Abstract - Akademisk Opgavebank

Abstract
This thesis offers an investigation and discussion of the syntactic use of the Spanish
gerundio based on a corpus analysis. I have chosen to focus on the adjective use of the
gerundio, as it is described in monolingual grammars and foreign language grammars.
In an introduction I show the linguistic reflections which provide a basis for my
considerations regarding the syntactical functions of the gerundio. Overall, these
reflections concern the general linguistics’ notion of the language as a system of signs,
while I in more specific describe how the gerundio can have adjective functions from Lyle
Campbell and Alice C. Harris’ theories about the mechanisms of syntactic changes and
Noam Chomsky’s generative approaches. Finally, I follow up on theses reflections by
summarizing what my intentions are with this thesis. I hypothesise that my later corpus
analysis will show that the presence of the gerundio covering adjective functions will be
more frequent compared to the opinion of the grammars.
Following, I describe how specific grammars, respectively monolingual and foreign
language grammars, and other special studies of the gerundio relate to its syntactic
functions. This description of the grammars will serve as a basis for my comparison,
analysis and discussion in relation to my empiric data later in the thesis.
My method study is a corpus analysis in which I analyze the presence of gerundio in a
corpus consisting of three Spanish novels. First, I provide a theoretical discussion which
forms the basis for my analytic criteria. I base these analytic criteria on the principles of
Danish formalist Per Anker Jensen’s Principper for grammatisk analyse. Following, I
provide on the syntactic analysis itself using examples from the corpus. As a very
important aspect I focus on the Gerundium Phrase as a syntactic unit. This is an aspect
which definitely is dissimilar from the analysis of the traditional grammars. The analysis
offers an empiric, statistic result which, tentatively, can be considered a synchronic
description of how the gerundio is used in Spanish. Then, I explain and analyze the
empiric result and discuss which parameters can influence the forming of the final result.
In my final analysis the empiric data and the selected grammars are compared in order to
discuss the differences between the empiric data, my classifications and the selected
grammars’ opinion.
In my conclusion I summarize and reflect on the results of my analysis and discussion.
Finally, I discuss superior methods of investigating the functions of the Spanish gerundio.
- 2 -

Indholdsfortegnelse
1 Indledning ...............................................................................5
2 Lingvistisk baggrund ...........................................................10
2.1 Lingvistikkens grundtanke................................................................... 10
2.2 Sprogets udvikling .............................................................................. 11
2.2.1Syntaktiske ændringer.........................................................................................11
2.2.2Sprogtilegnelse....................................................................................................12
2.3 Gerundium set i lyset af reglerne for sprogforandring ......................... 13
2.4 Opsamling .......................................................................................... 15
3 Gerundium i grammatikkerne .............................................17
3.1 Gerundium i (spanske) monolingvistiske grammatikker ...................... 17
3.1.1Gili Gaya: Curso superior de sintaxis española...................................................18
3.1.2RAE: Esbozo de una nueva gramática de la lengua española............................19
3.1.3Alarcos Llorach: Gramática de la lengua española .............................................21
3.1.4Fernández Lagunilla: ”Las construcciones del gerundio” ....................................22
3.1.5Delkonklusion......................................................................................................24
3.2 Gerundium i (danske) fremmedsprogsgrammatikker .......................... 25
3.2.1Søeborg & Krog-Meyer: Spansk grammatik........................................................26
3.2.2Kjær Jensen: Spansk basisgrammatik ................................................................27
3.2.3Mogensen: Spansk Grammatik ...........................................................................28
3.2.4Delkonklusion......................................................................................................29
3.3 Denvers studier af gerundium i komplekse NP’er ............................... 30
3.4 Opsummering af grammatikkernes behandling af gerundium ............. 33
4 Empirisk undersøgelse........................................................34
4.1 Korpuslingvistik................................................................................... 34
4.2 Korpus................................................................................................ 35
4.2.1Praktiske bemærkninger .....................................................................................37
4.2.2Stilistik i korpus....................................................................................................39
4.3 Korpusanalyse.................................................................................... 42
- 3 -

4.3.1Teori: Per Anker Jensens principper for grammatisk analyse .............................42
4.3.2Syntaktisk analyse af korpus...............................................................................45
4.4 Metodekritik ........................................................................................ 63
4.4.1Diskussion af analyse- og klassifikationskriterier.................................................63
4.4.2Diskussion af korpusanalysen som metode ........................................................65
4.4.3Diskussion af korpusets repræsentativitet...........................................................65
4.5 Undersøgelsens resultater.................................................................. 66
5 Analyse..................................................................................71
5.1 Analyse af monolingvistiske grammatikker ......................................... 71
5.1.1Analyse af Gili Gayas fremstilling........................................................................71
5.1.2Analyse af RAEs fremstilling ...............................................................................72
5.1.3Analyse af Alarcos’ fremstilling............................................................................73
5.1.4Analyse af Fernández Lagunillas fremstilling ......................................................75
5.1.5Delkonklusion......................................................................................................76
5.2 Analyse af fremmedsprogsgrammatikker............................................ 78
5.2.1Analyse af Søeborg & Krog-Meyers fremstilling..................................................78
5.2.2Analyse af Kjær Jensens fremstilling...................................................................79
5.2.3Analyse af Mogensens fremstilling......................................................................80
5.2.4Delkonklusion......................................................................................................81
6 Diskussion ............................................................................83
6.1 Diskussion af fremgangsmåde............................................................ 83
6.2 Diskussion af terminologiens rolle....................................................... 84
7 Konklusion............................................................................85
8 Perspektivering ....................................................................88
9 Litteraturliste ........................................................................89
10 Appendiks .............................................................................94
- 4 -

1 Indledning
De fleste, der har skullet lære et fremmedsprog gennem traditionel undervisning, kan nok
nikke genkendende til oplevelsen af, at det fremmede sprog pludselig fremstår ganske
anderledes, når man hører det og/eller skal bruge det langt væk fra
undervisningsinstitutionens trygge rammer. Gloser og grammatiske konstruktioner, som er
blevet fremhævet og ophøjet i undervisningen, kan således virke arkaiske og malplacerede
i samtale med personer, der har fremmedsproget som modersmål. Og omvendt kan den
sprogbrug, man med en løftet pegefinger er blevet advaret mod, vise sig at være ganske
almindeligt udbredt. Problematikken sætter fokus på, hvordan sprogets grammatiske regler
afspejler den sproglige virkelighed, hvilket er det overordnede tema for nærværende
speciale.
Alle verdens forskellige sprog har alle det tilfælles, at de er levende, dynamiske og utroligt
komplicerede og varierede, hvilket betyder, at de er under stadig forandring generation
efter generation. Derudover rummer ethvert sprog et utal af genrer, registre og
normbrydende kommunikations- og ytringsformer (f.eks. slang), der tilsammen danner den
sproglige virkelighed, der muliggør, at vi mennesker kan forstå hinanden indbyrdes.
Fra et kognitivt synspunkt befinder sprogets regler (og dermed også sproget selv) sig inden
i hver enkelt sprogbrugers hjerne som en indbygget grammatik. Det er disse regler, der gør
os i stand til – på vores modersmål – uden videre at formulere ytringer, så vi kan udtrykke
os og kommunikere med andre personer, der ligeledes kender sprogets regler.
Det er grammatikkens opgave – både som videnskabelig fremstillingsform og som
undervisningsmateriale – at beskrive disse regler for, hvordan sprogets enheder såsom ord,
ordgrupper, sætninger mv. kombineres, så det giver gensidigt forståelige og grammatisk
korrekte ytringer. Hermed er det også grammatikkens funktion at tydeliggøre, hvad der
ikke er muligt eller normalt, dvs. hvilke formuleringer og ytringer, der kan give
misforståelser. Hvis alle vilkårlige kombinationer af sprogets enheder var mulige at forstå,
ville der ikke brug for grammatikken. Forudsætningen for vores sprogbrug og
kommunikation er, at kun bestemte sproglige kombinationer er mulige, og vi har netop
brug for grammatikken til at sortere de vilkårlige kombinationer fra.
For at kunne opstille regler, der beskriver sproget, er grammatikken nødt til først at opdele
sprogets enheder i forskellige klasser (f.eks. ordklasser). Men samtidig kan man sige, at
- 5 -

grammatikken forsøger at fastholde et billede af det foranderlige, levende sprog ved at
putte det ind i (generaliserende) firkantede kasse, idet disse firkantede kasser i
udgangspunktet gør det lettere at sætte sprogets byggesten sammen (for f.eks. studerende).
Men på samme tid har fremgangsmåden det problem, at sproget sjældent er så enkelt, at
det passer direkte ned i kasserne. Med andre ord har de grammatiske regler vanskeligt ved
at indfange sprogets nuancer, samtidig med at de let kommer til at virke firkantede og
statiske i sammenligning med sprogets dynamiske karakter.
Traditionelt har grammatikkens rolle derfor ikke blot været at beskrive sproget, som det nu
engang er, men også at foreskrive, hvordan det bør være ud fra en vis æstetisk synsvinkel.
Desuden har grammatikken ofte været et politisk instrument, hvorigennem magthaverne
har kunnet ensrette sproget og bestemme, hvad der var godt og skidt. På denne måde bliver
grammatikkens rolle ikke kun et billede af den sproglige virkelighed, men grammatikken
kommer også til at interagere med sproget, idet grammatikken således også kan være med
til at forme sprogbrugen.
I takt med fremvæksten af det videnskabelige ideal om at tegne et objektivt billede af
virkeligheden har også udformningen af grammatikkerne bevæget sig fra det normative og
præskriptive til det deskriptive Således er idealet for den deskriptive grammatik at beskrive
sproget, sådan som det er, og ikke sådan som det bør være. Den deskriptive grammatik er
dermed ikke konserverende i sit udgangspunkt, tværtimod, men den kan dog alligevel
komme til at fungere som et normativt pejlemærke eller instrument – ligesom det f.eks. er
tilfældet med forholdet mellem skriftsystem og udtale, hvor revisionen af
retskrivningsordbøger på dansk f.eks. sjældent følger det tempo, som udviklingen i udtalen
følger.
På trods af bevægelsen mod den deskriptive tilgang kan grammatikken som undervisnings-
og videnskabeligt redskab altså stadig synes at befinde sig langt fra den sproglige
virkelighed, som jeg var inde på i begyndelsen af denne indledning.
Problemfelt
I lyset af denne problematik, der ligger i at opstille grammatiske regler på trods af sprogets
komplekse natur, er det spanske gerundium særdeles interessant, idet gerundiet, sammen
med de øvrige infinitte verbalformer, på den ene side passer fint ind i grammatikkens
firkantede kasser. Således sammenkædes infinitiven, participiet og gerundiet traditionelt
hhv. med ordklasserne substantiv, adjektiv og adverbium. På den anden side er det
- 6 -

almindeligt kendt, og også af visse grammatikere (delvist) anerkendt, at gerundiet desuden
har visse egenskaber, der langt fra stemmer overens med adverbiets typiske funktioner.
I dette speciale ønsker jeg at problematisere denne opfattelse af gerundiets syntaktiske rolle
og vil derfor undersøge, i hvilket omfang grammatikkernes beskrivelse af gerundiums
egenskaber svarer til den sprogbrug, der bliver praktiseret ude i ”virkeligheden”. Jeg
ønsker imidlertid også at sætte emnet ind i en dansk kontekst, hvorfor jeg ikke bare vil
nøjes med at undersøge de spanske monolingvistiske grammatikers forhold til den
virkelige sprogbrug, men også vil inddrage spanske grammatikker skrevet på dansk. Det
spanske gerundium har nemlig en særlig status i forhold til fremmedsprogsindlæringen hos
dansktalende, idet denne infinitte verbalform i modsætning til infinitiven og participiet som
bekendt ikke har nogen direkte ækvivalent på dansk.
I sidste ende er det mit håb, at min undersøgelse kan give andre spanskstuderende et
billede af, hvordan gerundium bruges, samt at min analyse og diskussion af
grammatikkernes fremstillinger kan anskueliggøre, hvilke problematikker der ligger bag
den grammatiske fremstilling. Oven i dette kan selve specialet forhåbentlig tjene som et
diskussionsindlæg, der kan være relevant for kommende forfattere af spanske
grammatikker på dansk.
Problemformulering
Min problemformulering, det spørgsmål som min afhandling skal besvare, er følgende:
Hvordan er forholdet mellem grammatikkernes beskrivelse af gerundiums syntaktiske
funktioner og den faktiske fordeling af disse i et litterært korpus?
Hertil knytter sig et underspørgsmål:
Er grammatikkernes opfattelse af den adjektiviske brug for snæver i forhold til den
virkelighed, som korpuset repræsenterer?
For at besvare problemformuleringen har jeg sammensat et korpus, der består af tre
spanske romaner, hvis første udgaver er udgivet inden for de sidste ti år. Det drejer sig om
El quinteto de Buenos Aires (2005, 1. udg. 1997) af Manuel Vázquez Montalbán (VAZ),
- 7 -

La Reina del Sur (2006, 1. udg. 2002) af Arturo Pérez-Reverte (PER) samt La sombra del
viento (2005, 1. udg. 2001) af Carlos Ruiz Zafón (RUI).
Som udgangspunkt for min analyse af gerundiums funktioner har jeg valgt den danske
lingvist og formalist Per Anker Jensens (PAJ) Principper for grammatisk analyse. Da PAJs
sætningsanalyse imidlertid begrænser sætningen til en ytring med finit verbal, vil
sætningsemner og lignende konstruktioner uden finit verbal blive frasorteret og dermed
ikke analyseret.
Formålet med denne afhandling er altså at foretage en analyse af spansk gerundiums
syntaktiske funktioner i et litterært korpus med henblik på at finde ud af, hvordan disse
fordeler sig på de ud fra min teori definerede klassifikationer. Herefter vil jeg undersøge,
hvordan hhv. disse klassifikationer og statistiske fordelinger af gerundium står over for
grammatikkernes fremstillinger. Slutteligt vil jeg diskutere, hvordan forskellige
synsvinkler kan spille ind på både brugen og definitionen af gerundium.
Min hypotese er, at den adjektiviske brug af gerundium vil være hyppigere anvendt i det
litterære korpus i forhold til grammatikkernes beskrivelse.
Læsevejledning
Jeg begynder dette speciale med en almen introduktion (kap. 2) til det lingvistiske studie
(2.1) og til teorier om, hvordan sproget udvikler og forandrer sig – med fokus på
syntaktiske ændringer (2.2). Formålet med denne introduktion er at danne baggrund for
min hypotese om, at den adjektiviske brug af gerundium kan være mere udbredt end det
billede, som grammatikkerne tegner.
Hernæst vil jeg i kapitel 3 beskrive hhv. fire spanske monolingvistiske grammatikker og tre
danske fremmedsprogsgrammatikker med henblik på at opstille et
sammenligningsgrundlag for resultaterne af min korpusanalyse. Beskrivelsen af
grammatikkernes behandling af gerundium vil jeg derfor siden tage i anvendelse i min
analyse (kap. 5).
I kapitel 4, som er specialets hovedafsnit, vil jeg påbegynde min empiriske undersøgelse.
Her vil jeg først gøre rede for den korpuslingvistiske tilgang (4.1) for derefter at forklare,
hvordan jeg rent praktisk refererer til mit korpus (4.2), og give et signalement af mit
korpus og dets genremæssige og stilistiske karakter. Således gør jeg det klart, hvilke genrer
- 8 -

og sproglige registre mit korpus repræsenterer. Selve det teoretiske grundlag for min
syntaktiske analyse af korpus, Per Anker Jensens Principper for grammatisk analyse,
præsenterer jeg i afsnit 4.3.1. Ud fra PAJs sætnings- og ordgruppeanalyse er det muligt for
mig at gå i gang med selve den syntaktiske analyse af gerundiums funktion i korpuset
(4.3.2). Ud fra den syntaktiske analyse af samtlige sætninger, der indeholder verbalformen
gerundium, bliver det muligt at opstille et statistisk billede af, hvor hyppigt de forskellige
klassifikationer optræder i korpuset. Jeg afrunder kapitlet med en diskussion (4.4) af mine
analyse- og klassifikationskriterier , korpusets repræsentativitet og korpusanalysen som
metode. Og som afslutning på kapitlet præsenterer og kommenterer jeg de empiriske data,
som min korpusanalyse er udmundet i (4.5).
Kapitel 5 byder på en sammenligning og analyse af hhv. de monolingvistiske
grammatikker (5.1) og fremmedsprogsgrammatikkerne (5.2) set i forhold til både mine
klassifikationskriterier og mine empiriske data. Dernæst analyserer jeg de empiriske data i
forhold til min hypotese. Endelig indleder jeg i kapitel 6 en diskussion af såvel de
foregående analyser som selve korpusanalysen som empirisk metode og selve grundlaget
for at analysere og beskrive de syntaktiske funktioner.
I kapitel 7 vil jeg i henhold til den opstillede problemformulering konkludere og
opsummere de iagttagelser, jeg har gjort mig i min analyse og diskussion. Jeg afrunder
specialet med en perspektivering i kapitel 8. I perspektiveringen reflekterer jeg over, hvilke
metoder der kan være anvendelige for nærmere at undersøge gerundiums syntaktiske
funktioner og be- eller afkræfte de tendenser, som jeg har iagttaget i mine empiriske data.
- 9 -

2 Lingvistisk baggrund
Dette speciale fokuserer meget snævert på spansk gerundium og denne størrelses
syntaktiske funktioner. I dette kapitel vil jeg imidlertid forsøge at redegøre for den bredere
historiske og teoretiske ramme, der danner grundlag for mine overvejelser og min
empiriske undersøgelse. Det drejer sig konkret om den almene lingvistiks opfattelse af
sproget samt teorier om, hvordan sprogets syntaktiske regler kan reanalyseres og
omfortolkes.
I slutningen af kapitlet binder jeg denne viden sammen og sætter den i forhold til mit
særlige fokus: den adjektiviske brug af gerundium.
2.1 Lingvistikkens grundtanke
Sprogvidenskaben har oprindeligt sin rod i filologien, men har siden bevæget sig væk fra
dette udgangspunkt. I sin grundform var sprogvidenskaben historisk og sammenlignende,
dvs. at dens formål var at optegne sprogenes historie og deres indbyrdes slægtskab. I
starten af 1900-tallet blev der imidlertid gjort op med dette syn på sproget, og den almene
lingvistik blev toneangivende i form af grundlæggeren Ferdinand de Saussures idéer.
Jeg baserer mig overordnet set på Saussures og lingvistikkens grundlæggende idé om, at
sproget er et system af forbundne enheder og derfor har en struktur. I denne afhandlings
kontekst betyder det, at en verbalform som gerundium ikke blot kan eller bør forklares ud
fra sit udtryk (form), men også ud fra sine mulige syntaktiske egenskaber (sin plads i
sprogets struktur).
Ud fra Saussures synspunkt skulle sprogvidenskaben – i stedet for at beskæftige sig med at
forsøge at kortlægge sprogenes slægtskaber og historie – beskæftige sig med at beskrive
det enkelte sprogs system, som det kom til udtryk i nutiden. Således skelnede Saussure
mellem synkroni, der beskriver sprogets system på ét afgrænset tidspunkt, og diakronien,
der sammenligner sprogets system, som det har manifesteret sig på forskellige tidspunkter i
historien – og altså er afhængig af synkrone beskrivelser (Arndt 2003: 237-241).
Den synkrone beskrivelse af det enkelte sprogs system danner således grundlag for
diakronien, der ud fra de synkrone beskrivelser fra forskellige perioder, kan beskrive
- 10 -

forandringer i sprogets system og herudfra efterhånden opstille regler for, hvordan disse
forandringer sker (mekanismer) på det pågældende sprog.
Lingvistiske beskrivelser af en større mængde sprog har gjort det muligt at sammenligne
de sproglige systemer og deres forandringsmekanismer – og herudfra har man forsøgt at
komme frem til, hvilke strukturelle træk der er universelle (language universals). Således
er det lykkedes at formulere en universel teori for, hvilke mekanismer der forårsager
ændringer i strukturen.
På den anden side har det været svært at finde strukturelle træk, der går igen i alle sprog,
og man har derfor i valgt at typeinddele sprogene ud fra nogle konstruerede idealtyper. I
øvrigt er tanken om language universals hypotetisk, idet langt fra alle sprog er blevet
beskrevet, og man kan således kun tale om universelle tendenser.
Hvad enten man taler om synkroni, diakroni, sprogforandring eller sprogtypologi, må disse
beskrivelser, sammenligninger og teorier basere sig på et bestemt parameter, hvorudfra
sprogets system beskrives. Et af disse parametre er syntaksen, som er læren om eller
reglerne for, hvorledes sprogets sproglige enheder, syntagmerne, kan kombineres, så det
giver forståelige og korrekte sætninger på det givne sprog. Sproget kan også beskrives ud
fra andre parametre såsom fonetik, morfologi, ordstilling eller semantik, men i dette
speciale er det altså syntaksen, der er relevant (Campbell 2004: 1-10). 1
2.2 Sprogets udvikling
I dette afsnit vil jeg gøre rede for de teorier og kendsgerninger, der udgør baggrunden for
mine antagelser om, at spansk gerundium vil udfylde flere adjektiviske funktioner, end
grammatikkerne normalt giver udtryk for. Det drejer sig særligt om universelle teorier
omkring, hvilke mekanismer de syntaktiske forandringer følger.
2.2.1 Syntaktiske ændringer
Der findes ifølge de historiske lingvister Alice C. Harris og Lyle Campbell tre fænomener
eller mekanismer inden for syntaktiske ændringer. Det drejer sig om reanalyse, ekstension
og syntaktiske lån (Harris & Campbell, 1995: 48-60).
1 Jeg vil i øvrigt komme nærmere ind på den syntaktiske analyse i forbindelse med min empiriske
undersøgelse i afsnit 4.3.1.
- 11 -

I reanalysen sker der en ændring af den syntaktiske konstruktions underliggende struktur,
mens overfladestrukturen forbliver uændret. Det betyder således, at den syntaktiske
konstruktion kan fortolkes eller analyseres på to måder (en ny og en gammel), hvor der
tidligere kun var én mulig fortolkning. Ofte vil den nye og den gamle analyse eksistere side
om side for en tid, hvorefter den nye analyse (evt. via ekstension) kan fortrænge den gamle
(hvilket ofte er tilfældet med grammatikaliseringer). På spansk vil jeg således mene, at
konstruktionen ir + a + infinitiv er et godt eksempel på denne proces – og sandsynligvis
parallel til eng. going + to + infinitiv.
Ekstensionen udvider en syntaktisk konstruktions kombinationsmuligheder (f.eks. efter
reanalyse). Modsat reanalysen er der tale om en ændring (udvidelse) af overfladen, mens
den underliggende struktur forbliver den samme. Dvs. at den struktur, der f.eks. har
forankret sig gennem reanalysen kan udvide sig til flere eller muligvis alle sproglige
størrelser med samme egenskaber.
Lån handler i forbindelse med syntaks om, at et sprog kan adoptere (låne) et andet sprogs
syntaktiske konstruktion. Lån finder oftest sted i sprogsamfund, hvor der er mange
tosprogede – eller i samfund med et meget dominerende fremmedsprog, som det er f.eks.
er tilfældet i mange tidligere europæiske kolonier. (Campbell, 2004: 283-288)
Det er vigtigt at forstå, at disse tre mekanismer er langsommelige processer, som ofte
griber ind i hinanden som tandhjul – i hvert fald for reanalysens og ekstensionens
vedkommende, mens lån kun kan ske ved ”ydre” påvirkning (language contact), men også
føre til reanalyse og ekstension.
2.2.2 Sprogtilegnelse
En anden vinkel på årsagerne til sprogforandring repræsenteres af den generative
lingvistik, som lingvisten Noam Chomsky står bag. Ifølge den generative lingvistik har
mennesket en medfødt sprogevne eller grammatik, det som Chomsky kalder Universal
Grammar (UG), hvorigennem det som barn tilegner sig sproget og lærer at forstå sprogets
system. Når barnet har forstået sprogets system, bliver det i stand til at generere nye
sætninger ud fra systemet.
Set gennem den generative lingvistiks optik handler sprogforandring derfor grundlæggende
om, hvordan børn tilegner sig det sprog, som bliver deres modersmål. Dette skal forstås
således, at sprogforandringen sker i barnets fortolkning af sprogets syntaks, morfologi, etc..
- 12 -

