Bilag [1,7 MB] - Morten Christiansen

54 APPENDIKS E. STRAIN GAUGES
Modstandsændringen, ΔR, i en strain gauge bestemmes ved følgende:
ΔR
R = GF · εa (E.1)
hvor R er modstanden i strain gaugen, GF er en gaugefaktor, der oftest er
i størrelsesordenen 2, og εa er den relative længdeændring, der bestemmes
ved:
εa = ΔL
L
(E.2)
hvor L er længden af strain gaugen, og ΔL er længdeændringen.
Gaugesfaktoren, GF , bestemmes udelukkende ved et enakset træk, hvorfor
derikkeertagethøjdefor,atderofteerentoaksettøjningstilstandien
konstruktion. Dette har en betydning for gauges, hvor tråden/folien føres
frem og tilbage i slynger. I disse tilfælde vil tværfaktoren, T , der angiver
forholdet mellem gaugesfaktoren i hhv. tvær- og aksialretningen, have en
værdi forskellig fra nul, hvormed der bør tages højde for denne effekt. For at
mindske tværeffekten kan slyngerne, der kan ses på figur E.2, udformes med
en større bredde end selve folien.
Figur E.2: Forebyggelse mod tværeffekt i strain gauges.
Ved tråd- og foliegauges bestemmes tøjningerne som en middelværdi i gaugeretningen.
Derfor er det ved inhomogene materialer, f.eks. beton, træ og
polyurethan, nødvendigt at anvende længere strain gauges således, at middeltøjningen
findes over et repræsentativt areal, der dækker over materialets
delkomponenter.
E.1.1 Målemetoder
Den mest almindelige metode til bestemmelse af tøjninger er ved den før omtalte
modstands-strain gauge af metalfolie, der fremstilles i flere forskellige
udgaver med længder fra 0,5−250 mm. Foliegaugen findes også i udgaver med
gauges, der måler længdetøjningerne i flere retninger, hvilke kaldes rosette
gauges. Disse gør det muligt at bestemme hele den plane tøjningstilstand i et