Hvilken - Institut for Kunst- og Kulturvidenskab - Københavns ...

side
AFART #19
Kinesisk samtidskunst i vidvinkel
Anmeldelse af Louisianas udstilling Made in China – Kina kunst nu!
Af Louise Trier, studerende ved Kunsthistorie
Louisiana har for nylig åbnet udstillingen Made in China – Kina kunst
nu!, som må siges at være et friskt indslag på scenen for kunstudstillinger.
Udstillingen giver således et bredt indblik i samtidskunsten fra
en del af verden, som man ellers ikke ser særlig rigt repræsenteret
her i landet.
Kraftigt motiveret af denne eksotiske friskhed er det svært at lade
være med i sit hoved at digte små naive forhåbninger om at se noget
udfordrende og fremmedartet; en kunst og en billedforståelse, der da
må kunne mystificere os inkarnerede vesterlandske kunsthistorikere
(ak ja, umuligt at tænke uden den obligatoriske, post­imperialistiske
dårlige samvittighed). Disse naive forhåbninger blev delvist gjort til
skamme, hvilket mest af alt skyldes ydre omstændigheder, som Louisiana
ikke kan gøre så meget ved – fx globaliseringen, der om noget
gennemsyrer kunstverdenen. Dog problematiserer udstillingen ikke
blot forhåbningen om det eksotiske, men også hele spørgsmålet om
national kultur – et problem, som udstillingen desværre kommer til at
lide under, da dens udgangspunkt netop er nationalt.
Den kinesiske samtidskunst er – som internationalt kendt fænomen
– relativt ny, da det kinesiske styres modstand og hårde håndhævelse
af ytringsfrihedens begrænsninger indtil for nylig har gjort livet surt
for kinesiske kunstnere. Heldigvis har international anerkendelse og
opmærksomhed på området været med til at løsne op for det kinesiske
styres hårdhændethed, og kinesisk samtidskunst oplever for
tiden et boom på kunstmarkedet.
Værkerne på denne udstilling er hentet fra samlingen Estella Collection,
der består af 250 kinesiske samtidskunstværker, hvorfra Louisiana
har udvalgt 100. Udstillingen er delt op i temaer, og der er flere af
disse, som berører den politiske situation og følgende menneskelige
livsvilkår i Kina. Det er naturligvis ikke hyggespredere – særlig ikke
den afdeling, der er blevet tildelt titlen ”Paranoia”. Derudover er der
også andre temaer, der fx omhandler krop, skrifttegn og landskab.
Disse temaer må givetvis ses som et kurateringsmæssigt forsøg
på at holde styr på og indramme en mængde værker, der får begreber
som national kultur og kulturkanon til – i det store hele – at virke meningsløse.
Det er måske dette problem, som er det mest interessante
ved udstillingen, især fordi det er så åbenlyst problematisk – såfremt
kurateringens ideal er at lave sammenhængende udstillinger, der i
deres sammenstilling af værker virker meningsfyldte. Made in China
er således et eksempel på, hvor svært det er at forene dette ideal med
idéen om at lave en udstilling, hvis samlingspunkt er nationalt, og hvor
dette nationale udgangspunkt drejer sig om intet mindre end verdens
– i indbyggertal – største nation. Helhedsindtrykket af udstillingen var
så heterogent, at det groft sagt mindede om en rodebutik, hvor det
enkelte værk havde svært ved at komme til sin ret, fordi de værker,
som blev sidestillet, ret ofte var ekstremt forskellige både i medie og
æstetisk udtryk. Det virkede alt for tit forstyrrende på det enkelte værk
– til tider skæmmende, fordi ophængningen simpelthen var grim – og
det selvom de fleste værker egentlig var indrammet af at tema, som
de indholdsmæssigt set passede udmærket ind i. At udstillingen fuldt
og helt er funderet på en enkelt samling har nok også en stor del af
skylden i forhold til dette problem, da det jo er ekstremt begrænsende
for udvælgelsen af værker (men sikkert økonomisk fordelagtigt), og
derfor er med til at underbygge fornemmelsen af en arbitrært sammensat
udstilling. Det er tydeligt, at kinesiske samtidskunstnere arbej­