Da barnet ikke kender til sprogets tidligere forandringer, kan det kun fortolke det input, det
får fra sine omgivelser, mens det ikke har nogen forudsætninger for at forstå den
oprindelige underliggende struktur, som en syntaktisk konstruktion måske rummer for
andre (generationer af) sprogbrugere.
Sprogforandringsmekanismerne, som blev beskrevet i foregående afsnit, bliver således
forklaret som udslag af børns ”fejltolkninger” af sprogets system, hvilket fører til et nyt
system. Som Campbell er inde på, kan også voksne sprogbrugere reanalysere og forny
sproget og dets system, og Chomskys teori kan derfor ikke påstås at være den eneste
faktor, der gør sig gældende i forbindelse med sprogforandringer (ibid.: 289-292).
En anden årsagsfaktor, som de generative lingvister har fremhævet, er det, som Campbell
kalder ”ease and simplification” – dvs. at sprogbrugere har en tendens til at simplificere
deres udtryk, hvilket må ses som en ændring i overfladestrukturen (ibid.: 315).
De to ovennævnte teorier supplerer således hinanden, idet den klassiske sprogvidenskab
udelukkende angiver regler for sprogforandringens mekanismer, mens den generative
lingvistik forsøger at forklare, hvilke kognitive processer der kan ligge bag disse
mekanismer.
2.3 Gerundium set i lyset af reglerne for sprogforandring
Med baggrund i teorierne omkring sprogforandring vil jeg forsøge at gøre rede for min
antagelse: at spansk gerundium kan tænkes udfylde flere adjektiviske funktioner. Dette
skal ses ud fra det synspunkt, at den spanske præsens participium ikke er produktiv, og at
gerundium, der er aktiv og udtrykker samtidighed, derfor er den verbalform, der på visse
punkter bedst komplementerer perfektum participiums egenskaber (passiv, fortidighed). 2
Den spanske præsens participium som tidligere nævnt uproduktiv i det spanske sprog, om
end mange adjektiver og en del substantiver har deres oprindelse i denne form. Den
spanske gerundium er derimod en produktiv verbalform, og oven i dette er det almindeligt
accepteret, at formerne ardiendo og hirviendo (samt colgando) kan fungere som
2 Præsens participium forsvandt som produktiv verbalform i udviklingen fra latin til det moderne castellano,
om end den blev brugt blandt lærde helt op til det 10. århundrede (es.wikipedia.org). I nutidens castellano er
ord, der ender på -ante, -ente og -iente således oftest adjektiver, substantiver, adverbier eller præpositioner,
men fungerer aldrig som verber (bl.a. Søeborg & Krog-Meyer, 1987: 214).
- 13 -

attributiver i NP’er, idet de anses for at være adjektiver. 3 Samtidig er det også muligt at
bruge de af præsens participium afledte adjektiver ardiente, hirviente og colgante.
Set ud fra mit teoretiske udgangspunkt tillader det spanske sprogs system således NP-
konstruktionen , hvor N er kernen i NP’en, mens AdjP er attributiv. På
overfladen kan denne konstruktion reanalyseres som , hvor N er kernen, mens
gerundium udgør et attributiv. Når denne reanalyse først er gennemført, vil en ekstension
være mulig, og således vil det blive muligt at bruge andre verber i konstruktionen.
Udgangspunkt: NP = agua hirviendo
Analyse: NP = kerne + attributiv
Kerne = N = substantiv = agua
Reanalyse: NP = kerne + attributiv
Attributiv = AdjP = adjektiv/gerundium = hirviendo
Kerne = N = substantiv = agua
Ekstension: NP = ?agua corriendo
Attributiv = GP = verbum/gerundium = hirviendo
En hypotetisk reanalyse og ekstension af gerundiums syntaktiske funktion
Ovenfor har jeg illustreret, hvordan den anerkendte brug af adjektiv i formen hirviendo kan
reanalyseres som en brug af gerundium (eller GP) som attributiv, idet adjektivet og
gerundium i dette tilfælde har samme overflade. I reanalysen udvides reglen om, hvilke
materialer der kan fungere som attributiv således til også at omfatte gerundium, og i en
eventuel ekstension af denne reanalyse vil det blive muligt at bruge gerundium af andre
verber i denne funktion, f.eks. corriendo. 4
Hvis vi vender tilbage til den uproduktive præsens participium, så har denne og gerundium
som nævnt visse grammatiske og semantiske ligheder (aktiv, samtidighed), hvilket kan
være blandt årsagerne til, at gerundium i f.eks. juridiske tekster, hvor det er nødvendigt at
skrive så kort og flydende som muligt, således meget symptomatisk bliver foretrukket frem
for den relative sætning, der, i mangel af præsens participium, ifølge de normative
3 Undtagelsen, som disse tre adjektiver repræsenterer, må ifølge teorien også være et udslag af en reanalyse.
4 Jeg har valgt at bruge verbet correr i mit eksempel, da dette verbum ligesom arder, hervir og colgar har en
adjektivisk variant afledt af præsens participium: corriente.
- 14 -

grammatikker ville være det grammatisk korrekte (bl.a. Søeborg & Krog-Meyer 1987:
208).
2.4 Opsamling
Ovennævnte teorier omkring syntaktiske ændringer i forhold til gerundiums syntaktiske
funktioner lægger umiddelbart op til en diakron sammenligning af den moderne sprogbrug
med tidligere tiders synkrone beskrivelser for at undersøge, hvorvidt (og evt. hvordan)
gerundium har udvidet sine syntaktiske kombinationsmuligheder. Dette er dog ikke målet
med dette speciale.
Hensigten med introduktionen til den lingvistiske baggrund og teorierne omkring
sprogforandring er derimod at forklare nogle aspekter af den viden, der danner baggrund
for min interesse i selv at tegne et billede af gerundium syntaktiske funktioner.
I mangel af konkrete teorier omkring forholdet omkring mellem grammatikkerne og
virkelighedens sprogbrug har jeg med den almene lingvistiks opfattelse af sproget som et
system af forbundne enheder og Campbell & Harris’ og Chomskys teorier om sprogets
(syntaktiske) foranderlighed forsøgt at skabe en ramme om, hvilke idéer der ligger bag mit
fokus på det spanske gerundium, min problemformulering og min hypotese.
Det er således bl.a. ovennævnte teorier, der danner baggrund for den mistillid til
grammatikkerne, som jeg udtrykker i min problemformulering og hypotese, der simpelthen
går ud på, at jeg formoder, at en korpusanalyse vil vise, at der findes flere adjektiviske
varianter af gerundium, end hvad grammatikkerne reelt beskriver.
Dette synspunkt understøttes også af det faktum, at diverse grammatikere og sprogforskere
– dog ofte i sidebemærkninger og fodnoter – antyder, at den adjektiviske brug af
gerundium eksisterer i moderne spansk, som det også vil fremgå af det følgende kapitel.
Samtidig vil jeg også mene, at de ovenfor nævnte teorier viser, at det til enhver en tid er
relevant at beskæftige sig med gerundiums adjektiviske funktioner.
Den spanske professor Marina Fernández Lagunilla, der har skrevet kapitlet om gerundium
i den nyeste større spanske grammatik, Gramática descriptiva de la lengua española
(Bosque & Demonte 2000) forklarer, hvorfor det spanske gerundium både kan have en
adverbiel og en prædikativ værdi således:
- 15 -

(…) un factor digno de ser considerado para entender cómo ha sido abordado
el estudio del gerundio en la gramática española es el origen híbrido de esta
forma no finita del verbo, procedente de la confluencia de dos formas latinas:
el gerundio en caso ablativo y el participio de presente. De la primera deriva la
forma del gerundio castellano y su valor adverbial como un modificador
verbal que expresa el medio o manera en que se realiza la acción denotada
por el verbo principal (…) De la segunda procede el valor predicativo del
gerundio cuando aparece en frases como Vimos a María besándose con un
hombre. (Fernández Lagunilla 2000: 3453)
Heraf fremgår det altså, at den prædikative brug muliggøres af gerundiums delvise
oprindelse i latins præsens participium, der må siges at være en udpræget adjektivisk
verbalform. 5
Og i forbindelse med den – ifølge normative grammatikker ukorrekte – attributive brug af
gerundium skriver Københavns Universitets Thora Vinther i sit undervisningskompendium
Grammatik II:
Man finder desuden mange eksempler, hvor det er uklart om gerundium er
brugt adjektivisk eller adverbielt, og mange eksempler hvor det tydeligvis er
brugt adjektivisk, imod reglerne for hvad der er korrekt.
(…)
Konklusionen vedrørende attributiv brug af gerundium er altså at den
forekommer, også hos anerkendte forfattere. Men den er ikke særlig
almindelig, og anses heller ikke for at være god sprogbrug, så udlændinge bør
nok holde sig fra den. (Vinther 2001: 47-48)
Vinthers behandling af den attributive brug af gerundium er for så vidt et bekræftende svar
på min hypotese, men det er imidlertid ikke nok til at svare på, hvor udbredt den attributive
brug af gerundium er kvantitativt – eller hvorvidt dette er den eneste adjektiviske brug af
gerundium, som den traditionelt bliver afgrænset til.
5 Jeg vil senere behandle Fernández Lagunillas generelle beskrivelse af gerundium i afsnit 3.14.
- 16 -

3 Gerundium i grammatikkerne
Formålet med dette afsnit er at give et oprids af udvalgte grammatikkers og studiers
behandling af gerundium – med særligt fokus på gerundium i ”adjektiviske” funktioner,
hvilket ifølge mine begreber dækker over de funktioner, hvor gerundium har en ”stærk
relation” – dvs. modificerer, specificerer etc. – til en nominel størrelse på sætnings- eller
syntagmeniveau.
Gennemgangen vil fordele sig på hhv. monolingvistiske grammatikker (spanske) (3.1),
fremmedsprogsgrammatiker (danske) (3.2) og Denvers særlige studier af gerundium i
NP’er (3.3). Til sidst i afsnittet (3.4) vil jeg forsøge at foretage en opsummering af
grammatikkernes indbyrdes forskelle og ligheder.
Denne gennemgang af udvalgte grammatikkers holdninger til gerundiums syntaktiske
funktioner vil tjene som grundlag for min endelige analyse og diskussion (kap. 5), hvor jeg
vil sammenligne grammatikkernes beskrivelser med mine empiriske data.
3.1 Gerundium i (spanske) monolingvistiske grammatikker
Jeg vil i det følgende opridse, hvorledes en udvalgt samling af spanske grammatikker
forholder sig til gerundiums syntaktiske muligheder og begrænsninger, med særligt fokus
på brugen af adjektivisk/attributiv gerundium. Grammatikkerne er de følgende:
Curso superior de sintaxis española (Gili Gaya, 1973: 192-199) (§§ 145-149)
Esbozo de una nueva gramática de la lengua española (Real Academia Española, 1977:
488-493) (§§ 3.16.6.-3.16.10)
Gramática descriptiva de la lengua española (Bosque & Demonte, 2000: 3443-3503) (§
53)
Gramática de la lengua española (Alarcos Llorach, 2005: 181-183) (§§ 203-205)
Som det fremgår af ovenstående er der altså tale om to ældre grammatikker (Gili Gaya og
RAE) og to nyere grammatikker (Alarcos og Bosque & Demonte).
Jeg har valgt næsten udelukkende at se på de kapitler i grammatikkerne, der specifikt
omhandler gerundium – dog med en vis skelen til de henvisninger de måtte have til andre
- 17 -

kapitler og paragraffer. Dette betyder altså, at jeg ikke nødvendigvis har gransket hver
grammatik for eventuelle yderligere behandlinger af gerundium, end hvad der bliver
henvist til i de angivne kapitler.
Grammatikkerne er ikke valgt ud fra noget egentligt princip. Alarcos og Gili Gaya er valgt,
fordi de begge nogle af Spaniens mest kendte grammatikere. Desuden synes det oplagt at
inkludere RAEs værk, eftersom RAE er den øverste sproglige autoritet i Spanien, og
Bosque & Demontes værk, fordi denne grammatik er den til dato mest omfattende.
3.1.1 Gili Gaya: Curso superior de sintaxis española
Samuel Gili Gaya (1892-1976) er en af de større spanske grammatikere og lingvister i det
20. århundrede og var bl.a. medlem af Real Academia Española (RAE). Hans Curso
superior de sintaxis española er oprindeligt udgivet i Mexico i 1943, men er blevet
redigeret mange gange inden hans død i 1976 (es.wikipedia.org/wiki/Samuel_Gili_Gaya).
Jeg refererer i det følgende til udgaven fra 1973.
Gili Gaya lægger meget vægt på at forklare gerundiums form og rolle i forhold til tempus
og aspekt (1973: 192-193). Derudover påpeger han i sine paragraffer, at gerundium (1) kan
modificere en hovedsætnings verbal (”verbo principal”), referere til (2) subjekt eller (3)
objekt (som et ”participio activo”) samt optræde i (4) absolutte konstruktioner (ibid.: 193-
194).
Den adverbielt modificerende gerundium (1) karakteriseres som et mådesadverbium, men
mister dog ikke sine verbale egenskaber og bliver således en sekundær handling. Da
gerundiums subjekt er det samme som det modificerede verbals, kan gerundium også
fortolkes som en handling, der lægger sig til subjektet – og kan derfor undertiden minde
om den funktion participio de presente ville have, hvis det stadig brugtes på denne måde.
Og i sætningsemner/ellipser (f.eks. billedtekster o.l.) får gerundium også en rolle som
”participio activo” for subjektet. Gili Gaya kommer her også ind på, at kun gerundierne
ardiendo og hirviendo kan fungere som ”adjetivos aplicables a cualquier sustantivo” (ibid.:
194-195).
Ifølge Gili Gaya udtrykker gerundium subjektets sekundære handling (2), når det refererer
til subjektet, og får derfor en eksplikativ karakter, idet gerundium forklarer verbalets
handling. Gerundium kan kun være ”explicativo”, da en specificerende gerundium ville
- 18 -

være adjektivisk og dermed ukorrekt – denne brug er dog alligevel hyppig i juridiske
tekster. Det er ligeledes ukorrekt at bruge gerundium som attributiv for substantiver, også
selv om gerundium skulle være koordineret med adjektiver (ibid.: 195-196).
Gerundium kan også referere til det direkte objekt (3), hvilket vil sige, at det direkte objekt
er subjekt for gerundium. Det er dog ikke alle verber, der kan bruges i denne sammenhæng
– f.eks. statiske verbers natur passer således ikke sammen med gerundiums krav om
durativt indhold i handlingen. Det er derfor kun direkte objekt for de verber, som udtrykker
f.eks. perception eller repræsentation (ver, representar), der kan være subjekt for
gerundium (ibid.: 196-197).
Gerundium i absolut konstruktion (4) adskiller sig fra de ovenstående ved at have sit eget
selvstændige subjekt, som ifølge Gili Gaya altid står efter gerundium. Selve den absolutte
konstruktion er underordnet hovedsætningen og kan som adverbial have forskellige
betydninger i forhold til hovedsætningen (kausal, modal, konditional og koncessiv) (ibid.:
197-199).
Det kan herudfra konkluderes, at Gili Gaya anser de fire ovennævnte punkter for at være
de vigtigste syntaktiske sammenhænge, hvori gerundium indgår – og sandsynligvis i denne
prioriterede rækkefølge. Derudover kan det bemærkes, at Gili Gaya meget udtrykkeligt
afviser, at gerundium kan fungere adjektivisk – selv om han samtidig er inde på, at
gerundium i visse sammenhænge kan udtrykke samme betydning som participio de
presente (ibid.: 194).
3.1.2 RAE: Esbozo de una nueva gramática de la lengua española
Real Academia Española (RAE) blev stiftet allerede i 1713 og har siden haft følgende
motto: ”Limpia, fixa y da esplendor”. Som mottoet også demonstrerer, så har RAE i
udgangspunktet været en meget normativ og konservativ institution. Esbozo de una nueva
gramática de la lengua española, der udkom første gang i 1973, gør dog – ifølge John
Kuhlmann Madsen – til en vis grad op med denne normative tilgang (Madsen 1994: 193-
194). Der er i øvrigt tale om et kollektivt værk uden kreditering af de implicerede
forfattere.
.
- 19 -

RAE bruger ligesom Gili Gaya sit første afsnit/paragraf til at forklare gerundiums
betydning, form, samt forholdet til aspekt, tempus, præpositioner og enklitiske pronominer
(RAE, 1977: 488-489). Herefter følger (1) gerundium som adverbium, (2) gerundium
refererende til hovedverbalets subjekt (herunder prædikativ), (3) gerundium refererende til
direkte objekt og (4) gerundium som kerne i en ”oración circunstancial”.
Under (1) gerundium som adverbium nævnes, at gerundium kan fungere som et
mådesadverbium, der modificerer verbalet. Gerundium udtrykker på denne måde en
sekundær handling i forhold til verbalet – eller som en handling, der lægger sig til verbalets
subjekt eller objekt. Også her understreges det, at kun ardiendo og hirviendo anses for at
være ”adjetivos autorizados”. Og ligeledes nævnes sætningsemner/ellipser (f.eks.
billedtekster) som eksempler på sætninger, hvor gerundium ikke har noget verbum at
referere til (ibid.: 489-490).
Omkring (2) gerundium refererende til hovedverbets subjekt angives, at gerundium her har
en eksplikativ karakter, hvor gerundium udtrykker en sekundær handling i forhold til
subjektet – og forklarer det overordnede verbums handling. Ligesom det var tilfældet hos
Gili Gaya anses det for ukorrekt at anvende gerundium som specificerende, da dette er en
adjektivisk brug, der fratager gerundium sin verbale karakter – om end denne brug er
almindelig i ”el lenguaje administrativo”. Og gerundium kan af samme årsag ikke bruges
som ”atributo” eller ”complemento predicativo” uden relation til sætningens verbal. Også
her er RAE på linje med Gili Gaya, idet brugen af gerundium kun anses for korrekt i
forbindelse med eksplikative led, mens specificerende led anses ukorrekte (ibid.: 490-491).
Gerundium kan ifølge RAE også referere til det direkte objekt (3) for verber, der udtrykker
perception (f.eks. ver, recordar, describir) – men verbet i gerundium kan ikke være statisk
(ved disse verber bør bruges relativ sætning) (ibid.: 491-492).
RAE adskiller sig fra Gili Gaya ved sit fjerde punkt, (4) gerundium som kerne i en
”oración circunstancial” – også kaldet ”oración compuesta”. Denne ”oración compuesta”
svarer ofte til en underordnet bisætning og modificerer hovedsætningen. Der findes ifølge
RAE to varianter af dette fænomen: absolut konstruktion og ”construcción conjunta”.
I den absolutte konstruktion (4a) har gerundium et selvstændigt subjekt, der altid er
efterstillet gerundium, og udtrykker en omstændighed (modal, temporal, etc.) i forhold til
den overordnede sætning. I ”construcción conjunta” (4b) er gerundiums subjekt enten
subjekt eller direkte objekt for det overordnede verbal, og konstruktionen udtrykker
- 20 -

ligeledes en (forklarende) omstændighed (modal, temporal, etc.) i forhold til den
overordnede sætning.
RAE har overordnet set altså samme prioritering som Gili Gaya: (1) gerundium som
adverbium, (2) gerundium refererende til subjekt, (3) gerundium refererende til direkte
objekt, men adskiller sig fra Gili Gaya ved det fjerde punkt: (4) gerundium som kerne i en
”oración circunstancial”, der både omfatter (4a) absolutte konstruktioner og (4b)
”construcciónes conjuntas” – og den afgørende forskel er her, om gerundium har et
selvstændigt subjekt, eller om gerundiums subjekt er lig med subjekt eller objekt i den
overordnede sætning.
3.1.3 Alarcos Llorach: Gramática de la lengua española
Emilio Alarcos Llorach (1922-1998) er den første grammatiker, der alene har fået ansvaret
for at skrive en grammatik under RAE. Ifølge John Kuhlmann Madsen forsøger Alarcos’ i
værket at ”indføre så meget af den moderne grammatiske indsigt som muligt”, men på
trods af dette har han dog alligevel valgt at bruge den traditionelle terminologi (Madsen
1994: 194). Gramática de la lengua española udkom første gang i 1994, men jeg referer
her til en nyere udgave fra 2005.
Alarcos anser også gerundium for at være en verbalform, der først og fremmest kan
sammenlignes med adverbiet (1) – dog med den forskel, at gerundium i sin egenskab af
verbalform kan have egne komplementer og frie tilføjelser, deriblandt en ”adyacente
temático” (dvs. et selvstændigt subjekt) (Alarcos Llorach, 2005:181-182).
Gerundium kan derudover også lægge sig til et substantiv (2) i forskelle sammenhænge:
billedtekster uden finit verbal, som prædikativ (for direkte objekt), og som adjektiv i
formerne ardiendo og hirviendo. Gerundium kan derfor forekomme at være en ækvivalent
til den relative sætning, men dette er ikke muligt, når verbet i gerundium har et statisk
indhold. Alarcos anser det derimod for muligt, at gerundium kan fungere som prædikativ i
forbindelse med det kopulative verbum estar (men ikke ser), men angiver dog, at det er
bedre at anse denne kombination for at være en verbalperifrase (med henvisning til en
paragraf, der omhandler verbalperifrasen) (ibid.: 182-183).
- 21 -

Alarcos’ meget korte gennemgang deler altså, i modsætning til Gili Gaya og RAE,
gerundiums mulige syntaktiske funktioner op i to: (1) gerundium som adverbium og (2)
gerundium lægger sig til et substantiv. Det skal dog bemærkes, at Alarcos bl.a. inkluderer
gerundium med selvstændigt subjekt, som Gili Gaya og RAE klassificerer som absolut
konstruktion, under (1) gerundium som adverbium. Og de infinitte sætninger (f.eks.
billedtekster), som Gili Gaya og RAE anser for at høre under ’gerundium som adverbium’,
hører hos Alarcos til i kategorien ’gerundium lægger sig til et substantiv’. I denne kategori
placeres også gerundium som prædikativ – hvad enten det refererer til subjekt eller direkte
objekt – samt de leksikaliserede adjektiver ardiendo og hirviendo.
3.1.4 Fernández Lagunilla: ”Las construcciones del gerundio”
Marina Fernández Lagunilla, der bl.a. er underviser på Universidad Autónoma de Madrid,
har bidraget med kapitlet ”Las construcciones del gerundio” i det digre værk Gramática
descriptiva de la lengua española, der er redigeret af Ignacio Bosque og Violeta Demonte.
Værket er skrevet af adskillige forfattere og udgivet i tre bind af RAE i 1999.
Grammatikken må med sine over 5.000 sider karakteriseres som den til dato mest
omfattende spanske grammatik (bl.a. rae.es).
Fernández Lagunillas behandling af gerundium er i modsætning til de foregående særdeles
omfattende og omfatter diskuterende afsnit af bl.a. klassifikationskriterier, sproglig stil,
morfologi, syntaks og semantik. Overordnet inddeler hun sin behandling i følgende
afsnit/paragraffer: (1) ”gerundios adjuntos externos”, (2) ”gerundios adjuntos internos” og
(3) ”gerundios predicativos”. Herudover henviser Fernández Lagunilla også til et eksternt
kapitel, hvori verbalperifrasen behandles (2000: 3443-3445).
Klassificeringen (1) ”gerundios adjuntos externos” fungerer som bisætninger og har deres
eget subjekt (eksplicit eller underforstået), som kan være identisk med eller forskelligt fra
den overordnede sætnings subjekt eller direkte objekt. Således samles den absolutte
konstruktion og ”construcción conjunta” ligesom hos RAE i samme kategori, men
Fernández Lagunilla tilføjer en tredje variant: ”los gerundios con sujeto tácito y (…) no
concertados”, dvs. gerundiumsætninger med et udeladt eller underforstået subjekt (ibid.:
3465-3467).
- 22 -

De såkaldte (2) ”gerundios adjuntos internos” adskiller sig ved ikke at have eget subjekt –
eller behøver i hvert fald ikke at referere til et subjekt eller et direkte objekt – da de
udelukkende modificerer den overordnede sætnings verbal (ibid.: 3479-3480).
De prædikative gerundier (3) består først og fremmest af gerundier, der refererer til enten
subjekt eller objekt, hhv. kaldet (3a) ”gerundios predicativos del sujeto” (GPS) og (3b)
”gerundio predicativos del objeto” (GPO). Derudover kommer (3c) ”gerundios
predicativos en el SN” og (3d) ”gerundios independientes”. I sin indledning til
behandlingen af de fire varianter kommer Fernández Lagunilla i øvrigt ind på
konstruktionen . I denne konstruktion udgør GP’en et sekundært
prædikat til subjektet eller objektet (ibid.: 3486-3488).
Gerundium som GPS (3a) adskiller sig fra ”gerundios adjuntos”, idet både det overordnede
verbal og gerundium udgøres af verber, der tillader perifrasen .
Undertiden er den semantiske tolkning nødvendig for at afgøre, om der er tale om
”gerundio adjunto” eller GPS, eller ved at prøve at sætte gerundium og dens komplementer
foran hovedsætningen (ibid.: 3488-3489).
I forbindelse med GPO (3b) er der også visse faktorer, der spiller ind; det er således kun
bestemte verber, der tillader en GPO (f.eks. verber der udtrykker perception). I nogle
sammenhænge kan GPO bruges på lige fod med relative sætninger, men ikke f.eks. i
forbindelse med statiske eller punktuelle verber. Ligesom det var tilfældet for GPS, er det
for GPO også nødvendigt, at verbet i gerundium er et verbum, der kan indgå i perifrasen
(ibid.: 3488-3491).
Det prædikative gerundium i nominalsyntagmet (3c) fungerer i forhold til deverbale o.l.
substantiver generelt som gerundier med tilknytning til et verbalsyntagme eller en sætning,
dvs. som modifikator. Det er dog substantivets/nominalkernens semantiske egenskaber, der
er afgørende – og her drejer det sig særligt om substantiver, der har at gøre med perception
(jf. GPO) eller kommunikation. I visse tilfælde kan gerundium synes at opføre sig som en
restriktiv modifikator, men gerundium kan ifølge Fernández Lagunilla ikke bruges i alle
semantiske/syntaktiske sammenhænge, som adjektiver og relative sætninger kan. Selv om
gerundiums syntaktiske funktion kan forekomme meget lig adjektivets og de restriktive
relative sætningers, så bliver den alligevel aldrig helt uafhængig af hovedverbet (ibid.:
3491-3495).
- 23 -

Som en ekstra variant af den prædikative gerundium tilføjer Fernández Lagunilla
”gerundios independientes” (3d), som udgøres af gerundium i sætningsemner som f.eks.
udråb og billedtekster (ibid.: 3495-3500).
Fernández Lagunilla skelner altså mellem den interne og eksterne ”gerundio adjunto”, hvor
den eksterne ligesom hos Alarcos omfatter den såkaldte absolutte konstruktion, dvs.
gerundium med (efterstillet) selvstændigt subjekt.
Det er desuden interessant, at Fernández Lagunilla – i modsætning til Gili Gaya og RAE –
kommer ind på forskellen mellem den adverbielt modificerende ”gerundio adjunto” og
”gerundio predicativo del sujeto” (GPS), da der umiddelbart kan synes at være et stort
sammenfald mellem disse to konstruktioners syntaktiske rolle.
Og hvad angår ”gerundios predicativos en el SN” giver Fernández Lagunilla eksempler på,
at gerundium faktisk kan have samme funktioner som adjektiver og restriktive relative
sætninger – altså en modsigelse af Gili Gaya og RAE – men at dette dog ikke er tilfældet i
alle syntaktiske/semantiske sammenhænge, hvorfor en direkte sammenkædning mellem på
den ene side gerundium og på den anden side adjektiver og relative sætninger ikke er
mulig.
3.1.5 Delkonklusion
Ser man samlet på de fire grammatikkers klassifikation af gerundium, tegner der sig et
billede af, at gerundium enten fungerer adverbielt, dvs. orienterer sig mod verbalet eller
hele sætningen, eller prædikativt, dvs. modificerer eller beskriver en nominel størrelse på
sætningsniveau. Som Fernández Lagunilla er inde på, kan det, når gerundium har samme
subjekt som det overordnede verbal, være svært at skelne, men gerundium vil
tilsyneladende altid have en større præference for det ene eller det andet, hvilket muliggør
klassifikationen for Fernández Lagunilla (2000: 3488-3489).
Der er en vis uenighed omkring den absolutte konstruktion (med efterstillet subjekt), idet
Gili Gaya har den som et selvstændigt punkt – uden at angive dens syntaktiske funktion –
mens de øvrige har inkluderet den som en variant af de adverbielt fungerende gerundier.
Dog synes ingen af dem at tydeliggøre det interne syntaktiske forhold i den absolutte
konstruktion.
- 24 -

