt at Judas skulle have været ypperstepræst (kun
Josefus nævner dette), men ikke umuligt,
3. at man måske bevidst valgte at ignorere ypperstepræsten i korrespondancen, fordi
ypperstepræsterne var skismatiske, og fordi et af brevets formål sandsynligvis var at
bringe oniader hjem til tempeltjeneste i Jerusalem, – i god overnestemmelse med
epitomeet, der underligt nok heller ikke nævner ypperstepræsten til sidst i historien,
omend hele forfatterens historie foregår ud fra et ypperstepræsteparadigme,
4. at 1 Makkabæerbog, som af de fleste forskere udlægges som et forsvar for
hasmonæernes usurpering af ypperstepræsteembedet, vidner om, at visse kredse
ikke betragtede embedet i deres magt som legitimt,
5. at det giver god mening at forestille sig, at Ep.2 er affattet under en af disse
skismatiske ypperstepræster.
6. at der er sammenhæng mellem epitomeet og Ep.2, bl.a. fordi de deler den
opfattelse, at det var Gud selv (alene) og ikke delvis Judas Makkabæer eller hans
brødre, der frelste Israel fra Antiokus og seleukidernes åg,
7. at skildringen af Antiokus´s død:
a. havde til formål at tilskrive Gud æren for både Antiokus´ død, men også for
templets genindvielse,
b. vidner om, at sekvensen af begivenhederne for forfatteren var totalt
underordnet den teologiske pointe,
92