Hvilken - Institut for Kunst- og Kulturvidenskab - Københavns ...

AFART #19 side 1
At træde ved siden af tiden og verdenen
M i c h a e l K j æ r s v a r e r p å 4 s p ø r g s m å l o m k u n s t h i s t o r i e
3 ) H v o r f o r l æ s e r d u k u n s t h i s t o r i e ?
Det, jeg har forsøgt at forklare ovenfor, er, at kunst for mig at
se kan være selvkonstituerende i en særlig energisk grad, og
at den derfor kan føre til parallelle refleksive bevægelser. Kunst
kan gøre flere ting ad gangen: Vise os en verden, vi opsluges
af, og lade os i højere eller mindre grad opleve dens dannelse,
dens komposition, mens vi ‘udfører’ den, og samtidig give os
mulighed for at se des mere af de verdener, vi hele tiden er i:
Deres dannelser, kompositioner og udførelserne af dem, som
måske er det, vi har til fælles. I de udvekslinger kunst sætter i
gang, danner vi måske først egentlige relationer imellem vores
verdener. Kunst er vel spirituel – dens tegn er immaterielle – og
derfor i stand til at bevæge sig imellem vores verdener. Forstået
bredt: alt muligt hører med her. Når kunsthistorien kan vise
disse forhold, er den inspirerende. Men jeg oplever, at dette
kan være meget vanskeligt, og når jeg er endt med at læse
netop kunsthistorie, tror jeg, det er, fordi jeg har svært ved at
forstå, hvad kunst er. Det, synes jeg, er motiverende.
Redaktionen har formuleret 3 spørgsmål til
udvalgte kunsthistoriestuderende. Opgaven
er at svare personligt og ikke bruge
mere end 1000 tegn per besvarelse. Endeligt
skal den studerende svare på et fjerde
spørgsmål, som hun selv stiller. Stafetten
bliver sendt videre i næste nummer.
4 ) H u m a n i o r a ?
Det er svært at svare kort på disse spørgsmål. Men det er
symptomatisk for tiden at skulle stå til regnskab for sit studie
som humanist. Man oplever i stigende omfang at blive stresset
i en grad, så man alt for ofte – også på eget initiativ – stiller
dem til sig selv. For mig at se er dette konstante kompetencehonorerings-stress
fuldstændig ødelæggende for det, faget
og humaniora traditionelt har beskæftiget sig med. Hvis kunst
også har en immateriel virkemåde, der gør den i stand til at
overskride og formidle vores individuelle verdener, tror jeg ikke,
den udelukkende kan angribes frontalt med kompetence-krav i
sigte. Det drejer sig om at koncentrere sig, om hver for sig og i
fællesskab at bygge et fokuseret reflektionsrum op, der kan undersøge
og afprøve den formidling, kunsten forsøger. Fokuseret
på emnet, og ikke på udenforstående krav. Hvis humaniora
skal handle om noget andet end omstillingsparathed, mener
jeg, at vi må have arbejdsbetingelserne til at sætte os ind i det
og lære det at kende. Det undrer mig, at vi ikke sætter større
pris på de rum, de humanistiske fag bevæger sig i.