Den ”adjektiviske” gerundium bliver generelt set afvist af alle fire grammatikker, undtagen
de leksikaliserede adjektiver ardiendo og hirviendo. Ikke desto mindre synes der at være
en bevægelse mod at anerkende, at gerundium bliver brugt i konstruktioner, der minder
meget om de konstruktioner, som f.eks. adjektiver og relative sætninger indgå i, hos
Alarcos og Fernández Lagunilla, mens dette i de tidligere grammatikker af Gili Gaya og
RAE kategorisk afvises som ”incorrecto”.
Verbalperifrasen er svær at sætte ind i et prioriteret hierarki, da den i samtlige fire
grammatikker kun bliver behandlet med henvisninger til afsnit uden for det specifikke
kapitel om gerundium. Til gengæld er alle fire grammatikker enige om at nævne den som
en af de kombinatoriske muligheder for gerundium, hvorfor man ikke kan afskrive den en
vigtig plads i hierarkiet.
3.2 Gerundium i (danske) fremmedsprogsgrammatikker
De dansksprogede grammatikker, jeg har valgt at se nærmere på i dette afsnit, er følgende:
Spansk basisgrammatik (Kjær Jensen, 2001: 110-111) (§§ 100-103)
Spansk Grammatik (Mogensen, 2001: 297-303) (Kap. 26)
Spansk grammatik (Søeborg & Krog-Meyer, 1987: 207-214) (§§ 151-160)
Disse tre fremmedsprogsgrammatiker er alle målrettet studerende på universitetsniveau,
såvel som undervisningsmateriale (grundbog) som et grammatisk opslagsværk. Som det
fremgår af forordet i Søeborg & Krog-Meyer (1987: 7) er denne grammatik også særligt
henvendt til oversættelsesdisciplinen.
Idet der er tale om grammatikker beregnet til undervisningsbrug, er der, som især
Mogensen er inde på i sit forord (2001: 11-12), lagt særligt vægt på den pædagogiske
fremstillingsform. Grammatikkernes behandling af sproglige problemstillinger skal derfor
ikke anses for at være ”den endegyldige sandhed”, men derimod blot et led i indføringen i
det spanske sprog, som siden kan suppleres af mere udførlige grammatikker (f.eks.
monolingvistiske).
Fremmedsprogsgrammatikker vil sædvanligvis også fokusere stærkest på forskellene
mellem de to sprog, da det må formodes, at det er disse forskelle, der giver den studerende
mest besvær i forbindelse med indlæringen.
- 25 -

Jeg har valgt Kjær Jensens og Mogensens grammatikker, fordi det er de grammatikker, jeg
som spanskstuderende ved Københavns Universitet er blevet anbefalet i forbindelse med
bachelordelens grammatikundervisning. De repræsenterer altså den grammatiske viden,
som spanskstuderende bliver introduceret til i de første år af uddannelsen.
Søeborg & Krog-Meyers grammatik har jeg aldrig tidligere stiftet bekendtskab med, men
jeg har valgt også at tage den med, fordi den adskiller sig fra de to øvrige på en række
interessante punkter, som det vil fremgå af det følgende.
3.2.1 Søeborg & Krog-Meyer: Spansk grammatik
Som just nævnt så har jeg ikke tidligere stødt på denne grammatik i forbindelse med min
uddannelse. Ligeledes er det heller ikke lykkedes mig at finde nogen information om
grammatikkens forfattere nogetsteds. Af grammatikkens forord fremgår det dog, at
forfatterne har været tilknyttet Handelshøjskolen i Århus, og at grammatikken særligt
henvender sig til ”studerende med danske sproglige forudsætninger og (…) praktiserende
oversættere og korrespondenter” (1987: 7-8).
Ifølge Søeborg & Krog-Meyer har gerundium adverbiel funktion (1), ”svarende til dansk
præsens particpium i dennes verbale funktion”, og brugen af gerundium som attributiv
adjektiv er derfor ikke normal – bortset fra ardiendo og hirviendo. Dog nævnes ”juridisk
gerundio” som en undtagelse fra ovenstående regel, der særligt anvendes i formelle tekster
(Søeborg & Krog-Meyer, 1987: 207-209).
Det, vi ellers kender som verbalperifrasen, kaldes af Søeborg & Krog-Meyer for ”udvidede
former” (2) og omfatter de almindeligt kendte perifraseverber (estar, quedar, ir, etc.)
(ibid.: 209).
Søeborg & Krog-Meyer påpeger, at gerundiums handling ofte lægger sig til sætningens
subjekt (3a), men at gerundium også i forbindelse med visse verber (f.eks. ver, oir, sentir)
kan have ”sætningsobjektet” som subjekt (3b) (ibid.: 210-211).
Konstruktioner, hvori gerundium har selvstændigt subjekt, kalder Søeborg & Krog-Meyer
for ”absolut gerundio”; i eksemplerne er subjektet efterstillet gerundium (4) (ibid.: 211).
- 26 -

Eftersom Søeborg & Krog-Meyers grammatik især er målrettet oversættelsesdisciplinen er
der her større fokus på oversættelsesækvivalenter end på syntaktiske klassificeringer. Hvis
man imidlertid prøver at sætte deres opstilling ind i en syntaktisk sammenhæng, er det den
’adverbielle’ gerundium (1), der har første prioritet – dog med en anerkendelse af den
”adjektiviske” brug i forbindelse med den juridiske stilistik – og dernæst verbalperifrasen
(2), gerundium som objektsprædikativ (3) samt gerundium i absolut konstruktion med
efterstillet subjekt (4).
3.2.2 Kjær Jensen: Spansk basisgrammatik
Kjær Jensen er underviser ved Handelshøjskolen i Århus. Hans grammatik henvender sig
til spanskstuderende på de højere læreranstalter, men også til gymnasiet og HF (Kjær
Jensen 2001: 13-14).
Kjær Jensen prioriterer følgende punkter: (1) ”gerundio i verbalperifraser”, (2) ”gerundio
som adverbial” (begge under overskriften ”gerundio og det finitte verbum har fælles
subjekt”), (3) gerundium med sætningens objekt som subjekt og (4) ”gerundio i
sætningsemner”. Det fastslås i en parentes i introduktionen til kapitlet, at gerundium ikke
kan fungere som attributiv (ibid.: 110-11). Derudover er det vigtigt at være opmærksom på,
at ordlisten bag i grammatikken også fungerer som en ekstra forklaring (ibid.: 201).
Ifølge Kjær Jensen er det kun verberne estar og ir, der kan danne (1) verbalperifraser med
gerundium. Derimod optræder kombinationer mellem verber som llevar (+ tidsangivelse),
seguir, venir og andar og gerundium under klassificeringen (2) ”gerundio som adverbial”.
Gerundium kan kun have sætningens objekt som subjekt (3) i forbindelse med bestemte
verber (f.eks. encontrar, dejar, pintar). Og gerundium kan desuden optræde i
sætningsemner (4), f.eks. billedtekster. Det bliver dog ikke angivet, hvilken syntaktisk
funktion gerundium udfylder i disse tilfælde (ibid.: 111).
Blandt punkterne i ordlisten nævnes, at gerundium kan optræde i absolut konstruktion (5)
med eget logisk subjekt, som i nogle tilfælde kan udelades, og at den absolutte
konstruktion er særligt hyppig efter præpositionen con (ibid.: 201).
Kjær Jensen adskiller sig fra de fleste af de øvrige grammatikker, idet han nævner (1)
verbalperifrasen som den første af gerundiums syntaktiske muligheder – dog efterfulgt af
- 27 -

(2) gerundium som adverbial, og begge er som nævnt samlet under betegnelsen ”gerundio
og det finitte verbum har fælles subjekt”. Herefter følger så (3) gerundium som
objektsprædikativ, (4) gerundium i sætningsemner og endelig (5) gerundium i absolut
konstruktion med efterstillet, selvstændigt subjekt eller som styrelse i en PP.
3.2.3 Mogensen: Spansk Grammatik
Jan Mogensen har bl.a. undervist på Københavns Universitet, Handelshøjskolen i
København (CBS) og Aalborg Universitetscenter. Mogensens grammatik er henvendt til
studerende på de videregående uddannelser og udskiller sig fra de to øvrige dansksprogede
grammatikker, idet Mogensen også inkluderer særligt dybdegående afsnit (Mogensen
2001: 11-12).
Mogensen lægger også vægt på, at gerundium er (1) det ”verbale adverbium” og indgår i
(2) verbalperifraser. Og ligesom Søeborg & Krog-Meyer sammenligner han gerundium
med dansk præsens participium, men understreger, at det spanske gerundium ikke kan
fungere attributivt. Gerundium kan ifølge Mogensen også (3) have det finitte verbums
objekt som subjekt, samt optræde i (4) styrelser for præpositionen con sammen med et
substantiv, i (5) absolutte konstruktioner og i (6) billedtekster og overskrifter.
Mogensen angiver ikke nogen syntaktisk funktion for gerundium som (1) det ”verbale
adverbium”, men koncentrerer sig i stedet for om det semantiske indhold, dvs. om
gerundium udtrykker årsag, middel, hensigt, etc. (ibid.: 300-302).
Under verbalperifrasen inkluderer Mogensen flere verber end ovenstående grammatikker,
f.eks. acabar, terminar og salir, men understreger også, at der skal være en tæt kohæsion
mellem det finitte verbum og gerundium for at der er tale om (2) en verbalperifrase (ibid.:
298-299).
Når gerundium (3) har det finitte verbums objekt som subjekt, forklarer Mogensen, at
gerundium i denne konstruktion ikke kan sammenlignes med infinitiven, når denne
fungerer som objektsprædikativ, da gerundium har et adverbielt indhold, udtrykker en
omstændighed og kan erstattes af et adverbielt led. Det er især i forbindelse med de verber,
som normalt tager et objektsprædikativ, at gerundium kan indtage denne rolle (f.eks. ver,
dibujar, encontrar) (ibid.: 299-300).
- 28 -

Som det fremgår af Mogensens fremstilling, kan (4) gerundium sammen med et foranstillet
substantiv optræde som styrelse i forbindelse med præpositionen con, men heller ikke her
anngiver Mogensen, hvad gerundiums syntaktiske funktion er i denne forbindelse.
Gerundium i (5) den absolutte konstruktion behandles mere udførligt i et andet kapitel,
hvor den forklares som bestående af et infinit verbum med eget eksplicit subjekt. I alle
eksempler er subjektet efterstillet gerundium (ibid.: 279, 303).
Det samme er gældende for (6) ”gerundium i billedtekster og overskrifter”, men her er
gerundium efterstillet sit subjekt. Mogensen antyder, at ”[o]fte kunne det ligne en attributiv
funktion” (ibid.: 303).
Gerundium kan altså ifølge Mogensen syntaktisk set optræde som (1) adverbial, i (2)
verbalperifraser i tæt kohæsion med et finit verbum, som (3) objektsprædikativ og som (4)
verbal/prædikat i absolutte konstruktioner og (5) sætningsemner med hhv. efterstillet og
foranstillet subjekt.
3.2.4 Delkonklusion
De tre dansksprogede grammatikker er grundlæggende enige om, hvilke konstruktioner
gerundium kan optræde i og deres prioritering/rækkefølge – med den ene undtagelse, at
Kjær Jensen har valgt at nævne verbalperifrasen før gerundium som adverbial. Det er altså
det adverbielt fungerende gerundium og verbalperifrasen, der er de to vigtigste punkter,
mens gerundium med sætningens direkte objekt som subjekt er tredjeprioritet. Gerundium i
absolut konstruktion og i sætningsemner må siges at have den laveste prioritet.
Det er dog også gennemgående, at de dansksprogede grammatikker er mere fokuseret på
oversættelsesmuligheder og forståelse af konstruktionernes betydning end klassificering af
gerundiums syntaktiske rolle. Det er således ikke muligt direkte at aflæse en stillingtagen
til, hvilken syntaktisk funktion gerundium udfylder i de forskellige sammenhænge. Men
set ud fra grammatikkernes prioriteringer kan den beskrives som primært ’adverbiel’ og
dernæst ’verbal’, ’prædikativ’ og slutteligt ’verbal-adjektivisk’.
- 29 -

3.3 Denvers studier af gerundium i komplekse NP’er
Louise Denver er lektor ved Copenhagen Business School og har i en række artikler
forsøgt at kigge nærmere på og analysere det fænomen, at gerundium kan optræde i
nominalsyntagmet (NP). Det drejer sig om følgende to tekster:
”The Spanish Gerund within NPs” (Faber & Sørensen, 1997: 23-59)
”The Spanish Gerund revisited” (Nølke et al., 2006: 51-68)
I disse artikler bruger hun valensteorien til at bestemme gerundiums rolle i NP’en, men vel
at mærke begrænset til ”NPs with a predicative head noun (…) derived from verbs and
adjectives (…)” og lignende NP’er (Denver 1997: 23).
Valensteorien handler i udgangspunktet om verbets (semantiske) valens, dvs. hvilke
sætningsled det kan tage eller binde til sig: subjekt, direkte objekte, indirekte objekt,
middelbart objekt, etc. Substantivet, især det deverbale, kan på samme måde binde
underordnede led til sig. 6 Denvers skoleeksempel er det følgende:
No habíamos contado con [la entrada de Menchu, pidiendo noticias de
Montegrifo]. (ibid.: 24)
NP’en kan omskrives til følgende helsætning og ledsætning:
Entró Menchu, pidiendo noticias de Montegrifo. (min parafrase)
Her er entrada et deverbalt substantiv (af entrar). Denne NP udgør som sagt en
nominaliseret sætning, hvori det deverbale substantiv er verbalet (og nominalkernen), mens
Menchu udgør subjektet, og GP’en, pidiendo noticias de Montegrifo, ifølge Denver både
udgør en sekundær prædikation til subjektet og modificerer det deverbale substantiv.
Denver omskriver denne konstruktion til følgende formel/figur:
6 Jeg vil i øvrigt komme nærmere ind på valensteorien i min gennemgang af den teori, der ligger til grund for
min korpusanalyse i afsnit 4.31.
- 30 -

[(NP1 + de + NP2) + GP]
I denne formel/figur er NP1 (et deverbalt substantiv e.l.) kernen i nominalsyntagmet. Som
det fremgår af pilene (forneden), er NP2 bundet af NP1, ligesom subjektet i en sætning er
bundet af verbalet. Den stiplede linje mellem NP1 og GP angiver, at GP også er forudsat af
NP1, men mere frit end NP2, dvs. at den er en modifikator og ikke et argument. Pilen
(foroven) mellem NP2 og GP angiver, at NP2 er bundet af GP, idet gerundium som
verbum også tager et subjekt. NP2 og GP udgør således en sekundær prædikation i sig
selv.
Konstruktionen begrænser sig dog ikke kun til de deverbale substantiver, men indbefatter
også andre leksikalsk relaterede substantiver med samme argumentlignende struktur som
f.eks. ikoniske substantiver: imagen, sensación, idea og foto, lydgengivelser: pitido, grito,
voz, sindstilstande: enfado og substantiver afledt af adjektiver: tranquilidad.
Denver påviser således, at der er en stor lighed mellem det prædikative gerundium på
sætningsniveau og den modificerende gerundium i nominalsyntagmet. Dette ses meget
tydeligt i eksemplerne:
Oía el tren acercándose. (Denver, 1997: 39)
Oía el pitido del tren acercándose. (ibid.)
Det almindelige adverbielle gerundium, der fungerer på sætningsniveau, kan imidlertid
også transponeres ind i en kompleks NP, og omvendt kan gerundium i den komplekse NP
således også parafraseres med en adverbiel bisætning indledt af f.eks. cuando. Dette ses i
Denvers eksempel:
[aquella tranquiladad de Mercedes hablando de sus hijos muertos] le
estremeció. (2006: 62)
Her giver det i et semantisk perspektiv nemlig mere mening at fortolke GP’en som en
temporal bisætning.
- 31 -

Desuden er det interessant, at gerundium også kan modificere substantiver, der refererer til
en kommunikationshandling. Denvers eksempel er det følgende:
Me ha preocupado leer la [carta de don Francisco Landeta explicando su
estupor y su rabia]. (2006:65)
Her udtrykker NP1 mediet, hvorigennem kommunikationshandlingen/ytringen
gennemføres, mens NP2 er afsender, og GP specificerer indholdet eller intentionen bag
kommunikationshandlingen.
Delkonklusion
Ifølge Denver er det ikke overraskende, at brugen af gerundium, på trods af sin
traditionelle klassificering som det verbale adverbium, også til en vis grad dækker den
samme prædikative brug som f.eks. den franske participe présent. Dette skal bl.a. ses i
lyset af, at præsens participium ikke længere er produktiv i nutidens spansk.
Gerundium kan altså både fungere som adverbial og som prædikativ (state predicative) på
sætningsniveau, og dette er således også tilfældet, når gerundium optræder i en kompleks
NP.
Denvers konklusion er, at gerundium som postmodifikator i en kompleks NP i nogle
sammenhænge er mest sammenlignelig med en adverbiel modifikator (f.eks. instrumental,
kausal, temporal, etc.) på sætningsniveau, mens den på den anden side minder mere om et
(beskrivende) prædikativ på sætningsniveau (2006: 66).
Denvers studier af gerundium i komplekse NP’er viser, at gerundium kan fungere som en
slags prædikativ eller adjektivisk modifikator på syntagmeniveau i en NP, mens den andre
gange må anses for at være en slags adverbiel modifikator, selv om den stadig er integreret
i nominalsyntagmet.
Denne anskuelse bryder med den traditionelle opfattelse af gerundiums mulige brug, der
var begrænset til adverbiel, del af verbalperifrase, verbal/prædikat i absolut konstruktion,
prædikativ og undtagelsesvis attributiv. I stedet klassificeres gerundium i denne
sammenhæng altså som en fri modifikator, hvilket er nogenlunde i tråd med Fernández
Lagunillas opfattelse af gerundium i nominalsyntagmet (jf. afsnit 3.1.4).
- 32 -

3.4 Opsummering af grammatikkernes behandling af gerundium
Min gennemgang af de forskellige grammatikkers og Denvers studie af gerundium viser, at
der langt fra er enighed om, hvordan forskellige konstruktioner med gerundium skal
analyseres og klassificeres.
Den traditionelle klassificering af gerundium som generelt værende adverbiel, med
mulighed for at referere til andre af verbalets led (subjekt, objekt), er gennemgående i de
kortfattede behandlinger af gerundium, som udgør størstedelen af den udvalgte litteratur
(Gili Gaya, RAE, Alarcos, Kjær Jensen, Mogensen og Søeborg & Krog-Meyer). Disse
grammatikker kommer ikke ind på, hvorledes gerundium i NP skal analyseres eller
klassificeres, og deres forenklede fremstilling af gerundiums syntaktiske muligheder synes
heller ikke at kunne forklare, hvilken rolle gerundium spiller i disse konstruktioner.
Fernández Lagunilla og Denver tager derimod fat på disse mere komplekse og svært
forklarlige tilfælde, hvor gerundium på trods af sin natur indgår som et led i et
nominalsyntagme. Begge kommer de frem til, at gerundium i disse konstruktioner ofte har
mange lighedspunkter med gerundium som prædikativ på sætningsniveau, og Fernández
Lagunilla kalder den derfor også blot for ”gerundio predicativo en el SN”, mens Denver
ikke på samme måde bruger en traditionel grammatisk klassifikation, men blot benævner
den ved dens funktion som (post)modifikator.
At de øvrige monolingvistiske grammatikker ikke beskæftiger sig med disse
konstruktioner, må enten tilskrives, at de ikke har passet ind i den analyse og karakteristik,
der ellers gives af gerundium, at de traditionelt ikke har været anset for at være ”korrekte”,
eller at de blot er blevet vurderet til at have en så lav frekvens i sproget, at det ikke var
nødvendigt at tage dem med.
- 33 -

4 Empirisk undersøgelse
I dette kapitel vil jeg udføre den empiriske undersøgelse af mit litterære korpus. Først vil
jeg imidlertid give en introduktion til metoden (4.1), beskrive korpuset ud fra forskellige
parametre (4.2) og give praktiske bemærkninger omkring min fremgangsmåde (4.3).
Som oplæg til selve korpusanalysen (4.3) vil jeg redegøre for Per Anker Jensens
analyseprincipper (afsnit 4.3.1), der danner det teoretiske grundlag for min analyse.
Herefter vil jeg i afsnit 4.3.2 med eksempler fra korpuset på én gang analysere og
klassificere forekomsterne af gerundium, samtidig med at jeg redegør for mine analyse- og
klassifikationskriterier.
Inden jeg går videre til at præsentere og kommentere det statistiske resultat af min
korpusanalyse i afsnit 4.5, vil jeg i slutningen af dette afsnit diskutere mine analyse- og
klassifikationskriterier (4.4.1), korpusets repræsentativitet (4.4.2) og selve korpusanalysen
som metode (4.4.3).
4.1 Korpuslingvistik
Korpuslingvistik er ikke en bestemt gren af lingvistikken, men derimod en empirisk
metode (baseret på et korpus eller flere korpora), hvormed man kan undersøge og beskrive
sprog(brug), dvs. en måde at behandle data på. Denne korpusbaserede metode er gennem
tiden bl.a. blevet brugt i forbindelse med studier i syntaks, semantik og komparativ
lingvistik. (McEnery 2001: 2-4)
På et højere forskningsmæssigt (internationalt) plan, end dette speciale repræsenterer, er et
korpus sædvanligvis lig med en digital samling af tekster på 50-500 mio. løbende ord
(Teubert 2007: 67). Og korpuslingvistikken er da også stærkt knyttet til den teknologiske
udvikling, idet det er gennem computerens regnekraft og behandling af store mængder
data, at det bliver muligt at analysere disse kæmpe korpora ud fra udvalgte parametre
(ibid.: 50-58).
I dette speciale udgør korpuset en utroligt lille brøkdel af de digitale korporas omfang og
kan derfor ikke sammenlignes direkte med disse. Umiddelbart kan mit korpus således
fremstå som utilstrækkeligt, men jeg vil holde mig til McEnery et al. s beskrivelse af
korpuset:
- 34 -

In principle, any collection of more than one text can be called a corpus: the
term ‘corpus’ is simply the Latin for ‘body’, hence a corpus may be defined as
any body of text (…) But the term ’corpus’ when used in the context of modern
linguistic tends most frequently to have more specific connotations than this
simple definition provides for. (McEnery: 29).
At korpuslingvistikken – og dermed korpusanalysen – er en empirisk metode betyder altså,
at det er nødvendigt at forholde sig til visse krav og betingelser for at kunne hævde, at
resultatet er brugbart. Således er det nødvendigt at redegøre tydeligt for korpusets
karakteristika – hvilket jeg vil redegøre for i næste afsnit.
Min korpusanalyse må overordnet betegnes som en kvantitativ analyse, idet det er min
hensigt, at korpusanalysen skal munde ud et statistisk regnskab, der viser de forskellige
konstruktioners frekvens i korpuset. Undersøgelsen har dog også et vist kvalitativt islæt,
idet selve klassifikationen af forekomsterne i korpuset må ses som en kvalitativ analyse (jf.
McEnery 2001: 76-77).
4.2 Korpus
Jeg har udvalgt et korpus på tre spanske romaner, der alle er udkommet på spansk inden
for de sidste ti år (1997-2002), og som alle er blevet oversat til og udgivet på dansk.
Desuden er romanerne udvalgt således, at der er tale om tre forskellige spanske forfattere
(jf. litteraturlisten). Årsagen til, at jeg har valgt romaner, der alle er oversat til dansk, er, at
dette (oversatte) parallelkorpus har gjort det nemmere for mig hurtigt at sætte mig ind i den
enkelte sætnings betydning og den bredere kontekst, end hvis jeg udelukkende havde haft
den spanske udgave. Det er derfor vigtigt for mig at pointere, at det danske parallelkorpus
på ingen måde udgør noget sammenligningsgrundlag i forhold til min analyse af korpus.
Formålet med valget af disse tre romaner er at lave en synkron beskrivelse af den
syntaktiske brug af gerundium/GP. I den forbindelse skal det bemærkes, at selvom de tre
romaner er skrevet og udgivet inden for et tiår, så er der en markant aldersforskel de tre
forfattere imellem, idet de er født i hhv. 1964 (Ruiz Zafón), 1951 (Pérez-Reverte) og 1939
(Vázquez Montalbán). Der er således næsten tale om tre forskellige generationer.
- 35 -

