Hvilken - Institut for Kunst- og Kulturvidenskab - Københavns ...

side
>> Meditation over metode ...
Mens modernitetens mange manifester og avantgardebevægelser, og senest 1980’er
kunsten herhjemme, har givet rig lejlighed til at exercere koblingen mellem værk og
kunstteori, så stiller opkomsten af nye værktyper i 90’erne og 00’erne atter nye krav til
den kunsthistoriske metode og analytiske horisont. Hvordan forholder man sig fx metodisk
til et værk, der både rummer sin egen kontekst og fremsætter sit eget teoretiske
standpunkt? Som aktuelt eksempel kan nævnes Kuratorisk Aktions’ nyligt afviklede
projekt ’Rethinking Nordic Colonialism’. Mens dette af flere grunde utroligt spændende
kunstprojekt formentligt er ubekendt for de fleste, så er det ikke desto mindre et projekt,
der præsenterer kunstværket som kritiske udsagn om en historisk fortid – og et projekt
der indblander kunstanalysen i værket selv. Værk og teori og værk og analyse mødes
altså i dette værk-teori, eller værk-kontekst, hvor grænserne for det ene og det andet
smelter sammen. Man kunne naturligvis ’bruge Foucault’ til at analysere de præsenterede
magtstrukturer i den nordiske kolonialisme, som de tager sig ud ’Rethinking Nordic
Colonialism’, eller man kunne anlægge en kønsbaseret vinkel på analysen. Men hvad
stiller man op, når værk-teorien selv fremsætter bud på disse metoder og yderligere forholder
sig konstruktivt til sin egen kontekst gennem afviklingen af projektet i de historiske
kontaktzoner rundt omkring i Norden?
Som en god ven for nylig sagde, er forholdet mellem værk og teori et ’marriage made
in hell’. For at bringes i akademisk spil må værket hæves op til refleksionsform, og
denne allerhelst på linje og i dialog med den mest sofistikerede, historietunge filosofi.
Omvendt må filosofien i mødet med kunstværket (og kunsthistorikeren) ikke sjældent
se sig forsimplet til tomme kategorier uden mening uden for kunstens æstetiske system.
Ikke desto mindre er det metodens opgave at sikre en tilfredsstillende konsensus blandt
disse par: værk og teori, ord og billede, værk og kontekst. Kun som form åben for refleksion,
og helst en kritisk en af slagsen, har kunstbegrebet og dermed den kunsthistoriske
metode mulighed for selvsikker definition i en tid, hvor nye æstetiske systemer i høj grad
er med til at forme kulturen. Et godt sted at begynde, eller måske snarere vende tilbage,
er i mine øjne i værket selv, der for overhovedet at være værk nødvendigvis må tegne
konturerne af sin egen kontekst og pege på relevante muligheder for teoretisk fortolkning
og perspektivering.
AFART #19