Hvilken - Institut for Kunst- og Kulturvidenskab - Københavns ...

side 0
AFART #19
Michael (f. 1975) har en bachelor i Dansk og har gået et semester på arkitektskolen i København.
Han er nu i gang med sin kandidatuddannelse i Kunsthistorie. Michael har for nylig deltaget i de
svensk­tyrkiske debatarrangementer Citizenswithoutboundaries.org. Han er desuden instruktor i
Metode og Æstetik for de førsteårsstuderende på kunsthistorie Foto: Rasmus Kjærboe
1 ) H v a d k a n k u n s t ?
Nogle gange opleves omgivelserne som næsten afsluttede
– måske som noget, der med Heideggers ord samler sig i en
verden. En samling peger for mig indirekte på det udenfor i udvekslinger.
Jeg har altid været meget nysgerrig over for, hvordan
dette foregik – hvor verden kommer fra og forsvinder hen,
og hvor meget vi kan forstå af andres verdener. Det er f.eks.
muligt, oplever jeg, at træde ved siden af tiden og verden ved
at være langsommere og derved også samtidig hurtigere, end
den almindelige praktiske hverdag, og det man kalder kunst,
tror jeg ofte gør dette. I sådan en proces åbner kunst for andre
intensiteter før, efter, omkring og inde i verden. Dette er vel en
rimelig gængs opfattelse af kunstens kunnen, der på melankolsk
facon oplever verdener, der, på trods af at de er under
konstant nydannelse, stadig er samlede på en måde, så man
kan træde ved siden af dem og derfra betragte deres opbygning
og dannelse. Hvis man skifter fokus og i stedet for samling
ser dannelse og skabelse omkring sig, træder den samme
kunst måske ikke længere ved siden af verden, men danner
den, udfører den.
2 ) H v a d k a n k u n s t h i s t o r i e ?
At se dannelse eller skabelse omkring sig, i stedet for samling
i verdener, kan betyde, at man må skifte fra en essenstænkning
over mod en mere bevægelig tænkning, som f.eks. diskurstænkningen
er et eksempel på. I Danmark, synes jeg, vi
lige nu oplever de voldsomme, både ideologiske og fysiske, udvekslinger,
udelukkelser og indespærringer, som Edward Said
mente opstod af ureflekteret essenstænkning. Danmark er et
lukkende rum. Jeg synes dog heldigvis, at kunst og kunsthistorie
vil og gør netop begge dele: Bygger bestemte verdener og
perspektiver op, mens de samtidig selv er i nydannelse. Det
er oftest den kunst og kunsthistorie, der gør begge dele, der
interesserer mig. Jeg tror kunsten og kunsthistorien, som jeg
ikke lige skelner mellem her, altid har udfyldt virkelig værdifulde
pladser ved at vise, at de dele af vores samfund og af os
selv, der danner sammenhængende verdener, og dem, der er
i konstant nydannelse, hænger sammen, fordi de er forskellige
aktualiseringer af det samme fælles potentiale.