De tre forfattere er i øvrigt alle fra Spanien, og korpus bør derfor anses for fortrinsvis at
repræsentere det spanske kongeriges variant(er) af spansk (castellano). 7 Der er i øvrigt
ikke nogen undersøgelser, grammatikker eller lignende, der påpeger, at der skulle findes
nogen nævneværdige regionale forskelle i brugen af gerundium i forhold til denne opgaves
fokus (f.eks. Kjær Jensen 2001: 169-170).
Det litterære korpus karaktertræk
Korpus består udelukkende af skønlitterære værker. Korpusets tekst må derfor (til en vis
grad) formodes at afspejle de tre forfatteres måde at formulere sig på på spansk, dvs. deres
sprogbrug. Herudover må det også tages i betragtning, at faktorer som genre og register
kan spille ind; korpus behøver således ikke nødvendigvis at afspejle, hvordan forfatterne
udtrykker sig i talesprog eller inden for andre sproglige udtryksformer. Korpus afspejler
altså kun de tre forfatteres ”romansprog”, som det lige præcis kommer til udtryk i disse tre
bøger.
På trods af disse begrænsninger i korpusets karakter, vil jeg mene, at et sådant korpus har
en række egenskaber, der gør det mere repræsentativt og interessant end mange andre
mulige korpora. Den skønlitterære roman rummer nemlig generelt en bred række af
forskellige sproglige ”situationer”, f.eks. handlingsforløb, beskrivelser og dialoger,
ligesom romanen ofte giver ”stemme” til forskellige karakterer og disses eventuelle
dialekter, sociolekter, slang mv., idet de skønlitterære tekster i et eller andet omfang
afspejler virkeligheden – og dermed også virkelighedens sprogbrug. Dog må den
skønlitterære, fiktive roman i høj grad karakteriseres som en særlig narrativ tekst i forhold
til andre skriftlige og mundtlige genrer (jf. Biber et al., 2006: 154-155).
Korpusets omfang
De tre romaner indeholder nogenlunde samme omfang af tekst. Jeg har ikke optalt præcis,
hvor mange ord og tegn hver roman indeholder, men nedenstående regnestykke giver et
omtrentligt billede af omfanget:
7 For yderligere information om forfatterne henviser jeg til forfatternes officielle hjemmesider, hhv.
www.carlosruizzafon.com, www.capitanalatriste.com (Pérez-Reverte) og
http://www.clubcultura.com/clubliteratura/clubescritores/vazquez_montalban/home.htm.
- 36 -

RUI: ca. 55 tegn pr. linje, 34 linjer pr. side, 576 sider = 1.077.120 tegn i alt, 1870 tegn pr.
side
PER: ca. 60 tegn pr. linje, 33 linjer pr. side, 523 sider = 1.035.540 tegn i alt, 1980 tegn pr.
side
VAZ: ca. 50 tegn pr. linje, 36 linjer pr. side, 523 sider = 941.400 tegn i alt, 1800 tegn pr.
side
Her gælder det, at ’tegn pr. linje’ er udfyldte linjer. Således afspejler regnestykket altså
ikke, hvor mange tegn, der er i den pågældende roman, men derimod hvor mange tegn, der
er plads til, hvis hver eneste linje og side var udfyldt med tegn. Jeg vil dog mene, at
regnestykket giver et billede af et korpus, der er nogenlunde ligeligt fordelt på de tre
romaner.
Begrundelser for valget af et tekstkorpus
Ud over korpusets litterære karakter har jeg altså valgt et korpus, der består af skriftlige
fremstillinger – af flere forskellige grunde:
En af grundene er slet og ret, at jeg har vurderet, at et tekstkorpus ville være det mindst
tidskrævende, hvilket ikke er en ubetydelig faktor i forhold til de tidsrammer,
specialeskrivningen pt. er blevet pålagt. Således har jeg altså fravalgt informant-interviews
(audio/video) og lignende metoder, der kræver teknisk udstyr, tid til transskribering mv.
Dernæst kommer, at den skrevne (roman)tekst er forholdsvist velordnet og derfor ”nem at
gå til” i forhold til en syntaktisk analyse; det er alt andet lige lettere at forholde sig til
tegnsætning end pauser, gentagelser, mv. i talesprog.
Sidst men ikke mindst har det spillet ind, at jeg har ønsket at have et korpus, der var
oversat til dansk, både af hensyn til en lettere forståelse af teksten semantiske indhold i
forhold til min syntaktiske analyse, men også for at kunne præsentere den danske læser for
en ”neutral”, men dog også litterær, gengivelse af den spanske tekst.
4.2.1 Praktiske bemærkninger
I mine eksempler i selve afhandlingen og i mit appendiks har jeg valgt at opstille de
relevante uddrag således:
- 37 -

RUI164 El individuo se acercó al mostrador, su mirada siempre revoloteando por la
tienda y posándose ocasionalmente en la mía.
rui131 Manden kom hen til disken, mens hans blik stadig vandrede rundt i
forretningen og indimellem mødte mit.
Her angiver RUI (med majuskler), at dette tekstuddrag stammer fra romanen af Carlos
Ruiz Zafón (2005), mens 164 angiver sidetallet. Tilsvarende fortæller rui (med minuskler),
at dette tekstuddrag er fra den danske oversættelse af samme roman (dvs. Ruiz Zafón,
2006; jf. litteraturlisten), og 131 er sidetallet i denne udgivelse. På samme vis refererer
PER/per til Arturo Pérez-Revertes roman og danske oversættelse (hhv. 2006 og 2004),
mens VAZ/vaz referer til Manuel Vázquez Montalbáns værker (hhv. 1997 og 2002).
Alle understregninger af gerundier i teksten er mine tilføjelser, med det formål at gøre det
let at lokalisere hvert gerundium samt, i tilfælde af at der som i eksemplet (RUI164) er
flere gerundier i samme tekstuddrag, at præcisere hvilke der er relevante i den pågældende
sammenhæng.
Ud over dette indgreb har jeg forsøgt at gengive alle tekstuddrag med samme ortografi som
i originalteksterne, så vidt dette har været teknisk muligt. Tekstrammer, som ovenfor, er
kun brugt i selve afhandlingen for at gøre det tydeligt, at der er tale om et tekstuddrag.
Jeg har i alle tilfælde valgt at supplere teksteksemplerne med den danske oversættelse for
også at give læseren mulighed for at danne sig et hurtigt indtryk af det semantiske indhold.
Det skal selvfølgelig nævnes, at oversættelserne meget sjældent er ”direkte” oversættelser,
og de må derfor ikke tolkes som udtryk for en syntaktisk gengivelse af den spanske
struktur.
Mit appendiks bagerst i opgaven består af alle sætninger indeholdende en GP, der i min
korpusanalyse er blevet klassificeret som adjektiviske eller er blevet frasorteret pga.
manglende finit verbal. Jeg har vurderet, at det ville blive for omfattende at inkludere
sætninger med hhv. ’verbalperifraser’ og ’adverbielle GP’er’ (jf. mit statistiske resultat af
korpusanalysen i afsnit 4.5).
- 38 -

4.2.2 Stilistik i korpus
Forekomsten af gerundium i en tekst er til en vis grad afhængig af forfatterens stilistik, der
bl.a. omfatter forfatterens valg af grammatiske og leksikalske udtryk (sætningsopbygning,
tempus, aspekt, valg af verber, etc.).
Uden at bevæge mig ind i en decideret litterær analyse, vil jeg i de følgende underafsnit
forsøge at give en kort karakteristik af de tre forfatteres stile – set ud fra et grammatisk
synspunkt. 8
4.2.2.1 Carlos Ruiz Zafón: La Sombra del Viento
Ruiz Zafóns (f. 1964) stil er meget ligetil at analysere, idet der generelt er tale om hele,
afsluttede sætninger. Der er en udbredt brug af hypotakse, dvs. underordnede ledsætninger,
og næsten alle paratagmer er angivet med opremsende komma og/eller sideordnende
konjunktioner. Desuden er direkte tale tydeligt afgrænset (ortografisk) fra den resterende
tekst.
I nedenstående eksempel ses således flere forskellige former for hypotaktiske led i samme
tekstuddrag: relativ ledsætning, adverbiel ledsætning indledt af gerundium, kompletiv
ledsætning, infinitivsætning:
RUI102 A veces me venía a la memoria la imagen de las tremendas cicatrices que le
cubrían el cuerpo. Me sentía tentado de preguntarle por ellas, temiendo quizá
que el inspector Fumero tuviese algo que ver con el asunto, pero había algo
en la mirada del pobre hombre que sugería que era mejor no mentar el
tema.
rui083 Sommetider kom jeg til at tænke på de frygtelige ar, der dækkede hans krop.
Jeg havde lyst til at spørge ham om dem, muligvis fordi jeg havde en
mistanke om, at kriminalinspektør Fumero havde noget at gøre med den sag,
men der var noget i den stakkels mands blik, der sagde mig, at jeg hellere
måtte lade være med at bringe emnet på bane.
Undertiden benytter Ruiz Zafón sig dog også af sætningsemner, dvs. sætninger uden (finit)
verbal, ofte i forbindelse med opremsninger og beskrivelser:
8 Denne tilgang understøttes dog også af den litterære analyses tilgang til syntaks (jf. Hansen, 2000: 145).
- 39 -

RUI147 Tomé uno de los cuadernos y lo ojeé. Dibujos y palabras sueltas. Ejercicios
de cálculo. Frases sueltas, citas de libros. Versos inacabados. Todos los
cuadernos parecían iguales.
rui119 Jeg tog et af hæfterne og kiggede i det. Tegninger og løsrevne ord.
Regneøvelser. Løsrevne sætninger, citater fra bøger. Uafsluttede digte. Alle
hæfterne så ens ud.
4.2.2.2 Arturo Pérez-Reverte: La Reina del Sur
I modsætning til Ruiz Zafón er Pérez-Revertes (f. 1951) tekst i høj grad præget af
sætningsemner – særligt ved opremsninger, beskrivelser og handlingsmættede sekvenser.
Grammatisk set gør denne stil det ofte svært – og undertiden umuligt – at analysere
teksten, idet der er mulighed for forskellige tolkninger af, hvilket verbal der f.eks. kan
tænkes at være underforstået, som det fremgår af nedenstående eksempel:
PER232 De vez en cuando se detenía a recobrar el aliento, las manos en las caderas y
la cabeza baja, mirando el suelo como si pensara, y ella lo observaba con sus
propias cosas rondándole la cabeza. Vientres planos, músculos dorsales.
Hombres con pieles curtidas oliendo a sudor, encelados bajo el pantalón.
Chale.
per211 Indimellem holdt han en lille pause for at få vejret og stod med hænderne i
siderne og hovedet bøjet, mens han så ned i jorden, som om han tænkte på
noget, og hun iagttog ham med sine egne tanker kørende i hovedet. Flade
maver, rygmuskler. Mænd med garvet hud der lugtede af sved, brunstige i
bukserne.
Pérez-Reverte viser her sin brug af sætningsemner (de sidste to sekvenser adskilt af
punktum), der undertiden har underordnede led med infinitte verbaler (her f.eks. oliendo
og encelados). Det samme viser det næste eksempel, der minder om punktform efter
kolonet:
- 40 -

PER380 Conseguir la tripulación no fue difícil: cien mil dólares para el piloto –Jan
Karasek, polaco, ex fumigador agrícola, veterano de los vuelos nocturnos
transportando hachís para Transer Naga a bordo de una Skymaster de su
propiedad (…)
per347 Der var heller ingen vanskeligheder med at finde en besætning: hundrede
tusind dollars til piloten – Jan Kasarek, polak, tidligere sprøjteflyver for
landbruget, veteran fra de natlige flyvninger med hash for Transer Naga i en
Skymaster, han selv ejede (…)
4.2.2.3 Manuel Vázquez Montalbán: Quinteto de Buenos Aires
Stilen i Vázquez Montalbáns (f. 1939) værk kan karakteriseres som mere parataktisk,
sammenlignet med de to øvrige romaner, idet han har en tendens til at gøre sine sætninger
korte ved at bruge finitte verbalformer og adskille dem med punktum og komma og på
denne måde undgå hypotakse:
VAZ142 Conduce el hombre gordo. En el asiente trasero, el Capitán, su hija al lado
repasando unos apuntes y con la falda llena de libros. El Capitán se la mira
enternecido, luego preocupado. El coche se detiene frente a la entrada de la
facultad. La chica besa precipitada pero cariñosamente a su padre, coge los
libros y da un pescozón en el cabezón del gordo.
vaz108 Den tykke mand sidder ved rattet. På bagsædet Kaptajnen og ved siden af
ham hans datter, der sidder med skødet fyldt med bøger og gennemgår nogle
notater. Kaptajnen kigger rørt over på hende, men så bliver hans
ansigtsudtryk bekymret. Bilen standser foran indgangen til fakultet. Pigen
kysser hastig, men kærligt sin far, griber bøgerne og giver den tykke et klap
på hans store hoved.
Ovenstående eksempel viser både den nævnte tendens til korte sætninger uden
underordnede led (første sætning), men også – ligesom hos Pérez-Reverte – en vis tendens
til at bruge sætningsemner og ellipser uden finit verbal i forbindelse med beskrivelser
(anden sætning).
- 41 -

4.3 Korpusanalyse
Forarbejdet til korpusanalysen er udført ”manuelt”, dvs. at jeg side for side har gennemlæst
korpus, afmærket og optalt hver eneste forekomst af gerundium. I forhold til det digitale
korpus, hvor det er muligt lynhurtigt at søge efter en bestemt tekststreng, har denne
”manuelle” korpusanalyse både sine fordele og ulemper. Blandt ulemperne er selvfølgelig,
at det tidsmæssigt er krævende at gennemlæse korpus, samt at der må forventes en vis
fejlmargen ved denne metode. Blandt fordelene er, at ved den ”manuelle” metode kan
frasorteringen af støj ske i første runde af undersøgelsen – i et digitalt korpus ville
søgningen formentlig i første omgang finde alle ord med endelserne –ando eller –iendo/-
yendo, hvilket ville føre til, at ord som f.eks. adverbiet cuando og substantivet estruendo
ville dukke op blandt resultaterne af søgningen. I den ”manuelle” korpusanalyse kan denne
del således ofte springes over.
4.3.1 Teori: Per Anker Jensens principper for grammatisk analyse
Jeg vil i det følgende kort gennemgå Per Anker Jensens bud på en grammatisk analyse med
fokus på de punkter, der i særlig grad er relevante i forhold til denne afhandlings emne.
Således anser jeg det ikke for nødvendigt at gå i detaljer med f.eks. morfologien, da dette
felt ikke er problematisk i forhold til spansk gerundium, mens jeg anser syntaks og valens
for at være særdeles vigtige i forhold til klassificering af gerundium.
Valget af Per Anker Jensens ”principper” bunder i, at jeg langt hen ad vejen deler hans
(formalistiske) tilgang til sproget. 9 Traditionelt er der, som det fremgår af grammatikkernes
beskrivelser, en tendens til at definere de infinitte verbalformer i forhold til ordklasser,
hvor infinitiven forbindes med substantivet, participiet med adjektivet og gerundium med
adverbiet. Det er mit mål at bevæge mig væk fra denne ”ordklasse-fiksering” og forsøge at
bestemme gerundiums syntaktiske funktioner ud fra den rolle, verbalformen faktisk spiller
i det spanske sprogs struktur. Dog vil jeg i modsætning til formalismens ideal også i visse
tilfælde forholde mig til det semantiske indhold i min senere syntaktiske analyse af korpus.
4.3.1.1 Sætningen og valens
9 Formalismen kan defineres som en ”matematisk” tilgang til sprogets system, hvor semantikken skæres fra,
og fokus er på den formelle struktur i sproget.
- 42 -

Per Anker Jensens grammatiske analyse begrænser sig til ’sætningen’. En sætning
konstitueres af et verbal, hvilket altså betyder, at en ytring uden verbal ikke er en sætning.
Verbalet kan alt efter dets leksikalske egenskaber binde forskellige ’roller’ til sig. Antallet
af roller afhænger af verbets leksikalske betydning. Rollerne kan f.eks. udgøres af de
almindeligt kendte grammatiske kategorier, subjekt, objekt og indirekte objekt.
Denne egenskab, at binde roller til sig, kaldes for valens, og de led, der udfylder disse
roller, kaldes derfor valensled (forkortet VL). Både på dansk og på spansk findes såkaldte
avalente verber, på spansk f.eks. llover, som ikke kan have et subjekt. Verber med hhv. et,
to eller tre verber kaldes hhv. mono-, di- og trivalente verber.
At et verbum har ét eller flere valensled betyder ikke, at disse valensled nødvendigvis skal
være repræsenteret i sætningen, men at de er underforstået i forhold til verbet.
De led i sætningen, der ikke er bestemt af verbet kaldes for frie tilføjelser (FT). Blandt de
frie tilføjelser er ofte angivelser om tid, sted, årsag, betingelse, indrømmelse,
sammenligning, følge mv. Steds- og tidangivelserne kan dog også i sammenhæng med
visse verber være valensled.
De frie tilføjelser bliver ofte anset for værende lig med adverbialleddet, men betegnelsen
dækker også over de frie prædikativer og de frie dativer, hvoraf kun førstnævnte er
interessant i denne sammenhæng. Det frie prædikativ kan ligesom prædikativet enten
referere til sætningens subjekt eller objekt (Jensen, 1985: 27-29, 53-54, 88-89).
4.3.1.2 Syntaks
Syntaks dækker over læren eller regler om, hvilke ordklasser der kan kombineres for at
lave en grammatisk korrekt sætning. Et sætningsled består af et eller flere ord, og i tilfælde
med flere ord vil der være tale om en ordgruppe. En ordgruppe består ifølge Per Anker
Jensen altid af et kerneled og et adled. En ordgruppe svarer således til det, der hos andre
grammatikere benævnes syntagmet (og på engelsk: Phrase).
Ordgrupperne (eller syntagmerne) kan opbygges efter forskellige mønstre; Per Anker
Jensen deler dem i første omgang op i endocentriske konstruktioner, hvorunder hører
hypotagmer, paratagmer og appositioner, og exocentriske konstruktioner, hvorunder hører
katatagmer. Forskellen på de endocentriske og de exocentriske konstruktioner er, at
førstnævnte indeholder et kerneled, mens sidstnævnte ikke har et decideret kerneled.
I hypotagmet er der tale om et kerneled og et underordnet led, adleddet. Traditionelt
beskrives adleddene ud fra, hvilken ordklasse deres kerneled er. Dvs. at adled til
- 43 -

substantiver kaldes for ”adjektiviske”, idet ”adjektivet er det naturlige adled for en
substantivkerne” (ibid.: 37).
Per Anker Jensen er dog selv kritisk over for denne traditionelle terminologi, der anser
visse ordklasser for at udgøre mere ”naturlige” adled end andre i forhold til et bestemt
kerneled, men anser det for at være for voldsomt at ændre terminologien.
Angående ledsætninger kalder Per Anker Jensen dem for selvstændige, når de fungerer på
sætningsplan, mens de betegnes attributive, når de fungerer på syntagmeplan.
Paratagmet består paradoksalt nok af to kerneled, dvs. sideordning, men det specielle ved
den parataktiske konstruktion er, at hvert kerneled alene kan have samme funktion som
hele paratagmet. Paratagmet behøver dog ikke nødvendigvis at sideordne samme slags
materiale.
Appositionen er sværere at definere, idet det har træk, der både ligner hypotagmet og
paratagmet. Appositionen kan således udelades ligesom adleddet i hypotagmet, men kan
også stå alene som kerneled ved udeladelse af det syntagme, som appositionen refererer til
(jf. Per Anker Jensens eksempel).
De exocentriske konstruktioner dækker kun over én syntagmetype: katatagmet. Katatagmet
defineres (negativt) ved hverken at være et hypotagme eller et paratagme, dvs. at det ene
led i katatagmet ikke kan bestemmes som vigtigere end det andet. Præpositionssyntagmet
er således et typisk katatagme, idet præpositionen og styrelsen er lige vigtige.
En anden variant af katatagmet er den såkaldte neksus, som i sig selv udgør en sætning. Per
Anker Jensen skelner mellem to forskellige slags neksus: primær og sekundær neksus. Den
primære neksus består af et ”subjekt” og et ”prædikat”, som har et finit verbum som
kerneled.
Den sekundære neksus karakteriseres derimod som en primær neksus, der er blevet ændret.
Denne ændring består i, at det finitte verbum i den primære neksus er blevet omdannet til
et infinit verbum. En anden variant af den sekundære neksus er den absolutte konstruktion.
Denne konstruktion fungerer i modsætning til ovenstående variant ikke inde i selve
sætningen, men er enten en adverbiel tilføjelse til hele sætningen eller et frit prædikativ til
et substantivsyntagme i sætningen (ibid.: 30-50).
Ud over subjektet, som på spansk jo ofte kan ligge implicit i verbalet, kan verbalet, alt efter
om det er monovalent, divalent eller trivalent, binde en række komplementer eller led til
sig. Det drejer sig om prædikativer og objekter. Prædikativet kan enten lægge sig til
subjektet eller objektet.
- 44 -

Subjektsprædikativet lægger sig således til subjektet, ofte vha. et kopula-verbum (ser,
estar, etc.), mens objektsprædikativet lægger sig objektet. Ifølge Per Anker Jensen kan
denne funktion kun udfyldes af adjektiv- eller substantivsyntagmer (ibid.: 61-64, 75-76).
4.3.1.3 Opsummering
Per Anker Jensens principper for grammatisk analyse er i udgangspunktet universelle, men
som Per Anker Jensen gør opmærksom på i sit forord (ibid.: 5-6), så er de fleste eksempler
på dansk samt engelsk, fransk og tysk, og meget få på italiensk, spansk og russisk. F.eks. er
det ikke nødvendigt at have et eksplicit grammatisk subjekt på spansk (selv om det
selvfølgelig vil være et underforstået/implicit valensled), og en sætning kan derfor på
spansk konstitueres af et prædikat (finit verbal) alene.
Det betyder, at selv om Per Anker Jensens principper grundlæggende må anses for at være
universelle (eller i hvert fald nogenlunde dækkende for de indoeuropæiske sprog), så er
analysen ikke direkte møntet på spansk syntaks og valens, og der kan derfor tænkes at være
enkelte ”huller” i analysen, som ikke dækker alle konstruktioner i det spanske sprog. Jeg
vil dog forsøge at ”reparere” disse huller ud fra PAJs grundlæggende principper.
4.3.2 Syntaktisk analyse af korpus
Med afsæt i Per Anker Jensens grammatiske analyse og med inspiration fra
grammatikkernes generelle opdeling vil jeg i dette afsnit opstille mine analyse- og
klassifikationskriterier. Det skal her nævnes, at jeg generelt ikke, idet spansk ikke er mit
modersmål, føler, at jeg har autoritet til at bruge parafraseringer og introspektiv analyse til
at bestemme de sproglige enheders funktioner og betydninger.
Eftersom det stort set er umuligt at redegøre for en analyse uden konkrete eksempler, vil
dette afsnit samtidig fungere som en (implicit) analyse af korpus. Dette skal forstås sådan,
at jeg gennem analysen af det enkelte eksempel ønsker at vise, hvorledes alle lignende
syntaktiske konstruktioner i korpus er blevet analyseret. Og således er det mit mål, at
eksemplerne i dette afsnit samlet vil være repræsentative for de mange forskellige
konstruktioner, der er repræsenteret i korpus.
Som første punkt vil jeg begrænse mig til sætningen, som jo ifølge Per Anker Jensens
konstitueres af et finit verbal. Det betyder, at forekomster af gerundium i sætningsemner,
ellipser og anden tekst uden relation til et finit verbal eller en sætning med finit verbal vil
- 45 -

live frasorteret – og dermed ikke vil blive analyseret. I få, særlige tilfælde vil jeg dog se
bort fra denne regel, hvis f.eks. det underforståede verbal optræder eksplicit i konteksten. 10
Herudover vil jeg klassificere GP’erne i følgende tre ”kasser”: ’adverbielle’ (4.3.3.2),
’verbalperifraser’ (4.3.3.3) og ’adjektiviske’ (4.3.3.4). Derefter vil jeg forsøge at lave en
opsummering af analysekriterierne i afsnit 4.3.3.5.
Det skal selvfølgelig bemærkes, at mine analysekriterier på ingen måde kan anses for at
være eviggyldigt sande, men blot må tages som et udtryk for de valg, jeg har truffet i mit
forsøg på at klassificere forekomsterne i korpus. Jeg vil derfor senere udsætte mine
analysekriterier for en diskussion i afsnit 4.4.
4.3.2.1 Frasortering
I forbindelse med den syntaktiske analyse har jeg altså valgt at frasortere en del af
forekomsterne af gerundium. Det drejer sig bl.a. om sætningsemner, dvs. sætninger uden
finitte verbaler, heriblandt opremsninger efter kolon.
Denne frasortering skyldes for det første, at jeg følger Per Anker Jensens analyse, men
derudover er det også min vurdering, at disse sætningsemner ofte kan parafraseres til flere
forskellige grammatiske sætninger, hvori gerundium/GP’en ikke nødvendigvis får samme
funktion. Og det kan være svært at vurdere – og at argumentere for – om GP’en skal
fortolkes som f.eks. en adverbiel GP eller en verbalperifrase med et underforstået estar
som hjælpeverbum.
Desuden er det ikke til at vide, om forfatteren ville have brugt gerundium, hvis der havde
været tale om en formulering med en helsætning.
For at underbygge min argumentation er her et eksempel:
PER030 Contempló un momento la foto del Güero: el pelo al rape, los ojos de gringo
mirando serenos al fotógrafo (…)
per027 Et kort øjeblik betragtede hun fotoet af Blonde: det tætklippede hår,
gringoøjnene der kiggede roligt på fotografen (…)
PER030a Contempló un momento la foto del Güero que tenía el pelo al rape y los ojos
de gringo mirando serenos al fotógrafo.
10 Et eksempel på dette kan ses i afsnit 4.3.2.3, nærmere bestemt eksemplet (RUI393).
- 46 -

