Hvilken - Institut for Kunst- og Kulturvidenskab - Københavns ...

side
KAMERAET SOM
ERKENDELSES­
VÆRKTØJ
– OM VISUEL METODE
Mette Haakonsen, ekstern lektor ved Kunsthistorie
”Visuel metode” udgår fra samfundsvidenskaben. Det er imidlertid
min overbevisning, at det også er et felt, hvori de æstetiske
fag kan hente metodisk fornyelse. Og i denne artikel er min
intention at skitsere hovedkomponenterne i en visuel metode,
der er under inspiration af en refleksiv retning i visuel antropologi.
En visuel metode, som jeg mener har et metodisk potentiale
særligt for forskningen i visuelle objekter. Jeg skal her blot
anvise en ny vej og vil på ingen måde hævde at have pakket en
komplet metodisk værktøjskasse.
”Visuel antropologi” vægter billedmedier som undersøgelsesform
og/eller forskningsresultat (fx en etnografisk film eller
et fotoessay). I denne korte gennemgang skal jeg koncentrere
mig om forskerens brug af kameraet til at tilegne sig viden i
felten, og det uden at skelne mellem stillbillede- eller filmkamera.
Visuel antropologi har været domineret af et såkaldt
”realismeparadigme”, der har nedtonet mennesket bag billeddannelsen
(Pink 2001: 7-9). Eksponenter for realismen tæller
bl.a. en af antropologiens ”founding mothers”, Margaret Mead,
og John Collier, der i 1967 skrev en indflydelsesrig grundbog
om visuel antropologi, revideret og genoptrykt i 1986 (Collier
og Collier 1986). Denne higen efter fotografiets objektivitet skal
ses i lyset af, at visuel antropologi har måttet kæmpe hårdt
for at blive anerkendt af antropologiske fagfæller, der har haft
blyant og notesblok som de allerkæreste feltredskaber. De var,
som så mange andre forskere både før og siden, oppe imod
den sejlivede logocentrisme (fokus på ordet, talen og skriften
som garanti for videnskabelighed).
Antropologen Jean Rouch er en af de få, der allerede i
midten af det 20. årh. argumenterer for ikke alene at acceptere,
men også at udnytte fotografens tilstedeværelse som et positivt
mulighedsrum. Men først i løbet af 1990erne, i kølvandet
på de dekonstruktivistiske og repræsentationskritiske 1980ere,
har man set konturerne af det, der, med et lån fra Sarah Pink,
kan kaldes ”den refleksive” retning (Pink 2001: 4 og 19ff). En
retning eller tendens, hvorfra jeg vil fremhæve antropologer så
Hvilken metode?
AFART #19
som Elizabeth Edwards, Perle Møhl og førnævnte Jean Rouch
og Sarah Pink.
Den refleksive retning i visuel antropologi bygger, som
antropologi i almindelighed, på ”etnografisk feltarbejde” som
metodisk grundprincip. Det er i felten, man søger den primære
indsigt i fremmede samfund og kulturers sammenhænge og
systemer. Et metodisk princip, der siden 1920erne har inkluderet
en refleksivitet over forskerens rolle i forskningsfeltet og
-resultatet. Det var således i den første halvdel af det 20. årh., at
feltarbejdet fik sin matrice, den såkaldte ”deltagerobservation”,
der henviser til, at antropologen indsamler viden ude i felten i
en vekslen mellem indlevelse (deltagelse og nærkontakt) og
iagttagelse (observation og distancering). Antropologien har
med andre ord et bevidst fokus på vidensakten og en tradition
for, at forskeren som led i vidensprocessen betragter sig selv
udefra, anskuer sig selv som objekt. For praktikerne af refleksiv
visuel antropologi betyder det, at forskeren udnytter og reflekterer
over sin anvendelse af kameraet ude i felten.
Visuelle antropologer rundet af den refleksive overbevisning
opererer ud fra en bevidsthed om, at fotografen/forskeren,
der træder ud i felten med netop et kamera, har en særlig medkonstituerende
rolle for forskningsresultatet. Aktørerne bliver
påvirket af kameraets tilstedeværelse. Et eksempel herpå kan