Hvilken - Institut for Kunst- og Kulturvidenskab - Københavns ...

AFART #19 side 19
“Vi kan altså med held kaste lys over
begrebet mimesis ved at forstå det som
en historisk bestemt relation mellem
grundlæggende anskuelses­ eller repræsentationsformer
i billederne.
den barokke kultur sig inden for meget forskellige rammer: den
katolske kirke som institution, reformationens og modreformationens
religiøse liv, enevældens samfund og deres hofkultur
samt bystaten / ’borgerrepublikken’.
Dog – som et samlende fænomen kan man anskue barokkens
kunst i forhold til en øget introspektion, en fornyet undersøgelse
af mennesket og dets psykologi, både i forhold til det religiøse
fromhedsliv – med dets meditative bøn og mystikkens
vej mod unio mystica – og til de verdslige dannelsesprocesser,
hvad enten de nu er relateret til en hofkultur og fokuseret på en
kortlægning af følelser og passioner – som det træder videnskabeligt-filosofisk
frem hos Descartes – eller en borgerlig
købmandskultur som den i Holland, hvor man bedre kan forstå
selviagttagelsen i relation til Riegls opmærksomhedsbegreb.
I forhold til en sådan antropologisk synsvinkel med introspektion
som hovedbegreb er det igen interessant, at det, der
grundlæggende skiller barokkens anskuelsesformer fra renæssancens,
er valørmaleriets videreudvikling, og ikke mindst at
clairobscur’en føjer sig til det tonale maleri som et nyt og slående
fænomen, som ville være utænkeligt i middelalderens
kunst, og som nu folder sig ud i en række forskellige strategier.
Igen må man spørge, om det ikke netop er gennem denne
rige udvikling af det tonale maleri i hele dets spektrum, at de
forskellige former for virkelighedsgengivelse under barokken
bliver interessante og nærværende for det menneske, som nu
underkaster kampen og hele det brogede spil af følelser og
lidenskaber i sig selv en indgående undersøgelse? Og er det
ikke netop gennem den udvendige iscenesættelse af disse processer,
som nu skal læres og beherskes, at barokken får sin
ofte poserende karakter?
De forskellige antropologiske forestillinger, der kendetegner
udviklingen op igennem den vesteuropæiske kulturhistorie,
kan selvfølgelig ikke alene forklare rigdommen af kunstneriske
udtryksformer i de tilsvarende perioder, men de kan som her
antydet være oplysende indikatorer på fundamentale brud og
nyskabelser inden for kunstens anskuelses- eller repræsentationsformer.
Og rykker man sig fri af epokernes antropologiske
selvforståelser og holder dem op imod og sammen med den
kobling mellem psychogenese og sociogenese, som især Norbert
Elias har gjort sig til talsmand for (cf. Über den Prozess der
Zivilisation – Soziogenetische und Psychogenetische Untersuchungen
(1936), I-II, Bern 1969 – eng. vers.: The Civilizing
Process, transl. Edmund Jephcott, Oxford 1982/1994), får man
fortolkningsredskaber i hænde, der er egnede til at begribe en
langt større kompleksitet. Det antropologiske udvider sig til
en bredere bevidsthedshistorie – til det socialpsykologiske og
mentalitetshistoriske felt.
Samtidig forekommer det nærliggende at se f.eks. udviklingen
i en grundlæggende anskuelsesform som rum – og dens
implikationer for opfattelsen af menneskeskikkelsen – i tæt
sammenhæng med social organisation. Jean Pierre Vernant
har i Mythe et pensée chez les grecs (1966) på spændende
vis argumenteret for, hvorledes en geometrisk konception slår
igennem i det græske samfund omkr. år 500 fvt. i forbindelse
med Kleistenes’ demokratiske reform af bystaten Athen,
hvilket interessant nok er samtidigt med afgørende skred
i fremstillingen af menneskefiguren i den græske kunst. Fra
andet hold har Norbert Schnitzler – med udgangspunkt i
Norbert Elias’ skrifter – peget på sammenhængen mellem
renæssancens perspektiviske rum og en ændret iagttagelse af
kroppen gennem blikkets disciplinering (cf. Gepeinigt, begehrt
vergessen – Symbolik und Sozialbezug des Körpers im späten
Mittelalter und in der frühen Neuzeit, ed. Klaus Schreiner &
Norbert Schnitzler, München 1992, p. 337-64).
Vi kan altså – for mig at se – med held kaste lys over begrebet
mimesis ved at forstå det som en historisk bestemt relation
mellem grundlæggende anskuelses- eller repræsentationsformer
i billederne og tilsvarende basale forståelser af mennesket,
af dets konstitution, dets psyke og bevidsthed. De videre
perspektiver ved en sådant antropologisk og psychogenetisk
tilgang til det visuelle felt kan bestå i, at det måske vil være
muligt at etablere en slags archimedisk ståsted, hvorfra det felt
af grundbegreber, som især Riegl og Wölfflin arbejdede med,
kan analyseres, og hvorfra man ikke mindst kan trække de
forbindelser til de større kontekster, som Riegl og Wölfflin nok
forudsatte, men ikke ønskede eller var i stand til at eksplicitere.
Videre er det en tilgang til billeder, som forstår dem som et
antropologisk fænomen per definition og til forståelse af billeder
i relation til bevidsthed, psyke og krop og til vore mentale billeder
af verden og os selv.