PER030b Contempló un momento la foto del Güero con el pelo al rape y los ojos de
gringo mirando serenos al fotógrafo.
PER030c Contempló un momento la foto del Güero en la que se veía el pelo al rape y
los ojos de gringo mirando serenos al fotógrafo.
PER030d Contempló un momento el pelo al rape y los ojos de gringo mirando serenos
al fotógrafo.
Som det fremgår af de fire parafraseringer (PER030a-d), kan den infinitte opremsning
(eller den potentielle ellipse) altså omskrives til mange forskellige mulige (bi)sætninger.
De frasorterede forekomster fremgår af mit appendiks.
Særlige iagttagelser
Bortset fra de forekomster af gerundium, der er blevet frasorteret, fordi de optræder i
sætningsemner uden et finit verbal i hovedsætningen, er der i korpus også andre mere
specielle tilfælde, som ikke passer ind i mine klassifikationskriterier. Det drejer sig bl.a.
om følgende sætning i Quinteto de Buenos Aires:
VAZ181 Carvalho no quiere molestarse en considerar el considerando del
malhumorado padrino intelectual de Miñana (…)
vaz137 Carvalho gider ikke gøre sig den ulejlighed at tænke over Miñanas gnavne,
intellektuelle velynders dom (…)
Her må considerando anses for at være et deverbalt substantiv, dvs. et substantiveret
gerundium, der fungerer som kerne i en NP.
Et andet tilfælde er fra La Reina del Sur:
PER256 Con ese Ge punto intercalado que le daba un toque respetable, y aspecto de
salirle la pasta por las orejas, amén de renovadas influencias y mandando más
que antes.
per233 (…) med dette G. der gav ham et strejf af noget agtværdigt og en antydning
af, at pengene sprøjtede ham ud af alle porer, fornyet indflydelse og større
beføjelser end førhen.
- 47 -

Her er der for det første tale om et sætningsemne uden finit (hoved)verbal, men herudover
er det svært at afgøre, om der er tale om et substantiveret gerundium eller måske en
verbalperifrase med et underforstået estar.
4.3.2.2 Adverbiel GP
Adverbielle GP’er er således de GP’er, der fungerer som adverbial og enten modificerer
verbalet eller hele sætningen. Herunder hører også de såkaldte absolutte konstruktioner,
hvor GP’ens subjekt er efterstillet, idet dette subjekt må anses for at være et valensled eller
komplement, der er bundet af det verbal, som gerundium udgør inden i GP’en. I
sammenhæng med Per Anker Jensens idé om valens er dette subjekt så at sige altid et
valensled for gerundium, men det er altså kun nødvendigt at eksplicitere dette subjekt, når
det ikke er identisk med det finitte verbals subjekt.
RUI509 Le informaba de que, habiendo fallecido el sombrerero sin testar, su
patrimonio, en el que se incluía el piso de la ronda de San Antonio y a tienda
sita en el mismo inmueble, era ahora propiedad teórica de su hijo Julián (…)
rui398 Jeg meddelte hende, at hattemageren var død uden at oprette testamente,
hvorfor hans bo, deriblandt lejligheden på Ronda de San Antonio og
forretningen beliggende i samme ejendom, nu teoretisk tilfaldt hans søn
Julián (…)
I eksemplet (RUI509) ses den typiske absolutte konstruktion med efterstillet subjekt. Her
er der i øvrigt tale om en ”sammensat” gerundium (forma compuesta), men dette har dog
ikke nogen indflydelse på GP’ens syntaktiske rolle. 11
Hele GP’en udgør et adverbial/fri tilføjelse til hovedsætningen. Inden i GP’en er den
udvidede gerundium, habiendo fallecido verbal, el sombrero er subjekt, mens sin testar er
et adverbial/fri tilføjelse.
En anden variation af den absolutte konstruktion, hvori GP’en fungerer som adverbial, er
den upersonlige, hvor gerundiums subjekt er underforstået eller implicit. Ofte er GP’en
modificeret af et adverbium som i (RUI445):
11 Jeg ser ikke nogen grund til at komme nærmere ind på den sammensatte gerundiums betydning mv. Se
f.eks. Alarcos Llorach (2005: 181) for forklaring af denne form.
- 48 -

RUI445 Incluso teniendo en cuenta la ofensa cometida por los amantes, no
comprendía el alcance de aquella ira.
rui349 Selv i betragtning af den brøde, de to unge elskende havde begået, forstod
han ikke faderens voldsomme vrede.
PER270 Deduciendo los gastos viejos y los nuevos, a su gente le quedarán cincuenta y
tres millones de dólares de beneficio.
per246 Trækker vi gamle og nye udgifter fra, vil der fortsat være en fortjeneste til
deres folk på treoghalvtreds millioner dollars.
I (RUI445) kan GP’en både tolkes som havende et underforstået eller upersonligt subjekt
eller samme subjekt som i hovedsætningen, mens GP’ens subjekt i (PER270) umuligt kan
være identisk med hovedsætningens og derfor nødvendigvis må være upersonligt. Denne
brug kan ses som en ækvivalent til den upersonlige se-konstruktion.
Jeg vil i min behandling af de adjektiviske GP’er (afsnit 4.3.3.3) komme nærmere ind på,
hvorledes jeg skelner mellem den prædikative og den adverbielle GP, der umiddelbart kan
se meget ens ud på overfladen.
4.3.2.3 Verbalperifrase
Verbalperifrasen adskiller sig fra de ’adverbielle’ og de ’adjektiviske’, idet der her ikke er
tale om gerundium i en GP, men derimod om gerundium som del i et verbalsyntagme.
Komplementer og frie tilføjelser i en sætning med en verbalperifrase som verbal vil være
relateret til verbalsyntagmet som helhed. Det er kun visse verber, der kan fungere som
hjælpeverbum for gerundium i verbalperifrasen. Ifølge de udvalgte grammatikker drejer
det sig om følgende:
estar, ir, venir, andar, seguir, quedar(se), continuar, vivir, llevar + tidsangivelse, acabar,
terminar, salir. (Gili Gaya 1973: 192; RAE 1977: 489; Alarcos Llorach 2005: 183;
Søeborg & Krog-Meyer 1987: 209; Kjær Jensen 2001: 103; Mogensen 2001: 297-299)
Verbalperifrasen kan således defineres ved at have et af ovennævnte verber som finit
hjælpeverbum, mens gerundium ikke binder nogen underordnede elementer. Oven i dette
kommer selvfølgelig den tætte kohæsion mellem finit verbum og gerundium, som
- 49 -

semantisk viser sig ved ophævelse eller fortrængning af det finitte verbums leksikalske
indhold. I eksemplet (VAZ022) nedenfor tydeliggør det foranstillede bundne pronomen i
øvrigt, at der er tale om en verbalperifrase, da dette er det eneste tilfælde, hvor
transponering af bundne pronominer er muligt i forhold til gerundium (f.eks. Mogensen
2001: 297).
VAZ022 Una mujer le está mirando.
vaz019 En lyshåret kvinde kigger på ham.
Verbalperifrasen må i forhold til Per Anker Jensens principper kategoriseres som et
katatagme, idet ingen af de to elementer, det finitte verbum og gerundium, kan udelades
eller stå alene og dermed bestemmes som værende overordnet eller underordnet led. Dette
stemmer overens med det faktum, at verbalperifrasen i sin ideelle form er en
grammatikaliseret konstruktion, der fungerer som en slags fleksion af verbet – og derfor til
en vis grad kan sidestilles med de almindelige bøjningsformer. 12
Derimod kan man med udgangspunkt i semantikken argumentere for, at gerundium udgør
kernen i verbalperifrasen, da det er fra dette verbums leksikalske indhold verbalperifrasens
betydning og essens hentes, mens det finitte verbum kan ses som en grammatisk
modifikator af gerundiums handlingsindhold. En del af de ovenfor nævnte verber beholder
dog også en del af deres leksikalske indhold i verbalperifrasen og må derfor også anses for
at være semantiske modifikatorer i forhold til gerundiums leksikalske handlingsindhold.
Undertiden kan de frie tilføjelser – i form af adverbialer og frie prædikativer – kile sig ind
mellem det finitte verbum og gerundium, som det er tilfældet i nedenstående eksempler:
VAZ076 Pignatari todavía anda con su coleta canosa cantando rock por los pueblos
(…)
vaz058 Pignatari går stadig rundt med sin grå hestehale og synger rock ude i
forstæderne (…)
12 Dette ses i udpræget grad i den moderne futuro, hvor det tidligere hjælpeverbum habers former har fået
status af fleksivmorfemer, som vi kender det fra de øvrige verbalformer: amar he > amaré.
- 50 -

VAZ145 –¿Sabe si Alma sigue empacinada buscando a su hija?
vaz110 –Ved De, om Alma stadig leder stædigt efter sin datter?
VAZ158 –Ése está en plena luna de miel y desvelijando, esta vez sin metralleta, a la
familia Brucker.
vaz120 –Han er på bryllupsrejse og i færd med at plyndre – denne gang uden
maskinpistol – familien Brucker.
Dette kan umiddelbart opfattes som en opløsning af kohæsionen mellem det finitte verbum
og gerundium, men skal nok snarere ses som en stilistisk løsning. I (VAZ158) er der tale
om en koordination af et lokativisk adverbial i form af et præpositionssyntagme og
gerundium som infinit verbum i en verbalperifrase. Således udnytter forfatteren to af
verbet estars betydnings- og valensmuligheder på samme tid, idet adverbialet er styret af
estars lokativiske betydning, mens estar samtidig fungerer som hjælpeverbum for
gerundium. Koordinationen er altså mulig, fordi begge størrelser i paratagmet kan stå alene
sammen med estar. Det er dog værd at bemærke, at den resterende del af sætningen kun
vedrører verbalperifrasen.
En anden variation af ”genbrugen” af hjælpeverbet kan ses i (RUI393):
RUI393 –¿Y nuestro colega Fermín? ¿Anda por aquí?
–Desaparecido en combate.
–Supongo que aplicando sus talentos a la resolución del caso Carax.
rui309 „Hvad med vores ven Fermín? Er han i nærheden?“
„Han er i felten.“
„Hvor han udfolder sine talenter i forbindelse med løsningen af mysteriet
Carax, formoder jeg.“
Her har jeg fortolket det sådan, at verbet andar skal underforstås som hjælpeverbum for
gerundium, selvom det også i første omgang har et lokativisk indhold udtrykt ved por aquí.
Et andet hjælpeverbum som f.eks. estar kan selvfølgelig også fungere i sætningen, men det
er under alle omstændigheder tydeligt, at der er tale om en underforstået verbalperifrase,
idet gerundium grammatisk set ikke kan fungere som verbal i en kompletiv sætning.
- 51 -

4.3.2.4 Adjektivisk GP
Betegnelsen ’adjektivisk’ dækker ifølge Per Anker Jensen de adled, der lægger sig til
substantiver, da adjektivet anses for at være ”det naturlige adled for en substantivkerne”
(Jensen 1985: 37). Herudover er adjektivsyntagmet også et almindeligt materiale for
prædikativet, der dermed også kan kaldes ’adjektivisk’ (ibid.: 64). Således kan en GP, der
lægger sig til en NP, enten som adled på syntagmeniveau eller som prædikativ på
sætningsniveau (herunder er også det frie prædikativ indregnet), altså betegnes som
’adjektivisk’.
En tredje syntaktisk størrelse, som jeg vil inkludere under termen ’adjektivisk’, er den
absolutte konstruktion, hvori gerundium er efterstillet sit subjekt, dvs. konstruktionen . Denne konstruktion kan både fungere som selvstændigt adverbial (fri tilføjelse) på
sætningsniveau og som styrelse i et præpositionssyntagme.
Adled i NP
Ifølge grammatikkerne er det som bekendt kun ardiendo og hirviendo, der har mulighed
for at fungere som adled i en NP. I korpus optræder dog konstruktioner, hvori GP’en ikke
synes at have tilknytning til andre størrelser end substantivkernen i en NP. I nedenstående
eksempel er således adled til den foranstående (koordinerede) NP:
RUI172 Hice el trayecto en un vagón, poblado de ordenanzas, criadas y jornaleros
portando bocadillos del tamaño de un ladrillo envueltos en hojas de
periódico.
rui138 Jeg gjorde turen i en vogn befolket med kontorfolk, tjenestepiger og
daglønnede arbejdere med madpakker så store som mursten indpakket i
avispapir.
En anden variant af GP som adled er i forbindelse med det, som Denver kalder for den
komplekse NP (Denver 1997, 2006). I den komplekse NP er adleddets rolle mere
kompliceret, idet det valensmæssigt både har tilknytning til NP1 og NP2.
RUI178 Al llegar al pie de la avenida saqué la fotografía de Penélope Aldaya
sonriendo en el patio del palacete familiar.
- 52 -

ui142 Da jeg kom ned for enden af avenidaen, tog jeg fotografiet af Penélope
Aldaya, der stod smilende på gårdspladsen foran familiens store hus.
I (RUI178.4) er den komplekse NP direkte objekt i sætningen. Kerneleddet i denne NP er
la fotografía, mens resten må anses for at være et adled til denne kerne. Dette adled består
af et præpositionssyntagme med de som præpositionel og resten som styrelse. Her kan man
så enten vælge – som f.eks. Kuhlmann Madsen (1989: 107) – at analysere denne styrelse
som en absolut konstruktion (neksus) eller som en NP med GP som attributivt adled.
Denver kommer frem til, at GP’en fungerer som et state predicative – et
tilstandsprædikativ – der afhængigt af sammenhængen tolkes som adverbielt eller
adjektivisk (2006: 66). Dette skyldes, at i den komplekse NP parafraseret til en sætning vil
GP’en indtage rollen som et tilstandsprædikativ. Jeg vil imidlertid i min analyse hæfte mig
ved, at GP’ens syntaktiske rolle i den komplekse NP, uanset den semantiske tolkning, er
adleddet, om end denne rolle må anses for mere kompliceret end i den ”simple” NP.
I nogle komplekse NP’er er konstruktionen en smule anderledes, idet gerundiums subjekt
ikke fremgår af en præpositionsforbindelse (som i (RUI178), men derimod er repræsenteret
i en possessiv artikel, som det ses i (RUI502):
RUI502 El encargado no pareció impresionado por mi solemne juramento
atestiguando que aquella pluma había pertenecido a Victor Hugo (…)
rui393 Ekspedienten virkede ikke imponeret over min højtidelige forsikring om, at
den fyldepen havde tilhørt Victor Hugo (…)
Hvis vi overfører denne konstruktion til 3. person ental, bliver det klart, at der ikke er
nogen særlig forskel på f.eks. su solemne juramento og el solemne juramento de él, mens
sidstnævnte genitivkonstruktion, , er mere sjælden i 1. person ental.
GP’en i (RUI502.4) klassificeres derfor ligesom GP’en i (RUI178.4) som ’adled i NP’.
Denver og Fernández Lagunilla omtaler begge komplekse NP’er, hvori kernen udgøres af
et substantiv, der er et medie for en kommunikationshandling. Normalt udtrykker GP’en i
disse konstruktioner den hensigt, der ligger bag kommunikationshandlingen, f.eks. at
skrive et brev (Denver 2006: 65). Denne konstruktion findes imidlertid også i forbindelse
med den ”omvendte” handling, dvs. f.eks. at modtage eller læse et brev. I denne
- 53 -

konstruktion kan GP’en altså ikke udtrykke hensigten med verbalet. Der er for mig at se
tale om (omtrent) samme konstruktion som i tilfældene med de semi-deverbale
substantiver som f.eks. foto, der jo også er et medie, der udtrykker resultatet af en
(perceptuel) handling: motivet. I (RUI032.1) ses et kompliceret tilfælde:
RUI032.1 Monsieur Roquefort, que era un corredor de fondo en las lides literarias y que
se enorgullecía de poseer una amplia colección de cartas firmadas por todos
los editores de París rechazando los tomos de verso y prosa que él les enviaba
sin tregua, identificó la editorial que había publicado la novela como una casa
del tres al cuarto, conocida, si acaso, por sus tomos de cocina, costura y otras
artes del hogar.
rui026 Monsieur Roquefort, som var maratonløber i litterære fejder og gjorde sig til
af at eje en omfattende samling breve, underskrevet af alle forlæggere i Paris,
med afslag på de manuskripter med lyrik og prosa, som han uafbrudt sendte
dem, identificerede det forlag, der havde udgivet romanen, som et tredjerangs
foretagende, der kun var en smule kendt for sine bøger om madlavning,
syning og andre huslige sysler.
Eksemplet er ekstra kompliceret, idet der er tale om adskillige underordninger i forhold til
den korte hovedsætning: Monsieur Roquefort identificó la editorial. Jeg vil tillade mig at
skære det relevante materiale ned til dette: poseer cartas firmadas por todos los editores de
París rechazando los tomos de verso y prosa. I denne infinitivsætning er NP’en med
kernen cartas direkte objekt for poseer. Det, der gør denne NP’s konstruktion endnu
kompliceret end f.eks. (RUI178.4) ovenfor, er, at attributivet i NP’en ikke er en PP med de
som præpositionel, men derimod en participiumsætning (PartP). PartP’en er en
passivkonstruktion, der bl.a. udtrykker, hvem der er afsender af mediet, todos los editores
de París, hvorfor NP’en, hvis vi ser bort fra PartP’ens indhold, kan ”kondenseres” til
følgende: cartas de todos los editores de París rechazando los tomos de verso y prosa.
Dermed har vi en konstruktion, der minder om den tidligere omtalte, og GP’en kan
klassificeres som adjektivisk, idet den altså er adled i NP’en. Set i forhold til Denvers
valensanalyse har GP’en både relationer til cartas, der er mediet, hvorigennem gerundiums
handling udføres, og los editores, som er subjekt for gerundium.
- 54 -

Kopula-verber og lignende konstruktioner kan også gøre det svært at afgøre GP’ens
funktion. Et særdeles komplekst eksempel ses i (RUI010):
RUI010 A mis ojos de diez años, aquellos individiuos aparecían como una cofradía
secreta de alquimistas conspirando a espaldas del mundo.
rui009 I mine tiårige øjne forekom disse mennesker mig at være et hemmeligt
broderskab af alkymister, der konspirerede bag verdens ryg.
Her er det klart, at aquellos individuos er subjekt, mens aparecían udgør verbalet. Den
resterende del af sætningen udgør et valensled, idet verbet uden dette element ville have en
anden betydning – eller man kan sige, at como er en del af verbalet (og den samlede
betydning er omtrent identisk med parecer). 13 Jeg vil i dette tilfælde fortolke verbalet,
aparecían como, som et kopula-verbum, der sætter et verbalt lighedstegn mellem de to
NP’er. Ifølge denne fortolkning bliver NP’en efter como således subjektsprædikativ. Da
kopula-verbet har ”opbrugt” sine valensled (S og SPr), må GP’en analyseres som et adled i
NP’en.
Mod denne analyse taler, at den sidste del af sætningen, como … mundo, strengt syntaktisk
set er et adverbial, hvor como skaber en sammenligning mellem hovedsætningens udsagn
og den efterfølgende NP. Her kan man enten underforstå verbalet fra hovedsætningen
gentaget, dvs. at como sammenligner den verbale handling udført af forskellige subjekter,
eller se NP’en og GP’en som en underforstået neksus, hvor GP’en udgør verbalet. Bliver
verbalet underforstået gentaget, er GP’en adverbial. Jeg vil imidlertid holde mig til
førstnævnte analyse, hvor analyseres som et kopula-verbum lig
parecer, og GP’en er adled i NP’en una cofradía secreta de alquimistas.
Et andet tilfælde, hvor como fungerer som sammenlignende adverbium er (RUI104):
RUI104 Joaquín Costa caía como una brecha de colmenas ennegrecidas fundiéndose
en las tinieblas del Raval.
rui084 Joaquín Costa skar sig gennem bydelen som en breche af sortnede bikuber,
der forsvandt i Ravalkvarterets mørke.
13 Jf. Gyldendals Røde Ordbøger, Spansk-Dansk: ”[aparecer] como se ud som, ligne, fremtræde som”.
- 55 -

Her betyder como dog ikke nogen betydningsændring i forhold til verbalet, og den
sammenligning, som como og den efterfølgende NP udgør, må derfor analyseres som et
adverbial. GP’en er ligeledes adverbial, idet den modificerer – og er underordnet – resten
af sætningen.
Det er umiddelbart også muligt at argumentere for, at den sammenlignede NP, una brecha
…, er subjekt for GP’en, og at GP’en derfor skulle være adled, men rent indholdsmæssigt
virker det ikke sandsynligt.
GP som subjekts-, objekts- og frit prædikativ
I princippet kan GP’en optræde i rollen som prædikativ for både subjekt og objekt samt
som frit prædikativ. Analysen af GP’en som subjektsprædikativ er dog problematisk, idet
den let kan forveksles med den adverbielle GP, som også har sætningens subjekt som sit
logiske subjekt. Kriteriet er derfor, at GP som subjektsprædikativ skal have en større
(semantisk) tilknytning til subjektet end til verbalet. Derudover kan GP selvfølgelig også
være subjektsprædikativ i forbindelse med kopula-verber, der jo har subjektsprædikativet
som et valensled. Dette sker dog yderst sjældent, og jeg har ikke fundet nogen eksempler
på dette i korpuset.
Objektsprædikativet er som beskrevet hos bl.a. Fernández Lagunilla meget hyppigt i
forbindelse med perceptionsverber mv., som det fremgår af (VAZ470):
VAZ470 –Jamás se ha visto a un cocinero sirviendo la mesa –le recrimina Magín.
vaz354 – Man har endnu aldrig set en kok servere, irettesætter Magín ham.
I det frie prædikativ, der er en fri tilføjelse til sætningen, optræder GP’en ofte sideordnet
med en PartP. Som det fremgik af Per Anker Jensen kunne et paratagme som bekendt
sagtens bestå af to forskellige materialer, hvilket er tilfældet i nedenstående eksempel:
PER417 (…) sólo se acercaba a ella a la hora de de la comida o de la cena, sin decir
nada, apoyado en la borda y esperando hasta que su jefa negaba con la cabeza
(…)
per381 (…) Han nærmede sig kun ved spisetiderne og stod uden at sige noget ved
rælingen, mens han ventede, til hans chef rystede på hovedet (…)
- 56 -

GP’en står dog også i sjældne tilfælde alene som i (RUI573) og (RUI542):
RUI573 El primer tomo, conteniendo sus tres primeras novelas (recuperadas de un
juego de galeradas perdido en un guardamuebles de la familia Cabestany),
vendió trescientos cuarenta y dos ejemplares (…)
rui450 Det første bind, der indeholdt de tre første romaner (rekonstrueret fra en
korrektur, der blev fundet i et møbelmagasin tilhørende familien Cabestany)
solgte tre hundrede toogfyrre eksemplarer (…)
RUI542 Al otro lado de las vías, en un cartel publicitario, proclamando las delicias del
parque de attracciones del Tibidabo, aparecía el tranvía azul iluminado como
una verbena (…)
rui424 På en anden side af sporene, på et reklameskilt, der udråbte lyksalighederne
ved forlystelses parken på Tibidabo, optrådte den blå sporvogn, belyst som
en markedsfest (…)
Som Per Anker Jensen illustrerer det (1985: 79), så kan de frie tilføjelser udgøre hhv.
adverbialled eller ”andre”, hvilket omfatter frie prædikativer og frie dativer. I forbindelse
med bestemmelse af GP’ens funktion kan det i praksis undertiden være svært at trække en
præcis streg mellem adverbialleddet og den frie prædikativ, idet gerundium jo ikke bøjes i
genus og numerus. I ovennævnte eksempler står det dog klart, at GP’erne ikke har nogen
relation til verbalerne i deres respektive hovedsætninger.
I andre sætninger kan det være problematisk at vurdere, hvorvidt en GP f.eks. udgør en
adverbiel fri tilføjelse eller en del af et prædikativ eller evt. flere med en underforstået
koordination.
RUI258 (…) encontró al muchacho sentado en una roca sosteniendo la escopeta en su
regazo (…)
rui205 (…) fandt de drengen siddende på en klippe med det stadig varme gevær i
skødet.
- 57 -

