Hvilken - Institut for Kunst- og Kulturvidenskab - Københavns ...

side 2
AFART #19
LIV I FLUXL AND
Peter van
der Meijden
præsenterer sit
ph.d.-projekt
Peter van der Meijden opnåede
i 1993 sin ‘doctorandus’-titel ved
Universiteit van Amsterdam i Holland
og i 1995 mastertitlen ved University
of Essex i England. Efter sin ankomst
til Danmark i slutningen af 2003
har han været aktiv som skribent og
foredragsholder og siden efterårssemesteret
2004 som ekstern lektor
på Københavns Universitet. Den 1.
januar begyndte han på sin ph.d.afhandling:
Life in Fluxland. Fluxus as Art Tribe: the
Centre and Periphery of Utopia.
2. George Maciunas, Manifesto, 1963. Papiret blev smidt ud til publikum
som en del af Benjamin Pattersons ’Paper Piece’, men ingen
af Fluxusfolkene havde set det før, og ingen havde lyst til at skrive
under på manifestet
Hvad er Fluxus? Jeg har selv i årevis påstået, at et Fluxuskunstværk altid består i
trekanten: objekt – tekst – handling. I sig selv er dette korrekt nok: Hvad enten det er
en event (en Fluxus ‘live’ aktivitet) eller et Fluxkit (en Fluxus-multiple), man har under
luppen, er der altid tale om et objekt, som nogen skal gøre noget med. Kunstværket
er ikke objektet eller handlingen eller instruktionen (teksten), men mødepunktet
mellem de tre. Nogle gange ligger eftertrykket på trekantens objekt-hjørne, lad os
kalde det objektpolen, nogle gange på tekstpolen og nogle gange på handlingspolen,
men det er ikke så vigtigt. Hvad det drejer sig om, er, at alle tre poler har deres
indflydelse på værket. Fluxus er ikke Pop Art (objekt), Conceptual Art (tekst) eller
Performance Art (handling), men lidt af alle tre – og det samtidigt. Et Fluxus-kunstværk
gør brug af objekter, fordi der er en tekst, som bestemmer, at der skal foretages
en handling; af tekst, fordi der er et objekt, som der skal foretages en handling med;
og af handling, fordi der er en tekst som bestemmer, at der skal ske noget med et
objekt (billede 1).
En smuk model – en trekant er altid god – men somme tider plages man af tvivl. Er
en trekant for eksempel ikke en alt for klar form for et fænomen, der er så svært at
begribe som Fluxus? Og, måske vigtigere: hvor er lyden blevet af i denne model?
Hvis den overhovedet har en plads, så er det som biprodukt, og det kunne godt
være, at dette ikke er nok, hvis man vil beskrive en form for kunst, som i høj grad
stammer fra musikken (komponisten John Cage var jo én af de helt store inspirationskilder
og komponisten La Monte Young en af de vigtigste drivkræfter i bevægelsens/anti-bevægelsens/non-bevægelsens
tidlige år). Set i dette lys er det måske
mere attraktivt at gå ud fra et felt. Tager man musikken som udgangspunkt, så kan
Fluxuskunstværket tænkes som en udskæring ud af det uendelig store felt af alt, der
er muligt, baseret på komponistens valg. Komponisten bestemmer ikke, men indskrænker
kun valgmulighederne. De udførende træffer valg, men realiserer derved
kun ét af værkets mange ansigter. Det er modtageren, der skal forbinde komponistens
og de udførendes indgreb og derved ‘forstå’ værket.
Men hvorfor gøre tingene så besværlige for sig selv? Har der ikke været Fluxuskunstnere,
som selv har lanceret definitioner? Det har der, men det er nu netop problemet:
der er lige så mange definitioner, som der er/var Fluxuskuntnere, og alle definitioner
medfører deres egne problemer. Dick Higgins, for eksempel, ser ud til at have gjort
det nemt for os ved at udarbejde ikke færre end ni kriterier: Fluxus er international,
eksperimenterende, intermedial, ren, interesseret i at opløse skillevæggen mellem
kunst og liv, implikativ, humoristisk, flygtig og specifik. Bag hvert adjektiv ligger der
selvfølgelig en hel verden af begreber, men det er i hvert fald klart, at Higgins med