Hvilken - Institut for Kunst- og Kulturvidenskab - Københavns ...

side 10
menhæng bl.a. om en bevidsthed og refleksion over de billeddannelser,
som man kan opnå ved brug af fx forskellige kamera-
og filmtyper, objektiver og billedbehandlingsprogrammer. Både
Elizabeth Edwards og Sarah Pink henviser til fiksering og
fragmentering af tid og rum som en særlig egenskab ved den
kamerabaserede tilgang til verden. Sarah Pink giver således et
eksempel på, hvorledes hendes eget fotografi af en kvindelig
toreadors lange lyse fletning blev betydningsfuld for hendes
undersøgelse af kvinder i spansk tyrefægtning. Det fragmenterede
udsnit gav hende mulighed for at uddrage ny viden om
kønslige aspekter i et traditionelt
maskulint univers (Pink 2001: 102).
Kropsligheden er også central
og vidner om en fænomenologisk
omverdensforståelse. Et forsøg
på at indfange verden som den
fremtræder for os – sådan som vi
oplever den. En overbevisning om,
med den amerikanske filosof Drew
Leders begreb, at kroppen trækker viden ind, er ”recessiv” i sin
omgang med verden, men at denne afgørende viden ofte kun
er implicit tilstede (Leder 1990). Og en måde at eksplicitere den
kropslige viden kan være ved kameraets mellemkomst. Den
tidligere omtalte antropolog Jean Rouch har om nogen understreget,
at kameraet ikke blot er et ekstra øje, men føres af og
Hvilken metode?
“Med fare for at lyde romantisk handler
det om noget så ukonkret som at være
åben og fordybet, hvorved man har mulighed
for at indfange de følelser og fornemmelser,
som akten [...] transmitterer.
AFART #19
fører kroppen/forskeren. I særligt intense øjeblikke kan denne
forening af krop og kamera ifølge Rouch lede fotografen ind
i, hvad han benævner ”ciné-trance” (Rouch 1975). Man indlever
sig, bliver ét med kassen, man ser igennem eller ned i, og
derved åbnes muligheden for en udvidet sensibilitet, at man
kommer bagom det tilsyneladende.
Så vidt en flig af den refleksive metode i visuel antropologi.
Men hvorledes kan dette princip overføres til udforskningen af
et stillestående visuelt objekt? Visuel antropologi har jo den
menneskelige handling som primært forskningsfelt. Lad mig
eksemplificere med et forsknings-
projekt der i mine øjne netop gør
brug af en refleksiv visuel metode
i relation til et visuelt objekt. Det
handler om den franske tænker
Paul Virilios undersøgelse af
bunkerruinerne langs Atlanterhavsvolden,
Bunker archéologie
(Virilio 1994 [1975]).
I 1975 skaber Paul Virilio en udstilling og tilhørende bog
med titlen Bunker archéologie. En bog på 214 sider, hvoraf
halvdelen består af Virilios egne fotografier af bunkerne, der
præsenteres i et selvstændigt afsnit af bogen under fem kategorier:
krigslandskab, antropomorfisme og zoomorfisme, faremonumenter,
serier og transformationer og forsvindingens