I (RUI258) vil jeg, idet der optræder to prædikativer til objektet, støtte mig til Kuhlmann
Madsens analyse, hvori han skelner mellem primære, sekundære og frie prædikativer, idet
Per Anker Jensens analyse ikke synes tilstrækkelig i dette tilfælde (Madsen, 1981: 235).
Ifølge denne analyse må GP’en defineres som sekundært prædikativ, idet den har et mere
adverbielt indhold end PartP’en, hvilket er Kuhlmann Madsens kriterium for distinktion
mellem primære og sekundære prædikativer. En alternativ analyse kunne være at opfatte
de to objektsprædikativer som underforstået koordinerede, idet de synes ligeværdige i
forhold til verbalet, både syntaktisk og semantisk. Under alle omstændigheder må GP’en i
(RUI258) altså klassificeres som prædikativ.
I nedenstående eksempel optræder også to objektsprædikativer, men her er begge GP’er,
der må anses for at være koordinerede.
PER122 (…) y luego se encontró calculando los días exactos que habían transcurrido
desde la última vez, echando la cuenta de lo que se empleaba en ir de acá
para allá y el regreso (…)
per111 (…) hvorpå hun var i gang med at beregne, hvor mange dage der helt
nøjagtigt var gået siden sidst, lave et overslag på, hvor lang tid man anvender
på at rejse fra et sted til et andet og tilbage igen (…)
I (PER122) vil jeg således argumentere for, at der er tale om to parataktiske
objektsprædikativer, mens GP’erne i (PER174) nedenfor er adverbialer, idet de modificerer
verbalet i den sekundære neksus (jf. Jensen, 1985: 41), som det direkte objekt og
infinitivsyntagmet udgør: Santiago quedarse inmóvil.
PER174 A veces veía a Santiago quedarse inmóvil, sin abrir la boca, mirando uno de
esos modelos (…) Estudiándolos de una manera extraña.
per158 Undertiden så hun Santiago sidde helt stille, uden at mæle et ord, mens han
betragtede en af de modeller (…) Mens han studerede dem på en
ejendommelig måde.
Det samme gør sig gældende i (RUI181):
RUI181 Vimos pasar a varios comerciantes azorados, negando por lo bajo.
- 58 -

ui145 Vi så adskillige oprørte handlende passere i skjult protest.
GP som prædikat i absolut konstruktion
Modsat den mere almindelige udgave af den absolutte konstruktion, som vi kan kalde , ligger subjektet i konstruktionen uden for GP’en. Dette forhold
mellem NP og GP minder meget om det, Per Anker Jensen kalder neksus, dvs. forholdet
mellem subjekt og prædikat, og der er i så fald tale om et katatagme. Som jeg var inde på i
gennemgangen af Per Anker Jensens analytiske principper, er subjektet ikke på samme
måde nødvendigt for at konstituere en sætning, og generelt er prædikatet (verbalet) således
nok til at udgøre en sætning. Dette skyldes dog, at person og tal kan forstås ud fra det
finitte verbals endelse/fleksiv. Da gerundium imidlertid ikke kan bøjes i person, tal eller
køn er det derfor nødvendigt at eksplicitere gerundiums subjekt, såfremt det ikke fremgår
af konteksten.
På trods af Per Anker Jensens klassificering af den absolutte konstruktion som et
katatagme vil jeg alligevel inkludere GP i konstruktionen blandt de
adjektiviske GP’er af to grunde: For det første er det min påstand, at det er NP’en, som
udgør subjektet, der konstituerer den absolutte konstruktion og dermed er kerneled i
konstruktionen. For det andet vil jeg – i forlængelse af den første påstand – påpege, at der
er visse ligheder mellem hhv. prædikatet og adjektivet, som et argument for at kalde
prædikatets funktion for adjektivisk. Jeg vil tage udgangspunkt i et eksempel fra korpus:
RUI047 Vestía de oscuro, una mano enfundada en el bolsillo de la chaqueta, la otra
acompañando al cigarro que tejía una telaraña de humo azul en torno a su
perfil.
rui038 Han var i et mørkt sæt tøj, den ene hånd var stukket i jakkelommen, den
anden fulgte cigaretten, der vævede et spind af blå røg omkring hans silhuet.
I dette eksempel har vi en hovedsætning og en fri tilføjelse (et adverbial eller et frit
prædikativ refererende til S1), hvis materiale udgøres af to sideordnede absolutte
konstruktioner med hhv. participium perfektum og gerundium som verbal. Heraf fremgår
det, at den absolutte konstruktion med foranstillet subjekt også er mulig for participium
- 59 -

perfektum. Og hvad der er endnu mere interessant er, at dette participium kongruerer med
sit subjekt i genus og numerus, hvilket må ses som et bevis på en adjektivisk tilknytning.
Set i et bredere perspektiv kan denne type absolutte konstruktioner ses som kondenserede
udtryk for et tilhørsforhold til en NP i hovedsætningen, f.eks. det implicitte subjekt i
(RUI047.1). Således kunne de absolutte konstruktioner parafraseret til helsætninger tænkes
at have verbet tener som verbal, hvilket ville betyde, at konstruktionernes subjekter ville
blive direkte objekter og de infinitte verbalformer objektsprædikativer. Følgende parafrase
illustrerer dette:
RUI047a tenía una mano enfundada en el bolsillo [y] la otra acompañando al cigarro
…
Det er i denne sammenhæng også relevant at observere, at i mange af disse konstruktioner
er gerundiums subjekt en associativ anafor (Korzen & Lundquist 2005: 144-148), dvs. at
subjektet, som i (RUI147.1) ovenfor, ud fra et semantisk synspunkt udgør en del af en
anden størrelse i hovedsætningen, oftest subjektet. Dette underbygger idéen om et
underforstået tilhørsforhold, og at det er NP’en, der skaber tilknytningen til
hovedsætningen.
Denne fortolkning kan også forklare konstruktionen , idet der må siges at
være en stærk semantisk lighed med konstruktionen (jf. Hernanz
Carbó, 2000: 2549). Dette er f.eks. tilfældet i (RUI035):
RUI035 Clara y Claudette eran por entonces dos quinceañeras con las venas ardiendo
de hormonas y con el mundo guiñandoles el ojo desde las ventanas de la sala
de estudio.
rui028 Clara og Claudette var på det tidspunkt et par tøser på femten år med blodet
sydende af hormoner, som verden uden for vinduerne i studerekammeret
kaldte på.
Dette er måske i mindre grad tilfældet i det næste eksempel, men konstruktionen er dog
den samme.
- 60 -

PER217 Charlábamos en la terraza del hotel Rock de Gibraltar, con el sol filtrándose
entre la hiedra (…)
per198 Vi sad på terrassen ved hotel Rock i Gibraltar og sludrede med solen sivende
ned gennem efeu (…)
Det, der er særligt ved GP’ens rolle i den absolutte konstruktion, er, at den i modsætning til
f.eks. adleddet og prædikativet ikke kan udelades, uden at det giver en markant
betydningsændring, og i de fleste tilfælde giver det en decideret ugrammatisk eller
forvrøvlet sætning. Dette peger selvfølgelig tilbage mod Per Anker Jensens klassificering
af den absolutte konstruktion som et katatagme, hvori både NP’en og GP’en er lige
uundværlige. På grundlag af ovennævnte ligheder mellem prædikatet og den adjektiviske
funktion finder jeg det imidlertid mest hensigtsmæssigt at klassificere den omtalte
konstruktion sammen med de adjektiviske GP’er.
I forbindelse med denne slags absolutte konstruktioner vil jeg i øvrigt mene, at det kan
diskuteres, hvorvidt den absolutte konstruktion som fri tilføjelse til sætningen udgør et
adverbialled eller et frit prædikativ. Dette illustreres i (RUI070):
RUI070 Sin más, el extraño se dio la vuelta y partió hacia los muelles, una silueta
evaporándose en la oscuridad envuelta en su risa de trapo.
rui056 Så vendte den fremmede sig uden videre rundt og styrede mod kajerne, en
silhuet, der opløstes i mørket, hyllet i sit forstilte grin.
Her er det svært at bestemme, om den frie tilføjelse, som den absolutte konstruktion udgør,
udsiger noget om hele hovedsætningen, om den verbale handling eller om subjektet, som
una silueta er en associativ anafor for. Dette kan umiddelbart virke irrelevant i forhold til
GP’ens syntaktiske – og i det nævnte eksempel – men i den tilsyneladende identiske
situation i (RUI123) nedenfor viser det sig at kunne have en vis betydning.
RUI123 Las llamas habían devorado casi todo el contorno de la fotografía, pero aún
podía adivinarse un rostro severo tras aquel mostrador vetusto, una silueta
espectral insinuándose tras las letras grabadas en el cristal.
- 61 -

ui098 Flammerne havde fortæret næsten hele baggrunden, men man kunne stadig
ane et strengt ansigt bag den bedagede disk, en spøgelsesagtig silhuet, der
anedes bag det, der stod skrevet på ruden.
Her er forskellen fra (RUI070), at konstruktionen også kan opfattes som
(sekundært eller koordineret) objekt og objektsprædikativ for verbalet podía adivinarse.
Samtidig kan una silueta espectral også opfattes som en associativ anafor – og dermed
også et frit prædikativ – til un rostro severo.
Selv om det altså er problematisk at drage grænser mellem den absolutte konstruktion i
formen og den prædikative GP, vil jeg klassificere begge de ovenstående
forekomster som GP som prædikat i absolut konstruktion, idet der rent syntaktisk i første
instans er tale om en fri tilføjelse bestående af konstruktionen , hvor NP udgør
et selvstændigt subjekt, hvis udeladelse giver en betydningsændret sætning – om end
NP’en semantisk set er identisk med eller refererer til samme størrelse som en NP i
hovedsætningen (her hhv. subjekt og direkte objekt).
Delkonklusion
De tre adjektiviske kategorier har selvfølgelig som fælles træk, at de lægger sig til og
modificerer en NP. Den prædikative GP er den eneste af de tre, der fungerer på
sætningsniveau, og det er derfor oplagt, at tolke det sådan, at det er denne brug, der
”kondenseres” til adled i NP og prædikat i absolut konstruktion med foranstillet subjekt.
Det er derfor heller ikke overraskende, at der under disse to kategorier skal tages visse
forbehold, idet GP som adled i kompleks NP på ingen måde kan klassificeres som et
klassisk attributiv, og at GP’en i den absolutte konstruktion med foranstillet subjekt ikke er
underordnet, men snarere solidarisk med den NP, der udgør dens subjekt. At jeg alligevel
inkluderer GP i disse konstruktioner som adjektiviske, skal ses ud fra den omstændighed,
at de – i modsætning til den adverbielle GP og gerundium i verbalperifrasen – har deres
tætteste tilknytning til en NP. En mere korrekt, men måske også sværere tilgængelig
betegnelse ville således være ’GP relateret til NP’, og af den grund har jeg derfor valgt at
bruge den traditionelle terminologi.
Desuden skal det nævnes, at min klassificering af GP som adjektivisk ikke udelukker, at
GP’en kan have et adverbielt betydningsindhold (temporalt, kausalt, etc.), men at dette må
anses for at være en semantisk og ikke en syntaktisk egenskab.
- 62 -

4.4 Metodekritik
Jeg vil i det følgende kaste et kritisk blik på de valg, jeg har truffet i forbindelse med min
korpusanalyse som metode. Samtidig vil jeg argumentere for, hvorfor jeg truffet disse valg.
Det drejer sig konkret om mine analyse- og klassifikationskriterier, korpusanalysen som
metode og korpusets repræsentativitet.
4.4.1 Diskussion af analyse- og klassifikationskriterier
Generelt må gerundium siges at være en af de størrelser, der giver problemer i forhold til
grammatikkens behov for at inddele sprogets enheder i skarpe klassifikationer, idet den på
mange måder befinder sig i et ”grænseland”. Som det fremgår både af mine
analysekriterier og de udvalgte grammatikker kan GP’en fungere såvel som adverbial
(internt og eksternt, jf. Fernández Lagunilla), som prædikativ til subjekt eller objekt, som
adled i NP’er og som prædikat i den absolutte konstruktion. Desuden kan gerundium alene
udgøre et hovedverbum i verbalperifrasen.
Mine analysekriterier er således i tråd med litteraturen på det overordnede plan, idet mine
klassifikationer på overfladen er nogenlunde identiske med grammatikkernes. Det er ikke
overraskende i min definition og inddeling af de såkaldt adjektiviske GP’er, at min analyse
bevæger sig væk fra de traditionelle klassifikationer, nærmere bestemt i kategorierne ’GP
som adled i NP’ og ’GP som prædikat i absolut konstruktion med foranstillet subjekt’.
Kategorien ’adled i NP’ samler den almindeligt anerkendte attributive GP (ardiendo, etc.)
og GP’en i den komplekse NP under samme hat, hvilket udelukkende bunder i det faktum,
at de syntaktisk set begge er underordnede led i en NP. Jeg postulerer altså ikke, at der kan
sættes (andre) lighedstegn mellem de to forskellige typer, hvad angår semantik, valens o.l.
En anden løsning kunne være at gøre som Fernández Lagunilla og klassificere GP’en som
prædikativ, når den optræder i komplekse NP’er, da GP’ens rolle, som Denvers analyse
viser, kort formuleret er et ”kondenseret” prædikativ i forhold til det deverbale substantiv,
der udgør kernen i den komplekse NP. Problemet med denne løsning er efter min mening
blot, at denne klassifikation ignorerer GP’ens egentlig syntaktiske rolle i NP’en.
- 63 -

Min opsplitning af den absolutte konstruktion i to, hvor konstruktionen
klassificeres som adverbiel, idet NP’en udgør et eksplicit komplement i GP’en 14 , mens
, hvor NP’en er selvstændig, idet den står uden for GP’en, klassificeres som
adjektivisk, er også forskellig fra de fleste grammatikkers klassifikation. I første instans vil
jeg tilskrive denne forskel, at nogle af grammatikkerne slet ikke beskæftiger sig med denne
sjældnere variant af den absolutte konstruktion.
Som jeg også har været inde på i behandlingen af denne konstruktion (afsnit 4.3.3.3), kan
den faktisk bedst defineres som et katatagme, hvor begge størrelser, NP og GP, er lige
vigtige. Ud fra denne analyse bør GP’en i denne konstruktion altså klassificeres helt for sig
selv som prædikat i et katatagme.
Mod dette taler imidlertid den tendens, jeg har forsøgt at påvise gennem eksempler fra
korpus: at GP’en i disse konstruktioner har semantiske ligheder med den prædikative GP,
idet GP’ens subjekt ofte har et tilhørsforhold til en nominel størrelse i hovedsætningen,
f.eks. som associativ anafor eller via præpositionen con. At klassificere den som
prædikativ ville imidlertid være i modstrid med mine synspunkter, idet GP’en som adled i
den komplekse NP ud fra dette argument også skulle klassificeres som prædikativ.
Jeg har af disse grunde valgt et kompromis, hvor GP’en i denne absolutte konstruktion
klassificeres som adjektivisk – ud fra den brede opfattelse af ’adjektivisk’ som et led, der
udsiger noget om en nominel størrelse – og derefter får sin egen kategori: ’GP som
prædikat (i absolut konstruktion med foranstillet subjekt)’.
Jeg er udmærket klar over, at denne klassificering er diskutabel, som jeg også har gjort
rede for, men på den anden side vil jeg bruge det (negative) argument, at GP’en i denne
konstruktion hverken er adverbial eller del af en verbalperifrase, men derimod har det
tilfælles med de to øvrige adjektiviske kategorier, at GP’en sammen med en NP udgør en
sekundær neksus.
Endelig vil jeg (igen) påpege, at formålet med mine analysekriterier udelukkende er at
klassificere GP’ens syntaktiske funktion ud fra dens position i sætningen, og at jeg derfor i
14 I virkeligheden afspejler formlen ikke min pointe: at NP’en blot er et af gerundiums
underordnede led, og burde egentlig blot benævnes , men for at illustrere modsætningen til
konstruktionen har jeg altså valgt at fremhæve, at fremhæve NP’ens placering.
- 64 -

nogle tilfælde har ignoreret GP’ens semantiske indhold. Dette skal også ses i lyset af mit
fravalg af brug af parafraseringer som indikator for klassificering.
4.4.2 Diskussion af korpusanalysen som metode
I forbindelse med min korpusanalyse er der visse valg, jeg har truffet, som naturligvis vil
influere på min empiri. Dette gælder således både mit valg af at frasortere forekomsterne,
der optræder i sætningsemner o.l., samt min optællingsmetode, hvor jeg har valgt at lade
hver eneste forekomst af gerundium tælle med i statistikken, selvom gerundierne og særligt
GP’erne i en del tilfælde er koordineret parataktisk og således kun udgør ét led.
Frasorteringen skal selvfølgelig ses i lyset af min analyseteori, hvori sætningen defineredes
ud fra det finitte verbal, hvilket udelukker sætningsanalyse af sætningsemnerne. Til
gengæld vil en granskning af de frasorterede forekomster vise, at mange af disse tilfælde er
interessante i forhold til det problematiserede emne: gerundiums adjektiviske funktioner.
Jeg har imidlertid vurderet, at det ikke ville være muligt at argumentere for én bestemt
analyse af sætningsemnerne, som det har været tilfældet med sætningerne.
Der kan både argumenteres for og imod mit valg af at tælle samtlige forekomster med i
min statistik på trods af, at nogle GP’er, idet de optræder i en koordination, kun udfylder ét
led og dermed samme funktion i den pågældende sætning. Teoretisk set er koordination
mulig for alle de konstruktioner, som gerundium og GP’en kan indgå i, og derfor bør
klassifikation og optælling af samtlige forekomster ikke betyde forfordeling af en eller
flere klassifikationer.
Imod dette taler, at der muligvis kan være visse klassifikationer og kategorier, der har en
større tendens til at indgå i koordinationer end andre, og at dette betyder forskydninger i
det reelle forhold mellem forekomsten af de syntaktiske funktioner, gerundium indgår i.
Det ideelle ville derfor være både at optælle alle forekomster samt forekomster i
koordinationer. Jeg har imidlertid valgt kun at basere mig på den teoretiske lighed
klassifikationerne imellem, da jeg har vurderet, at den dobbelte optælling ville blive for
omfattende.
4.4.3 Diskussion af korpusets repræsentativitet
I et større perspektiv kan og bør det selvfølgelig diskuteres, hvorvidt korpus er kvantitativt
og kvalitativt repræsentativt for den spanske sprogbrug. I forhold til det kvantitative kan
- 65 -

det med det samme fastslås, at jo større korpus er, jo større repræsentativitet vil det have,
idet det ideelle korpus må tænkes at indeholde alt sprogligt materiale fra den valgte
tidsperiode, genre mv. Dette kan mit korpus naturligvis ikke leve op til, men som Teubert
et al. også inde på, er dette et utopisk ideal (2007: 65)
Jeg vil dog mene, at det udvalgte korpus er repræsentativt ud fra den betragtning, at
antallet af forekomster af gerundium er mere end tilpas stort til, at der kan produceres et
anvendeligt statistisk materiale – hvilket fremgår af næste kapitel.
Hvad angår kvaliteten af korpus, så er der selvfølgelig mange genrer og stilarter, som det
ikke favner (heriblandt også den juridiske), men som jeg gjorde rede for i afsnit 4.4.2, så
rummer romangenren så mange nuancer (direkte tale, handling, beskrivelse, etc.) af
sproget, at den på en kvalitativ målestok må anses for at være forholdsvis repræsentativ,
selvom dette selvfølgelig afhænger af den enkelte romans indhold.
Ud fra denne vurdering vil jeg altså mene, at det empiriske resultat, korpusanalysen
munder ud i, umiddelbart kan anses for en repræsentativ deskription af den syntaktiske
brug af gerundium i moderne spansk, men i min endelige analyse af resultatet vil jeg dog
nøje overveje, hvilke indvirkninger korpusets særlige karakter kan tænkes at have.
I forhold til mit specifikke fokus på gerundiums adjektiviske funktioner kan det således
indvendes, at formerne ardiendo og hirviendo vil være mere frekvente i visse genrer end
andre – f.eks. er det oplagt, at hirviendo vil være hyppigere repræsenteret i kogebøger end i
andre genrer. I denne sammenhæng kan det derfor anses for problematisk at inkludere en
af Vázquez Montalbáns Pepe Carvalho-romaner, der er alment kendt for deres kulinariske
passager. 15 Derfor er dette et af de punkter, jeg som nævnt vil overveje i min præsentation
og analyse af empirien.
4.5 Undersøgelsens resultater
Jeg vil i dette afsnit præsentere og redegøre for det statistiske materiale, min korpusanalyse
er mundet ud i. Dernæst vil jeg analysere og sammenligne materialet med de beskrevne
grammatikker.
15 Jf. omtale af Buenos Aires-kvintetten på Litteratursiden.dk (http://www.litteratursiden.dk/sw5661.asp).
- 66 -

Korpus består i alt af 3.664 forekomster af gerundium fordelt på de tre romaner.
Forekomsterne fordeler sig dog ikke jævnt, som det fremgår af nedenstående skema (1).
Frasorteret Acceptable I alt
RUI 9 0,6 % 1.457 99,4 % 1.466
PER 113 7,0 % 1.493 93,0 % 1.606
VAZ 26 4,4 % 566 95,6 % 592
I alt 148 4,0 % 3.516 96,0 % 3.664
Skema 1: Forekomster af gerundium, frasorterede og acceptable forekomster
De frasorterede forekomster er som sagt de forekomster, der optræder i en
tekstsammenhæng, som ikke kan defineres som en ’sætning’ ud fra mine analysekriterier,
mens de acceptable altså lever op til dette krav. Det er således kun de 3.518 acceptable
forekomster, som jeg har analyseret og klassificeret ud fra mine (videre) analysekriterier.
Det fremgår af skemaet, at forekomsten af gerundium i Vázquez Montalbáns roman er
næsten tre gange så lav som i de to øvrige romaner. Således kunne det tyde på, at
forfatterens ”korte og kontante” skrivestil kan være en væsentlig faktor i forhold til brugen
af gerundium.
Desuden er det også værd ar bemærke, at der er utroligt få frasorteringer i RUI,
sammenlignet med de to øvrige romaner, hvilket sandsynligvis delvist kan tilskrives Ruiz
Zafóns skrivestil, mens PER ikke overraskende står for den højeste frasorteringsprocent (jf.
afsnit 4.2.2).
Næste skema (2) viser, hvorledes de acceptable forekomster fordeler sig på de tre
klassifikationer. Også her er det tydeligt, at fordelingen er forskellig fra roman til roman,
men der tegner sig dog (samlet) et vist hierarki mellem de tre klassifikationer.
Adjektiviske Verbalperifraser Adverbielle I alt
n % n % n % n %
RUI 217 6 % 364 10 % 876 25 % 1.457 41 %
PER 179 5 % 380 11 % 934 27 % 1.493 42 %
VAZ 36 1 % 272 8 % 258 7 % 566 16 %
I alt 432 12 % 1.016 29 % 2.068 59 % 3.516 100 %
Skema 2: Forekomster af gerundium fordelt på klassifikationer (n = antal forekomster. % = afrundet
procent af alle acceptable forekomster i korpus).
- 67 -

Således er næsten 59 % af forekomsterne i korpus adverbielle GP’er (%), mens gerundium
i verbalperifraser udgør 29 %, og de adjektiviske GP’er kun udgør ca. 12 %. Dette hierarki
mellem klassifikationerne afspejler sig også i Ruiz Zafóns og Pérez-Revertes tekster, mens
det igen er Vázquez Montalbáns tekst, der stikker ud. Her kan to faktorer tænkes at spille
ind: for det første, at gerundiums funktion i verbalperifrasen ikke i samme grad er
sammenlignelig med GP’ens syntaktiske funktioner (jf. afsnit 4.3.2.2), og for det andet, at
Vázquez Montalbáns litterære stil med få underordninger og en generelt sjældnere brug af
gerundium derfor ikke nødvendigvis omfatter verbalperifrasen.
Den meget ens fordeling af forekomsterne i Ruiz Zafóns og Pérez-Revertes tekster kan
umiddelbart tyde på, at de repræsenterer den ”normale” fordeling i en narrativ tekst, uden
at dette selvfølgelig kan konkluderes her. Ser vi på fordelingen på klassifikationer i den
enkelte roman er der nemlig også store ligheder her (skema 3).
Adjektiviske Verbalperifraser Adverbielle I alt
n % n % n % n %
RUI 217 15 % 364 25 % 876 60 % 1.457 100 %
PER 179 12 % 380 25 % 934 63 % 1.496 100 %
VAZ 36 6 % 272 48 % 258 45 % 565 100 %
Gennemsnit 11 % 33 % 56 % 100 %
Skema 3: Forekomster af gerundium fordelt på klassifikationer (n = antal forekomster. % = procent
af alle acceptable forekomster i den respektive roman).
Således udgør forekomsterne af hhv. adjektiviske, verbalperifraser og adverbielle stort set
samme procentdel i de to førnævnte romaner (med en margen på 2-3 %), mens Vázquez
Montalbán ikke overraskende også adskiller sig her.
Kigger vi nærmere på fordelingerne inden for de adjektiviske GP’er, brydes det
harmoniske billede dog, som det fremgår af skema 4.
- 68 -

Adled Prædikative Prædikat I alt
n % n % n % n %
RUI 29 2 % 156 11 % 32 2 % 217 15 %
PER 10 1 % 84 6 % 85 6 % 179 12 %
VAZ 10 2 % 19 3 % 7 1 % 36 7 %
Gennemsnit 1 % 7 % 3 % 10 %
Skema 4: Forekomster af gerundium fordelt på de adjektiviske kategorier (n = antal forekomster. %
= procent af alle acceptable forekomster i den respektive roman).
Under klassifikationen adjektiviske GP’er er det de prædikative ( 7%), der udgør den klart
største gruppe, mens GP som prædikat i absolut konstruktion udgør 3 % og GP som adled i
NP 1 %.
I RUI er den prædikative GP meget hyppigere end de to øvrige kategorier, mens den
prædikative og GP som prædikat er nogenlunde ligeligt fordelt hos PER. Hierarkiet hos
VAZ er sammenligneligt med RUIs, om end de prædikative GP’ers frekvens ikke er
voldsomt stor i forhold til de to øvrige kategorier..
Som nævnt i afsnit 4.2.2 kan forskellene romanerne imellem dels tilskrives forfatternes
personlige (valg af grammatisk) stilistik, og dels, at forekomsten af gerundium ofte
(forud)bestemmes af valg af emne og indhold – hvilket kommer til udtryk i form af bl.a.
leksikon, tempus og aspekt. Det kan selvfølgelig diskuteres, hvorvidt sidstnævnte faktor er
en del af førstnævnte, men det ligger ikke inden for denne afhandlings emneområde.
Andre mulige faktorer kan være forfatternes alder – der er eksempelvis mere end en
generation mellem Vázquez Montalbán og Ruiz Zafón – ligesom andre psyko- og
sociolingvistiske faktorer kan tænkes at have en indflydelse. I forhold til forfatternes alder
er det interessant, at der synes at være en tendens til, at forekomsten af adjektiviske GP’er
er højere, jo yngre forfatteren er. Således har Ruiz Zafóns roman den højeste procentdel af
adjektiviske GP’er, mens Vázquez Montalbáns roman har den laveste. Denne parameter
kan således umiddelbart synes at bekræfte min hypotese, men det må siges at være et
yderst spinkelt grundlag at konkludere noget ud fra, da der kun er tale om én forfatter fra
hver generation. Desuden synes fordelingen blandt de adjektiviske kategorier ikke at
understøtte denne opfattelse.
Ud fra det statistiske materiale kan det derfor umiddelbart kun konkluderes, at brugen af
gerundium i korpus varierer meget fra forfatter til forfatter, og at gerundium generelt
- 69 -

optræder oftest i adverbielle GP’er, efterfulgt af gerundium i verbalperifraser, mens
gerundium i adjektiviske GP’er udgør en minoritet. Inden for denne minoritet er
gerundium i prædikative gerundier generelt den hyppigste, efterfulgt af gerundium i GP
som prædikat i absolutte konstruktioner, mens gerundium i GP som adled i NP er mindst
forekommende i korpus.
Det er dog bemærkelsesværdigt, at der blandt adled-GP’erne kun optræder hhv. én
forekomst af ardiendo og én forekomst af hirviendo blandt GP’erne (PER052.1;
VAZ374.1), der fungerer som adled i ”simpel” NP, mens colgando slet ikke er
repræsenteret i denne kategori. Til gengæld optræder to
gange som adled i ”simple” NP’er (RUI172.2; RUI336.2), begge i Ruiz Zafóns roman.
Dette kunne tyde på, at der er en tendens til, at GP’er med portando som kerne opfattes
som adjektiviske – eller alternativt at portando opfattes som en præposition eller et
adverbium.
Herudover optræder GP’erne med følgende kerner også som attributiv i “simple” NP’er:
agradeciendo (RUI057); acompañando (PER224); cortando (VAZ253). I alt er der altså 5
forekomster af GP’er, der udfylder denne attributive funktion, som normalt afvises som
syntaktisk ”imposible” eller ”incorrecto”. De øvrige adled-GP’er optræder i forskellige
variationer af den komplekse NP.
- 70 -

5 Analyse
Jeg vil i min analyse sammenligne mine empiriske data samt mine klassifikationskriterier
med grammatikkernes klassifikationer og prioriteringer. Ud fra denne sammenligning vil
jeg i senere være i stand til at besvare spørgsmålene i min problemformulering.
5.1 Analyse af monolingvistiske grammatikker
Først vil jeg analysere de spanske monolingvistiske grammatikker for herefter at
opsummere, hvorledes deres fremstillinger forholder sig til mine klassifikationskriterier og
de empiriske data, som jeg har frembragt via min korpusanalyse.
5.1.1 Analyse af Gili Gayas fremstilling
Af min gennemgang af Gili Gayas beskrivelse af gerundium fremgik det, at følgende
syntaktiske roler blev prioriteret: (1) modificerer verbalet, (2) refererer til subjekt (S2 =
S1) 16 , (3) refererer til objekt (S2 = O1), (4) prædikat i absolut konstruktion med efterstillet
subjekt. 17
I forhold til mine klassifikationer må (1) og (4) figurere som GP’er med funktion som
adverbial. Umiddelbart ville det være oplagt at opfatte (2) og (3) som prædikative GP’er,
men det er vigtigt at tænke på, at Gili Gaya faktisk kun taler om gerundiums orientering,
dvs. om det enten er verbalets subjekt eller objekt, der er subjekt for gerundiet. Gili Gaya
tager således ikke stilling til, om GP’er med disse orienteringer fungerer som enten
adverbial eller prædikativ. Ser man på Gili Gayas eksempler står det dog klart, at det er
GP’en som adverbial, han refererer til, mens han afviser, at GP’en kan fungere
specificerende (1973: 195-196), hvilket ifølge mine klassifikationer er det samme som
adjektivisk funktion. Følger man Gili Gayas forskrifter betyder det altså, at når GP’en
refererer til verbalets subjekt, kan der kun være tale om, at GP’en udfylder funktionen som
16 Denne formel for det infinitte verbals orientering er hentet fra Vinther (2001: 41)
17 Gili Gaya nævner også, at gerundium kan indgå i verbalperifrasen, med henvisning til kapitlet, hvori denne
behandles. Jeg har imidlertid ikke ment, at det var relevant at inddrage verbalperifrasen i min analyse, da der
ifølge mine analysekriterier ikke er tale om en GP i denne konstruktion. Dette gælder også for de øvrige
grammatikker.
- 71 -

adverbial. Således må Gili Gayas prioriteringer (1), (2) og (4) altså alle anses for at dække
samme konstruktioner, som jeg har klassificeret som’adverbielle’.
Ud fra Gili Gayas eksempler på orienteringen S2 = O1 (3) fremgår det tydeligt, at GP’ens
syntaktiske funktion her er objektsprædikativ (ibid.: 196-197).
I forhold til mine empiriske data forholder Gili Gaya sig altså kun til GP’ens funktioner
som adverbial og prædikativ. Herudover giver han eksempler på konstruktioner, hvori
GP’en bruges ukorrekt; disse eksempler svarer til mine kategoriseringer af den adjektiviske
GP som adled og (subjekts- og frit) prædikativ (ibid.: 195-196). Gili Gaya tager dog ingen
steder stilling til, hvordan konstruktionen skal analyseres og klassificeres –
hverken som styrelse i en PP eller som sætningsadverbial.
Gili Gayas beskrivelse af gerundiums funktioner må derfor betegnes som mangelfuld i
forhold til mine empiriske data. Denne anklage skal selvfølgelig tages med det forbehold,
at der i Gili Gayas tekst er tale om grammatiske generaliseringer formuleret på meget få
sider, og at det drejer sig om en normativ grammatik. Således gælder Gili Gayas
mangelfuldhed for det første de to kategorier (adled og prædikat), der tilsammen udgør 4
% af mit korpus, og for det andet er der tale om konstruktioner, der ifølge Gili Gayas
normative begreber er ukorrekte.
Det bør imidlertid også fremhæves, at Gili Gayas normative afvisning af de tidligere
nævnte konstruktioner pga. deres adjektiviske karakter viser en overensstemmelse i forhold
til mine klassifikationer.
Gili Gayas prioritering mellem på den ene side den adverbielle og den prædikative GP
synes i øvrigt at være i overensstemmelse med og afspejle fordelingen mellem disse to
klassifikationer i mit korpus.
5.1.2 Analyse af RAEs fremstilling
RAEs prioriteringer minder i hovedtræk meget om Gili Gayas, men der er dog nogle
mindre forskelle. Opstillingen kan kort gengives således: GP’en (1) fungerer som
adverbium, (2) refererer til verbalets subjekt (S2 = S1), (3) refererer til verbalets direkte
objekt (S2 = O1), (4) er en ”oración circunstancial”. (4) omfatter både (4a)
”construcciones absolutas” og (4b) ”construcciones conjuntas”.
- 72 -

Ligesom hos Gili Gaya synes det oplagt, at (1) og (4) svarer til min klassifikation af GP’en
som adverbial, mens (2) og (3) umiddelbart må være adjektiviske, idet de refererer til en
nominel størrelse (subjekt eller direkte objekt).
I sin beskrivelse af (2) skelner RAE også mellem den (korrekte) eksplikative og den
(ukorrekte) specificerende (eller definerende) GP. Sidstnævnte defineres som ukorrekt, idet
GP’en i disse konstruktioner opfører sig som et adjektiv. Eksemplerne på disse ukorrekte
konstruktioner omfatter ifølge min klassifikation GP’en som (subjekts- og frit) prædikativ
og adled (1977: 490-491).
Når GP’en refererer til verbalets direkte objekt (3), viser RAEs eksempler, at GP’en er
objektsprædikativ. Det betyder altså, at (1), (2) og (4) alle må defineres som GP som
adverbial, mens GP’en i (3) er prædikativ ifølge mine klassifikationer.
Sammenlignes RAEs fremstilling af GP’ens syntaktiske funktioner med mine empiriske
data, forholder RAE sig – ligesom Gili Gaya – kun til hhv. GP’en som adverbial og
prædikativ, mens adleddet defineres som ukorrekt. Konstruktionen berøres
heller ikke af RAE.
På samme vilkår, som det var tilfældet med Gila Gaya ovenfor, kan RAE altså beskyldes
for at levere en ufuldkommen beskrivelse af GP’ens syntaktiske funktioner. Den normative
tilgang forhindrer en anerkendelse af de adjektiviske GP’er, men dette kan i denne
sammenhæng samtidig opfattes som en anerkendelse af, at GP’en i disse konstruktioner er
adjektivisk.
I forhold til mine empiriske data ignorerer og afviser RAE altså GP’ens – ifølge mine
klassifikationer – adjektiviske funktioner, bortset fra de objektsprædikative GP’er. De
resterende adjektiviske konstruktioner udgør som bekendt en marginal del af mit korpus,
og da RAE ikke bruger meget mere plads på gerundium end Gili Gaya, må det betragtes
som naturligt, at det er disse konstruktioner, der er udeladt. Herudover synes RAEs
primære fokus på de adverbielle GP’er og sekundært på de prædikative at svare meget godt
til fordelingen i mit korpus.
5.1.3 Analyse af Alarcos’ fremstilling
Alarcos skelner i sin korte fremstilling kun mellem to forskellige funktioner: (1) GP med
samme funktioner som adverbiet og (2) GP som ”adyacente” til et substantiv, hvilket
overordnet set svarer ret præcist til mine klassifikationer ’adverbiel’ og ’adjektivisk’ GP.
- 73 -

Alarcos’ terminologi kan i øvrigt forekomme forvirrende i forhold til den, jeg har valgt at
bruge. Således bruger han udtrykket ”adyacente” generelt om det, at en størrelse lægger sig
til en anden (f.eks. gerundium til et substantiv), mens prædikativet ifølge Alarcos besidder
”funciones de tipo atributivo” og attributivet ”funciones de adjetivos” (2005: 182).
Som eksempler på (2) nævner Alarcos billedtekster uden finit verbal, objektsprædikativet
og adjektiverne ardiendo og hirviendo. Førstnævnte ligger uden for mine klassifikationer,
da sætninger uden verbal er blevet frasorteret, mens de to øvrige eksempler må
kategoriseres som prædikativ og (attributivt) adled. I forhold til mine klassifikationer
inddrager Alarcos altså hverken subjektsprædikativet, det frie prædikativ eller
konstruktionen – om end sidstnævnte kan siges at have visse ligheder med
f.eks. typen billedtekster. I denne sammenhæng nævner Alarcos også, at denne egenskab er
”análoga a la de los adjetivos” (2005: 182).
Således kan Alarcos’ beskrivelse af gerundium også synes delvis mangelfuld i forhold til
mine empiriske data. Der er dog en væsentlig forskel på Alarcos og Gili Gaya/RAE, idet
Alarcos’ tilgang er deskriptiv. Dette betyder, at de adjektiviske funktioner ikke afvises
kategorisk som i førnævnte grammatiker, men dog ikke, at Alarcos mener, at GP’en kan
udfylde en hvilken som helst adjektivisk funktion. Begrænsningerne afhænger dog først og
fremmest af de leksikalske egenskaber hos verbet i gerundium (2005: 182).
Ser man på Alarcos’ prioriteringer har han valgt at begynde sin redegørelse for gerundiums
egenskaber med den adverbielle GP – efterfulgt af den adjektiviske – men til gengæld er
omfanget af de to forklaringer omtrent lige store. I forhold til fordelingen i mit korpus må
Alarcos derfor siges at beskæftige sig forholdsvist meget med de adjektiviske GP’er – eller
måske snarere forholdsvist lidt med de adverbielle GP’er. Dette giver dog en vis mening,
idet Alarcos – i modsætning til de normative grammatikker – nødvendigvis må bevæge sig
nærmere ind på de adjektiviske GP’ers egenskaber og begrænsninger mv.
Det skal også bemærkes, at Alarcos’ beskrivelse af gerundium i det hele taget er den mest
kortfattede blandt de udvalgte grammatikkers, og at han vier en del af den sparsomme
plads til at forklare gerundiums forhold til tempus og aspekt mv. På den baggrund kan det
være svært at argumentere for, at han bør inkludere de marginale forekomster, jeg har
registreret i mit korpus, i sin fremstilling.
- 74 -

5.1.4 Analyse af Fernández Lagunillas fremstilling
Fernández Lagunilla opstiller gerundiums funktioner således: (1) ”gerundios adjuntos
externos”, (2) ”gerundios adjuntos internos” samt (3) “gerundios predicativos”. Her
refererer (1) til GP som sætningsadverbial, mens (2) dækker GP som et adverbial, der
modificerer verbalet, og (3) er GP som prædikativ i min klassifikation.
Hos Fernández Lagunilla skelnes der altså mellem, om adverbialet som adverbial
modificerer verbalet eller hele sætningen – meget lig RAEs skelnen mellem gerundium
som adverbium og oraciones circunstanciales. Da jeg (pga. mit fokus på de adjektiviske
funktioner) imidlertid ikke har foretaget denne distinktion, svarer (1) og (2) til min
klassifikation af adverbielle GP’er.
De prædikative gerundier (3), som Fernández Lagunilla kalder dem, omfatter som tidligere
nævnt fire kategorier: (3a) ”gerundios predicativos del sujeto” (GPS), (3b) ”gerundios
predicativos del objeto”, (3c) ”gerundios predicativos en el SN” og (3d) ”gerundios
independientes”. Heraf svarer (3a) og (3b) til mine prædikative GP’er, mens (3c) er lig
med min kategori ’adled i NP’. Den sidste variant, (3c), dækker de konstruktioner uden
finit verbal, som jeg har valgt at frasortere. Herudover bliver konstruktionen også betragtet som en variant af den prædikative GP (2000: 3486-3488).
At GP’en skulle kunne fungere som attributiv afviser Fernández Lagunilla generelt med
undtagelse af formerne ardiendo, hirviendo og colgando, om end GP’en godt kan optræde
i attributiv-lignende positioner. Baggrunden for ikke at betegne disse GP’er som attributive
(eller adled) er, at de på trods af en adjektivlignende opførsel ifølge Fernández Lagunilla
aldrig bliver helt fri af deres relation til verbet (eller det deverbale substantiv) (2000:
3495).
Fernández Lagunillas klassifikationskriterier er på en række punkter forskellige fra dem,
jeg selv har opstillet, og konstruktionerne fordeler sig derfor anderledes ud på de
forskellige kategorier. Samlet set dækker Fernández Lagunillas gerundios predicativos dog
de samme konstruktioner, som jeg har valgt at kalde adjektiviske. Dog indgår
konstruktionen kun i Fernández Lagunillas fremstilling i forbindelse med
præpositionen con, mens konstruktionen ikke berøres som sætningsadverbial. 18 I forhold til
18 Konstruktionen bliver imidlertid behandlet meget kort andetsteds i Gramática descriptiva de la lengua
española, nærmere bestemt i Hernanz Carbós kapitel ” “La predicación: La predicación no copulativa. Las
construcciones absolutas” (2000: 2552-2553).
- 75 -

forekomsterne i mit korpus synes det altså kun at være sidstnævnte konstruktion, der ikke
også er beskrevet og klassificeret i Fernández Lagunillas beskrivelse af GP’ens syntaktiske
funktioner.
Også i forhold til fordelingen på de forskellige klassifikationer må Fernández Lagunillas
fremstilling siges at være i nogenlunde harmoni med den fordeling, jeg har registreret i
korpuset, idet hun bruger langt størstedelen af kapitlet på at forklare de adverbielle GP’er,
mens de adjektiviske GP’er fylder en relativt mindre del. I forbindelse med de adjektiviske
konstruktioner får GP’en i nominalsyntagmet dog lige så meget plads som de subjekts- og
objektsprædikative GP’er.
Fernández Lagunillas fremstilling må, som det kunne forventes, karakteriseres som
udpræget deskriptiv, idet hun stort set kommer rundt om alle mulige syntaktiske
kombinationer, hvori gerundium kan indgå. Dette skal selvfølgelig også ses i lyset af, at
Fernández Lagunillas kapitel om gerundium er meget mere omfangsrigt end de øvrige
grammatikkers.
5.1.5 Delkonklusion
Ser vi samlet på de fire monolingvistiske grammatiker i forhold til mine klassifikationer og
empiriske data, så går der et skel mellem de to ældre, normative grammatikker, Gili Gaya
og RAE, og de mere deskriptive, Alarcos og Fernández Lagunilla. Forskellen ligger i, at
Gili Gaya og RAE begge sondrer mellem GP’en som et adverbial, der modificerer
verbalet, og GP’en som et (internt) sætningsadverbial, der modificerer hele den
overordnede sætning (eksternt, heriblandt absolutte konstruktioner). Ind imellem disse to –
ifølge mine klassifikationer – adverbielle GP’er, vælger de begge at prioritere GP med
enten verbalets subjekt eller objekt som subjekt (dvs. S2 = S1 eller O1). Jeg har i min
klassifikation hverken skelnet mellem, om den adverbielle GP optræder internt eller
eksternt i sætningen, eller om GP’en indeholder et selvstændigt subjekt. Jeg kan derfor
ikke afgøre, hvorvidt Gili Gayas og RAEs opsplitning af de adverbielle GP’er (i forhold til
mine klassifikationer) er i tråd med fordelingen af de forskellige varianter i mit korpus,
men umiddelbart vil jeg vurdere, at det i hvert fald er sandsynligt, at de GP’erne med
selvstændigt subjekt udgør en minoritet.
- 76 -

I forhold til mine klassifikationer og begreber blander de to grammatikker de syntaktiske
funktioner og gerundiums orientering sammen, idet gerundiums orientering mod verbalets
subjekt generelt ikke betyder noget for GP’ens syntaktiske funktion.
Alarcos og Fernández Lagunilla kan på et overordnet plan begge siges at sondre mellem
GP’en som adverbial (både internt og eksternt) og GP’en med relation til en NP, hvilket
hos Alarcos betegnes som ”adyacente”, mens Fernández Lagunilla benævner det
”predicativo”.
Selv om de to grammatikere ikke bruger samme terminologi er de generelt enige om, at
GP’en kan knytte sig til og modificere en NP på forskellige niveauer, men også om at det
ikke er muligt for andre former af gerundium end ardiendo og hirviendo (og colgando) at
fungere fuldt ud adjektivisk (Alarcos 2005: 182; Denver 2000: 3495).
Forskellen mellem Gili Gaya/RAE og Alarcos/Fernández Lagunilla viser sig her i
diskursen, hvor førstnævnte definerer den adjektiviske brug som incorrecto, mens
sidstnævnte bruger udtrykket imposible (Alarcos 2005: 182). 19 Gili Gaya/RAEs holdning
bunder i den klassiske opfattelse af gerundium som en adverbiel verbalform og en
præskriptiv, konserverende holdning til sproget. Når Alarcos/Fernández Lagunilla ikke
bruger udtrykket incorrecto må det nødvendigvis være, fordi de ikke ønsker at foreskrive,
hvad der er rigtigt og forkert, men derimod at beskrive, hvad der er (syntaktisk) muligt og
umuligt i det synkrone sprog.
På baggrund af mine empiriske data, der afslører nogle ganske få tilfælde af attributiv brug
af GP’en, som falder uden for de deskriptive grammatikkers, kan det diskuteres, hvorvidt
disse grammatikker i virkeligheden ikke snarere skal opfattes som introspektive
grammatikker, idet de altså ikke omfatter disse forekomster, der altså viser sig at være
mulige i mit relativt lille korpus.
Generelt er det min opfattelse, at alle fire grammatikkers prioriteringer i en eller anden
målestok svarer til den fordeling, jeg har registreret i mit korpus. Således prioriterer de alle
19 Det skal rettelig nævnes, at Alarcos ikke bruger udtrykket imposible i forbindelse med den attributive GP,
men derimod i forbindelse med muligheden for at bruge statiske verber i gerundium som objektsprædikativ.
Om den attributive GP skriver Alarcos dog, at ”algunos gerundios se han estabilizado en funciones de
adjetivo”. Dette fortolker jeg således, at Alarcos mener, at det ligeledes er umuligt (imposible) for andre
former end ardiendo og hirviendo at udfylde denne funktion (2005: 182).
- 77 -

den adverbielle GP som den vigtigste syntaktiske variant, mens også den prædikative GP
bliver forholdsvist grundigt omtalt.
Det eneste kritikpunkt er i den sammenhæng konstruktionen , som kun
Fernández Lagunilla beskæftiger sig med, dog kun i forbindelse med præpositionen con,
og GP’en i rollen som det frie prædikativ, som ikke nævnes i nogle af grammatikkerne.
5.2 Analyse af fremmedsprogsgrammatikker
Fremmedsprogsgrammatikkens opgave er som tidligere nævnt ikke blot at foreskrive eller
beskrive, hvorledes det beskrevne sprogs enheder kan kombineres, men skal også give
læseren en forståelse af, hvordan visse hyppige konstruktioner og idiomer overføres fra det
ene sprog til det andet – og i modsætning til f.eks. ordbogens ”ensretning” gælder dette
begge veje. Dette betyder, at fremmedsprogsgrammatikkerne ofte vier mere plads til at
give læseren oversættelsesmuligheder og sproglige ækvivalenter til fremmedsprogets
konstruktioner, end til at give en egentlig syntaktisk klassifikation.
5.2.1 Analyse af Søeborg & Krog-Meyers fremstilling
Søeborg & Krog-Meyers prioriteringer svarer ret præcist til Gili Gayas og RAEs, idet de
fordeler sig således: (1) gerundium som adverbial, (2) gerundium i verbalperifrase, (3a)
gerundiums subjekt er verbalets subjekt, (3b) gerundiums subjekt er verbalets objekt samt
(4) gerundium i absolut konstruktion med efterstillet subjekt.
I forhold til mine klassifikationer er der altså den forskel, at den absolutte konstruktion
med efterstillet subjekt opfattes som en selvstændig variant, mens (3a) og (3b) betragtes
som varianter over samme tema, nærmere bestemt at gerundiums orienterer sig mod et af
verbalets komplementer (S2 = S1 eller O1). En anden forskel er selvfølgelig Søeborg &
Krog-Meyers distinktion mellem GP’en som adverbial og som absolut konstruktion med
efterstillet subjekt. Begge GP’er er ifølge mine kriterier adverbialer.
På trods af at Søeborg & Krog-Meyers fremstilling minder meget om Gili Gayas og RAEs
beskrivelser, er de dog ikke bange for at gå imod disse grammatikkers forskrifter og giver
eksempler og forklaringer på det juridiske gerundium samt undtagelser i forhold til den
attributive brug. Disse eksempler dækker både GP’en som attributiv og som adled i
- 78 -

komplekse NP’er. Desuden nævnes også de konstruktioner uden finit verbal, som er blevet
frasorteret i min korpusanalyse.
Det er altså kun konstruktionen , som Søeborg & Krog-Meyer ikke har med i
deres fremstilling – hverken som styrelse i præposition eller som adverbial til sætningen.
Herudover må prioriteringerne hos Søeborg & Krog-Meyer betragtes som værende i tråd
med fordelingen i mit korpus.
Søeborg & Krog-Meyers grammatik er som tidligere nævnt særligt henvendt til
oversættelsesdisciplinen, hvilket må betragtes som årsagen til, at han vælger at komme
nærmere ind på den juridiske brug af gerundium og andre undtagelser i forhold til de
normative grammatikkers praksis.
5.2.2 Analyse af Kjær Jensens fremstilling
Kjær Jensens prioriteringer blev bestemt til at være følgende: (1) gerundium
verbalperifrase, (2) gerundium som adverbial, (3) gerundium som objektsprædikativ, (4)
gerundium i sætningsemner samt endelig (5) gerundium i absolut konstruktion med –
efterstillet subjekt – eller som styrelse i PP.
Der er altså også hos Kjær Jensen en skelnen mellem (2) GP’en som adverbial og (5) som
absolut konstruktion i modsætning til mine klassifikationer. Kjær Jensen skiller sig til
gengæld ud, idet han ikke behandler GP’ens orientering i et separat afsnit, men blot anser
GP’en for at være adverbial, når denne har samme subjekt som verbalet (S2 = S1).
Derimod får (3) GP’en med verbalets direkte objekt som subjekt (S2 = O1) en paragraf for
sig selv – uden at Kjær Jensen dog definerer, hvilken syntaktisk funktion GP’en udfylder i
disse tilfælde. Den svarer dog til den prædikative GP i min klassifikation. Derudover er (4)
gerundium i sætningsemner blandt de konstruktioner, der er blevet frasorteret i mit korpus.
Kjær Jensens (5) gerundium i absolut konstruktion med efterstillet subjekt er som nævnt
omfattet af min klassifikation af GP’en som adverbial. Det er dog interessant, at også
konstruktionen klassificeres som absolut konstruktion, når den står som
styrelse i en PP, på trods af at subjektet her er foranstillet. Kjær Jensen nævner dog ikke, at
denne konstruktion også kan fungere som adverbial til sætningen. Klassificeringen hos
Kjær Jensen går altså på hele den absolutte konstruktions syntaktiske funktion og ikke
selve gerundiums (eller GP’ens) funktion.
- 79 -

Endelig afviser Kjær Jensen, at GP’en kan bruges som attributiv med undtagelse af
formerne ardiendo og hirviendo (2001: 110;201). Af de konstruktioner, som jeg benævner
adjektiviske, er det altså kun den prædikative GP, der stemmer overens med Kjær Jensens
klassifikation.
Sammenlignet med mit korpus svarer Kjær Jensens prioriteringer meget godt til hierarkiet
mellem hhv. adverbielle, adjektiviske og frasorteringer, men som sagt kommer han ikke
ind på GP’ens syntaktiske mulighed for at optræde som adled i komplekse NP’er samt som
prædikat i konstruktionen , om end sidstnævnte som styrelse i PP bliver
sammenstillet med GP’en som absolut konstruktion med efterstillet subjekt.
5.2.3 Analyse af Mogensens fremstilling
Den sidste fremmedsprogsgrammatik er Jan Mogensens, som prioriterer i denne
rækkefølge: (1) gerundium som det ”verbale adverbium”, (2) gerundium i verbalperifrase,
(3) gerundium med det finitte verbals objekt som subjekt, (4) gerundium og substantiv som
styrelse for præpositionen con, (5) gerundium i absolut konstruktion samt (6) gerundium i
billedtekster og overskrifter. Desuden afviser Mogensen, at gerundium kan fungere
attributivt bortset fra formerne ardiendo og hirviendo.
Også hos Mogensen finder vi altså distinktionen mellem (1) den adverbielle GP og (4) den
absolutte konstruktion – som begge er adverbielle GP’er ifølge mine klassifikationer. Den
(3) objektsprædikative GP bliver ligesom hos Kjær Jensen behandlet for sig og ikke – som
hos Gili Gaya/RAE – sammen med orienteringen S2 = S1. Mogensen mener dog ikke, at
GP’en er objektsprædikativ på linje med infinitiven, men derimod fungerer adverbielt. Her
fokuserer Mogensen altså på det semantiske indhold i sin klassifikation, mens jeg med
baggrund i Per Anker Jensens principper har valgt at klassificere ud fra den formelle
funktion.
Mogensen nævner også, at (4) gerundium sammen med et substantiv kan udgøre styrelsen
for præpositionen con, hvilket svarer til min definition af konstruktionen som
styrelse i PP. Han giver imidlertid ikke noget bud på, hvilken syntaktisk funktion GP’en
udfylder i denne konstruktion. At konstruktionen også kan fungere som adverbiel
modifikator til sætningen fremgår heller ikke af Mogensen, men modsat Kjær Jensen anser
Mogensen tilsyneladende ikke (4) for at være en variant af (5) den absolutte konstruktion.
- 80 -

De (6) infinitte konstruktioner i f.eks. billedtekster og overskrifter svarer ligesom hos
Søeborg & Krog-Meyer og Kjær Jensen til de konstruktioner, jeg har valgt at frasortere i
mit korpus. Det er dog interessant, at Mogensen bemærker, at gerundium her har eget
subjekt og en attributiv-lignende funktion (2001: 303).
Mogensens prioriteringer må altså i det store hele også betragtes som dækkende i forhold
til fordelingen i mit korpus. Dog er de marginale kategorier, GP som adled i komplekse
NP’er og som attributiv, GP som prædikat i konstruktionen (som
sætningsadverbial), samt GP som frit prædikativ ikke repræsenteret i Mogensens
fremstilling.
5.2.4 Delkonklusion
De tre fremmedsprogsgrammatikker adskiller sig fra mine klassifikationer på en række
punkter, hvilket bl.a. kan tilskrives, at de baserer sig på de (traditionelle) spanske
monolingvistiske grammatikker, der er udkommet før Gramática descriptiva de la lengua
española (Bosque & Demonte 2000). 20
Dette er f.eks. tydeligt i de tre grammatikkers behandling af den absolutte konstruktion,
som de alle tre anser for at være en særskilt funktion for gerundium. Dog er det kun
Søeborg & Krog-Meyer, der – ligesom Gili Gaya/RAE – sammenligner gerundium med
hhv. det finitte verbals subjekt eller objekt som subjekt.
Ser man på min klassifikation af GP’en som adjektivisk er Søeborg & Krog-Meyer den
grammatik, der i kraft af sine eksempler lægger sig tættest op ad min tilgang, idet de –
uden dog at bruge termen adjektivisk – giver eksempler på GP’er med attributiv funktion.
På dette punkt følger Kjær Jensen og Mogensen de normative grammatikker i deres
generelle afvisning af den attributive brug af gerundium. Den ifølge min analyse
objektsprædikative GP bliver dog nævnt i alle tre grammatikker, men ingen af dem
betegner GP’en som prædikativ, og Mogensen afviser endda, at dette er tilfældet.
Kjær Jensen og Mogensen kommer også ind på konstruktionen , som
Kjær Jensen indregner under den absolutte konstruktion, mens Mogensen ikke angiver
20 Dette værk optræder hverken i Kjær Jensens eller Jan Mogensens litteraturlister (Kjær Jensen 2001: 247-
48; Mogensen 2001: 361-364). Søeborg & Krog-Meyer har ingen litteraturliste, men deres grammatik er
skrevet og udgivet meget tidligere end Gramática descriptiva de la lengua española og kan derfor umuligt
have fundet inspiration i denne grammatik.
- 81 -

nogen syntaktisk funktion. Ingen af de tre grammatikker kommer i den sammenhæng ind
på konstruktionen som sætningsadverbial. Alle tre grammatikker er dog enige
om, at gerundium kan optræde i sætningsemner med et substantiv som subjekt. Og
Mogensen er i den forbindelse inde på, at gerundium her har en attributiv-lignende
funktion.
Sammenlignet med mine empiriske data og klassifikationer har de dansk-spanske
grammatikker altså visse mangler, men igen skal det nævnes, at det er de mest marginale
forekomster i mit korpus, som ikke bliver beskrevet – eller anerkendt – i grammatikkerne.
- 82 -

6 Diskussion
Der er i min analyse og sammenligning af grammatikkernes beskrivelser og mine
empiriske data en række punkter, som med rette kan diskuteres og udsættes for kritik.
Derfor vil jeg i dette afsnit forholde mig kritisk til de valg jeg har foretaget undervejs, men
samtidig i videst mulige omfang forsøge at tilbagevise denne kritik ved at argumentere for
min metode.
6.1 Diskussion af fremgangsmåde
Først og fremmest kan man problematisere den måde, hvorpå jeg har opstillet og vurderet
grammatikkernes ”prioriteringer”, idet dette, så vidt jeg ved, ikke er en almindelig
videnskabelig praksis.
Jeg vil dog forsvare denne fremgangsmåde med det argument, at det for det første var
nødvendigt at opstille en ”måleenhed”, der kunne danne et sammenligningsgrundlag med
mit statistiske materiale. For det andet vil jeg mene, at denne opstilling er i tråd med
grammatikkens struktur som en slags opslagsbog. Således må grammatikken i sin afsnits-
og paragrafinddeling forventes altid først at præsentere den overordnede, generelle og
hyppigste brug af et bestemt materiale, mens de underordnede afsnit og paragraffer må
forventes at referere til de mere sjældne anvendelser og undtagelser fra grundreglen. Og
det er altså ud fra denne betragtning, at jeg har valgt at fokusere på grammatikkernes
prioriteringer.
Et andet kritikpunkt er selve mit metodiske grundlag, som jeg også var inde på i mit
metodeafsnit. Ud over diskussionen om, hvorvidt mit korpus er kvalitativt og kvantitativt
repræsentativt, kan der også sættes spørgsmålstegn ved, i hvor høj grad teksten, forstået
som den skriftlige fremstilling af sproget, repræsenterer den egentlige sprogbrug. Her vil
jeg medgive, at teksten – og dermed empirien – heller ikke efter min opfattelse er fuldt
dækkende for sprogbrugens samlede væsen, og at min undersøgelse derfor må ses i dette
lys. Det skal dog bemærkes, at mit sammenligningsgrundlag, grammatikkerne, ligeledes
repræsenterer en overvejende tekstbaseret tilgang.
- 83 -

6.2 Diskussion af terminologiens rolle
Terminologien er en anden interessant og relevant problematik i forbindelse med min
undersøgelse. Dette har delvist sin baggrund i såvel den traditionelle grammatiks hang til at
presse den latinske terminologi ned over andre sprogs grammatik, som i det rodede forhold
mellem definitionen af ordklasser, materiale og syntaktiske funktioner. I nærværende
opgave viser det sig særligt i forbindelse med begrebet ’adjektivisk’, og som et lysende
eksempel herpå har vi de omstridte former ardiendo og hirviendo. Som det fremgår af
grammatikkerne anses disse former for, når de optræder som attributiv, at tilhøre
ordklassen adjektiver, idet de udfylder en adjektivisk funktion. Denne fortolkning og
forklaringsmodel anser jeg for problematisk, idet materialet dog stadig er et verbum bøjet i
gerundium, og den kan formentlig kun lade sig gøre, fordi denne brug (næsten) kun gælder
disse to særlige verber. En mere udbredt brug af gerundium som attributiv ville derimod
nødvendiggøre en grammatisk accept af, at gerundium som materiale og verbalform kan
udfylde funktionen som attributiv. Et andet aspekt i dette er, at det, selvom man går ind på
den præmis, at f.eks. ardiendo er et adjektiv, kan være svært at se, at dette adjektiv har
mistet sit verbale indhold.
Som jeg lige har nævnt, bruges begrebet ’adjektivisk’ altså om størrelser, der udfylder
samme rolle eller ”opfører sig” som et adjektiv, hvilket ikke ligefrem kan siges at være en
snæver definition. Jeg har i min klassifikation af GP’ens funktioner valgt at fortolke dette
begreb og dermed inkludere så forskellige syntaktiske størrelser som adleddet, attributivet,
prædikativet og prædikatet ud fra den betragtning, at de alle – på et eller andet niveau –
udsiger noget om en NP. Her gælder det, at jeg mener, at funktionen er den samme som
adjektivets – selvom GP’en også har et verbal og/eller adverbielt indhold.
Ud fra mit synspunkt bliver ordklassen og materialet altså i sidste ende relativt, idet
grænserne mellem f.eks. substantiv, verbum og adjektiv synes at flyde sammen, bl.a. i kraft
af de infinitte verbalformer. Adjektivet (og participiet) udtrykker således oftest en tilstand,
som på et eller andet plan må tænkes forårsaget af en verbalhandling, som teoretisk set
også kan substantiveres. Det kan således diskuteres, hvorvidt de fleste adjektiver ikke
indeholder et verbalt – om ikke andet så et kopulativt – indhold.
- 84 -

7 Konklusion
Som konklusion på min analyse vil jeg besvare det spørgsmål, som jeg formulerede i min
problemformulering.
Hvordan er forholdet mellem grammatikkernes beskrivelse af gerundiums syntaktiske
funktioner og den faktiske fordeling af disse i et litterært korpus?
Forholdet mellem grammatikkernes beskrivelse af gerundiums syntaktiske funktioner og
den faktiske fordeling af disse i et litterært korpus kan beskrives i følgende tre pointer, som
min analyse har resulteret i.
For det første er det gennemgående for såvel de monolingvistiske grammatikker som for
fremmedsprogsgrammatikkerne, at de afgrænser gerundiums attributive funktion til kun at
omfatte formerne ardiendo og hirviendo. I modsætning til dette står, at der i mit korpus
optræder 5 GP’er, som fungerer som attributiv på linje med de to førnævnte former.
For det andet er det kun Marina Fernández Lagunillas kapitel om gerundium i den
omfattende Gramática descriptiva de la lengua española, der kommer ind på GP’ens
funktion som adled i komplekse NP’er. I mit korpus optræder denne konstruktion, som
Louise Denver har studeret så indgående, og den attributive funktion samlet med en lille,
men dog synlig frekvens (1 %).
For det tredje bliver konstruktionen , dvs. en gerundiumsætning med
foranstillet subjekt, også kun behandlet i få af de udvalgte grammatikker, oftest i
forbindelse med præpositionen con. Og kun i førnævnte Fernández Lagunillas fremstilling
bliver GP’ens funktion sammenlignet med det – ifølge min klassifikation adjektiviske
prædikativ, dog kun i forbindelse med konstruktionen con. Ingen af grammatikkerne
vurderer, at konstruktionen indeholder samme syntaktiske forhold. Samlet set
har denne kategori også en markant frekvens i mit litterære korpus (3 %).
Grammatikkerne afspejler i høj grad det, som mine empiriske data viser: at den adverbielle
GP er langt den hyppigste konstruktion, hvori gerundium optræder, at verbalperifrasen er
den anden hyppigste (om end gerundiums rolle i denne kontekst er væsentlig forskellig),
og at den prædikative GP er sjældnere, men dog også relativt hyppig.
- 85 -

Men samtidig afslører min analyse også, at de mere marginale forekomster, som jeg har
opsummeret det i mine tre pointer, er repræsenteret i mit korpus, selv om deres eksistens
generelt ikke bliver beskrevet i grammatikkerne.
Svaret på mit indledende spørgsmål må altså være, at forholdet mellem virkeligheden, som
den kommer til udtryk i mit korpus, og grammatikkernes beskrivelse af virkeligheden ikke
er en fuldstændig spejling, men at grammatikkerne beskriver de hyppige og typiske
syntaktiske sammenhænge, som gerundium, kan indgå i, men til gengæld ikke beskæftiger
sig med de mere perifere funktioner.
Således er min hypotese altså blevet bekræftet, idet dette svar implicerer, at den
adjektiviske brug er mere udbredt, end det fremgår af grammatikkernes beskrivelser.
Min problemformulering havde også følgende underspørgsmål, som også vil besvare:
Er grammatikkernes opfattelse af den adjektiviske brug for snæver i forhold til den
virkelighed, som korpuset repræsenterer?
Dette spørgsmål er på sin vis – på trods af dets formulering, der blot kræver et ja/nej-svar –
mere kompliceret at besvare. Dette skyldes for det første, at grammatikkerne ikke definerer
det adjektiviske entydigt. Set i lyset heraf kan det være problematisk, at jeg postulerer, at
min definition af det adjektiviske er den eneste korrekte.
Min analyse demonstrerer en væsentlig forskel mellem mine og de respektive
grammatikkers klassifikationer og betegnelser. Dette gælder ikke kun de stridende
holdninger, om hvorvidt f.eks. en GP, der har det finitte verbals direkte objekt som subjekt,
er prædikativ eller adverbial, men lige så meget, hvorvidt prædikativet kan defineres som
en adjektivisk funktion.
At besvare det ovenstående spørgsmål forsvarligt kræver et relativt svar, der tager højde
for, hvilke konstanter man holder det op imod. I stedet for at be- eller afkræfte
spørgsmålets indhold vil jeg påpege det problem, at gerundiumsætningen, selv om dens
indre indhold og betydning er den samme, bliver ”skåret midtover” af de traditionelle
grammatiske begreber. Således kunne det måske tænkes, at det ikke er nødvendigt med en
dikotomi, der skelner mellem det adverbielle og det adjektiviske, men at disse begreber
kan samles i mere nuancerende begreber som f.eks. udtrykket ’adverbielt prædikativ’, som
Thora Vinther betegner det i sin fremstilling (2001: 40). Således er det min vurdering, at
- 86 -

grammatikkernes opfattelse af den adjektiviske brug ikke umiddelbart kan karakteriseres
som for snæver, men snarere at den generelt ikke tager stilling til de finere nuancer, der er
repræsenteret i sproget.
På denne måde vender jeg altså tilbage til den problematik, som jeg skitserede i min
indledning. Den grammatiske klassifikation er sjældent et udtryk for én sandhed, men
derimod en måde at indramme sproget på, en forklaringsmodel ud af mange mulige.
- 87 -

8 Perspektivering
Det spanske gerundium er en kontroversiel størrelse i en grammatisk sammenhæng, og der
er for mig at se stadig mange aspekter, som kan og bør belyses i fremtiden. Derfor vil jeg
slutteligt reflektere over, hvilke metoder der kan tænkes at tjene til at kortlægge gerundiets
funktioner yderligere.
I arbejdet med min undersøgelse, hvis omfang må siges at være ekstremt lille i en
korpuslingvistisk sammenhæng, har jeg registreret flere tendenser, som utvivlsomt er værd
at undersøge nærmere.
Således kunne det være interessant at granske et langt større korpus for forekomster af
portando, der optræder to gange som kerne i en attributiv GP i mit korpus. At portando
optræder to gange i denne funktion i så relativt lille korpus kunne tyde på, at denne brug er
mere udbredt, end det indtil nu er blevet dokumenteret.
Ligeledes ville det i forbindelse med oversættelsesteori og fremmedsprogsgrammatiker
være relevant at lave en korpusanalyse med parallelkorpora. En af de iagttagelser, jeg har
gjort mig, men som jeg ikke har behandlet i denne afhandling, da det falder uden for
emnet, er, at der i den danske oversættelse af mit korpus synes at være en tendens til, at de
spanske GP’er, som jeg har klassificeret som adjektiviske, i mange tilfælde bliver oversat
til dansk relativ sætning, adjektiv eller præsens participium. Et redskab for en sådan
undersøgelse kunne f.eks. være Københavns Universitets korpusprojekt MULINCO
(cst.dk/mulinco).
Sidst men ikke mindst kunne gerundiums rolle i sætningsemner, som jeg i dette speciale
har valgt at frasortere, være en oplagt genstand for mere indgående studier.
- 88 -

9 Litteraturliste
Primær litteratur:
Spanske romaner:
Ruiz Zafón, Carlos (RUI) (2005): La sombra del viento. Planeta, 2005 (2001).
Pérez-Reverte, Arturo (PER) (2006): La Reina del Sur. Santillana Ediciones Generales,
2006 (2002).
Vázquez Montalbán, Manuel (VAZ) (2005): Quinteto de Buenos Aires. Planeta, 2005 (2.
udg.) (1997).
Spanske romaner oversat til dansk:
Ruiz Zafón, Carlos (rui) (2006): Vindens skygge. Finland. Gyldendal, 2006 (2. udg., 5.
oplag). Oversat af Iben Hasselbach.
Pérez-Reverte, Arturo (per) (2004): Sydens dronning. Viborg. Lindhardt og Ringhof, 2004
(2. udg., 2. oplag). Oversat af Hans H. Rasmussen.
Vázquez Montalbán, Manuel (vaz) (2002): Buenos Aires-kvintetten. Gylling. Klim, 2002
(1. udg.). Oversat af Kirsten Nielsen.
Sekundær litteratur:
Alarcos Llorach, Emilio (2005): Gramática de la lengua española. Espasa Calpe, 2005
(1994).
Arndt, Hans (2003): Sproget. Hverdagens mirakel. Gylling. Aarhus Universitetsforlag,
2003.
Biber, Douglas; Conrad, Susan & Reppen, Randi (2006): Corpus Linguistics :
Investigating Language Structure and Use. Cambridge. Cambridge
University Press, 2006 (1998).
Bosque, Ignacio & Demonte, Violeta (red.) (2000): Gramática descriptiva de la lengua
española. Madrid. Espasa Calpe, 2000 (1999).
Butt, John & Benjamin, Carmen (2000): A New Reference Grammar of Modern Spanish.
Chicago. McGraw-Hill, 2000 (1988).
Campbell, Lyle (2004): Historical Linguistics. Edinburgh University Press, 2004 (1998).
Chomsky, Noam (1972a): Syntactic structures. Haag. Mouton, 1972 (1957).
- 89 -

Chomsky, Noam (1972b): Aspects of the theory of syntax. Cambridge, Massachussets.
M.I.T. Press, 1972 (1965).
Comrie, Bernard (1989): Language Universals & Linguistic Typology. Chicago. The
University of Chicago Press, 1989 (1981).
Denver, Louise (1987): Gerundio-syntagmer med en non-specifik agent som logisk subject
af typen: 1. Dando un paseíto se estiran las piernas 2. Son cinco, contando al
sobrino. Ark 40, Handelshøjskolen i København, 1987.
Denver, Louise (1997): “The Spanish Gerund within NPs”.
I: Faber, Dorrit & Sørensen, Finn (red.): From words to utterances in LSP.
Frederiksberg. Samfundslitteratur, 1997: 23-59.
Denver, Louise (2006): ”The Spanish Gerund Revisited”
I: Nølke, Henning m.fl. (red.): Grammatica. Festschrift in honour of Michael
Herslund. Bern. Peter Lang, 2006: 51-68
Dyhr, Mogens (1977): ”Metodiske problemer inden for kontrastiv lingvistik”.
I: Kontrastiv lingvistik i Danmark. Statens humanistiske Forskningsråd,
1977: 34-46
Escandell Vidal, M. Victoria (1995): Los complementos del nombre. Madrid. Arco Libros,
1995.
Fernández Lagunilla, María (2000): “Las construcciones de gerundio”.
I: Bosque, Ignacio & Demonte, Violeta (red.) (2000): Gramática descriptiva
de la lengua española. Madrid. Espasa Calpe, 2000 (1999): 3443-3503
Gili Gaya, Samuel (1973): Curso superior de sintaxis española. Barcelona. Departemento
Editorial, 1973 (1961).
Hansen, Erik (1998): ”Kriterier for inddeling af ledsætninger”.
I: Ny forsking i grammatik : Fællespublikation 5 : Sophienbergsymposiet: 7-
22. Odense. Odense Universitetsforlag, 1998: 7-22
Hansen, Hans Lauge (2000): Tegn, tekst og tolkning. Viborg. Akademisk Forlag, 2000
(1994).
Harris, Alice C. & Campbell, Lyle (1995): Historical syntax in cross-linguistic
perspective. Cambridge. Cambridge University Press, 1995.
Hernanz Carbó, María Lluïsa (2000): “La predicación: La predicación no copulativa. Las
construcciones absolutas”.
I: Bosque, Ignacio & Demonte, Violeta (red.) (2000): Gramática descriptiva
de la lengua española. Madrid. Espasa Calpe, 2000 (1999): 2525-2560
Herslund, Michael (1994): ”Valens og grammatiske relationer”.
- 90 -

I: Durst-Andersen, Per & Nørgård-Sørensen, Jens (red.): Ny forskning i
grammatik : Fællespublikation 2 : Liselejesymposiet: 48-72. Odense. Odense
Universitetsforlag, 1995: 48-72
Herslund, Michael & Sørensen, Finn (1994): ”A valence based theory of grammatical
relations”.
I: Engberg-Pedersen et al. (red.): Function and Expression in Functional
Grammar : Functional Grammar Series 16. Berlin. Walter de Gruyter &
Co., 1994: 81-96
Jensen, Bente Lihn (2003): ”Morfologi” og ”Syntaks”.
I: Herslund, Michael og Jensen, Bente Lihn (red.): Sprog og
sprogbeskrivelse. Frederiksberg. Samfundslitteratur, 2003: 127-160; 161-197
Jensen, Jørgen Schmitt (1994): ”Kan man tale (om) romansk, som man kan tale (om)
nordisk?”
I: Skytte, Gunver et al.: Vindue mod den romanske verden. København.
Museum Tusculanums Forlag, 1994.
Jensen, Kjær (2001): Spansk basisgrammatik. Århus. Akademisk Forlag, 2001 (1990).
Jensen, Per Anker (1985): Principper for grammatisk analyse. København.
Erhvervsøkonomisk Forlag/Nyt Nordisk Forlag, 1985.
Korzen, Iørn & Lundquist, Lita (red.) (2005): Sprogtypologi og oversættelse :
Endocentriske og exocentriske sprog. Handelshøjskolen i København, 2005
(3. udgave).
Larsen, Rikke (1999): ”Klassifikation af bisætninger på de romanske sprog”.
I: Bache, C et al. (red.): Ny forskning i grammatik : Fællespublikation 6 :
Rolighedsymposiet. Gylling. Odense Universitetsforlag, 1999: 227-244
Madsen, John Kuhlmann (1981): ”Prædikativkonstruktioner i moderne spansk”.
I: Madsen, John Kuhlmann (red.): Hispanismen omkring Sven Skydsgaard :
Studier i spansk og portugisisk sprog, litteratur og kultur : Til minde om Sven
Skydsgaard. København. Museum Tusculanums Forlag, 1981: 219-248
Madsen, John Kuhlmann (1989): Syntaktisk analyse på spansk. København. Romansk
Institut, 1989 (1985).
Madsen, John Kuhlmann (1994): ”Rask, Bello og Det spanske Akademis nye grammatik”.
I: Skytte, Gunver et al. (red.) (1994): Vindue mod den romanske verden.
Viborg. Museum Tusculanums Forlag, 1994: 193-215
McEnery, Tony & Wilson, Andrew (2001): Corpus Linguistics. Edinburgh. Edinburgh
University Press, 2001 (1996).
Mogensen, Jan (2001): Spansk Grammatik. Viborg. Forlaget Don Quijote, 2001.
- 91 -

Müller, Henrik Høeg (1998): Substantivsyntagmer i spansk: En valensanalyse.
Copenhagen Working Papers in LSP. Handelshøjskolen i København, 1998.
Müller, Henrik Høeg (1999): ”Brugen af præpositioner i spanske nominalsyntagmer med
deverbal kerne”.
I: Bache, C et al. (red.): Ny forskning i grammatik : Fællespublikation 6 :
Rolighedssymposiet. Gylling. Odense Universitetsforlag, 1999: 245-261
Real Academia Española (RAE) (1977): Esbozo de una nueva gramática de la lengua
española. Espasa-Calpe, 1977 (1973).
Saussure, F. de (1995): Course in General Linguistics. London. Duckworth, 1995.
(Oversat af Roy Harris)
Spang-Hanssen, Ebbe (2002): Sprogets verden og din. Århus. Gyldendal, 2002 (1.
udgave, 2. oplag).
Søeborg, Halvor & Krog-Meyer, Einar (1987): Spansk grammatik. København.
Schønberg, 1987 (1975).
Sørensen, Finn (1994): ”Sætningsled”.
I Durst-Andersen, Per & Nørgård-Sørensen, Jens (red.): Ny forskning i
grammatik : Fællespublikation 2 : Liselejesymposiet: 41-47. Odense. Odense
Universitetsforlag, 1995: 41-47
Teubert, Wolfgang & Čermáková, Anna (2007): Corpus Linguistics: A Short
Introduction. London. Continuum, 2007.
Vinther, Thora (2001): Grammatik II. Romansk Institut, 2001: 32-48.
Hjemmesider på WWW:
Carlos Ruiz Zafón (Carlos Ruiz Zafóns officielle hjemmeside):
http://www.carlosruizzafon.com/ (31. marts 2008, kl. 17.15)
Capitán Alatriste (Arturo Pérez-Revertes officielle hjemmeside):
http://www.capitanalatriste.com/ (31. marts 2008, kl. 17.21)
Manuel Vázquez Montalbán (Manuel Vázquez Montalbáns officielle hjemmeside):
http://www.clubcultura.com/clubliteratura/clubescritores/vazquez_montalban/home.htm
(31. marts 2008, kl. 17.29)
Nexø, Tue Andersen (2002): ”Europæisk krimi i topklassen”. I: Information, 14. juni 2002:
http://www.information.dk/69907 (31. marts 2008, kl. 17.41) [anmeldelse]
Information (2002): ”OVERBLIK”. I: Information, 22. juni 2002:
http://www.information.dk/70144 (31. marts 2008, kl. 17.44) [rettelse til anmeldelse]
Information (2005): ”Iben Hasselbalch får ærespris”. I: Information, 28. februar 2005:
http://www.information.dk/102681 (31. marts 2008, kl. 18.40)
- 92 -

sproget.dk: ”Hvad er sprog?”:
http://sproget.dk/sprogtemaer/hvad-er-sprog/hvad-er-sprog (22. april 2008, kl. 12.51)
Wikipedia (es.wikipedia.org): ”Participio”:
http://es.wikipedia.org/wiki/Participio (23. april 2008, kl. 16.27)
Nielsen, Inga Thyra (2002): “Buenos Aires-kvintetten af Manuel Vázquez Montalbán”.
Fra: Litteratursiden.dk, 14. oktober 2002:
http://www.litteratursiden.dk/sw5661.asp (5. maj 2008, kl. 09.52)
RAE: ”Información institucional”
http://www.rae.es/rae/gestores/gespub000001.nsf/voTodosporId/CEDF300E8D943D3FC1
2571360037CC94?OpenDocument&i=0 (14. maj 2008, kl. 14.33)
- 93 -

10 Appendiks
- 94 -