Hvilken - Institut for Kunst- og Kulturvidenskab - Københavns ...

side 1
M i m e s i s i e t
antropologisk
p e r s p e k t i v
Søren Kaspersen, lektor ved Kunsthistorie
I bogen Word and Image gør Norman Bryson sig nogle vigtige
tanker om mimesis’ historiske betingethed. En hovedfortælling
i den vestlige kunsthistorie er, at kunsten stræber mod en
optisk sandhed, en ’essentiel kopi’ af virkeligheden. Vi kender
den helt tilbage til Plinius den Ældres beretning om kappestriden
mellem Zeuxis og Parrhasius, men en sådan ’essentiel
kopi’ eksisterer ikke , hvorfor det er ”more accurate to say that
’realism’ lies rather in the effect of recognition of a representation
as corresponding to what a particular society proposes and
assumes as ’Reality’” (p. 8).
I stedet for at forstå virkeligheden som noget transcendent og
uforanderligt givet må man se den som et resultat af den menneskelige
aktivitet, som en ”production which involves a complex
formation of representations and codes of behaviour, psychology,
social manners, dress, physiognomies, gesture and
posture – all those practical norms which govern the stance
of men towards their particular historical environment” (sammesteds).
Denne relativering af realismen forstår Bryson i sammenhæng
med sin overordnede opdeling af billedet i det ’diskursive’ og
det ’figurale’ aspekt. Det diskursive omfatter de træk, som viser
sprogets magt over billedet, mens det ’figurale’ modsat betegner
de træk, som hører til billedet som en visuel erfaring uafhængig
af sproget.
Som et eksempel på det ’diskursives’ overherredømme nævner
han et glasmaleri fra 1200-tallet i domkirken i Canterbury med
en typologisk komposition, forklaret ved latinske indskrifter.
Dels er det både baseret på og afhængig af bibelske tekster,
dels rummer det selv ledsagende tekst. Her overfor sætter han
Masaccios billede af ’Skattens mønt’, der i kunsthistorien jo
ofte står som selve indgangen til ungrenæssancen og dermed
til den nye orientering mod virkelighedsskildring.
Hvilken metode?
AFART #19
Men ifølge Brysons forståelse adskiller Massaccios billede sig
ikke fra glasmaleriet ved at stå i en tættere relation til en ’essential
copy’ end dette, men ved at det er langt mere figuralt end
Canterbury-vinduet. Vi er utilbøjelige til at kalde glasmaleriet
realistisk, fordi det så åbenlyst afslører, hvordan det producerer
betydning, mens Masaccios billede forekommer mere virkelighedstro,
fordi det giver os flere visuelle informationer, end vi
behøver for at forstå historien, informationer som går ud over
det semantisk relevante. Bryson bygger her på Roland Barthes’
bestemmelse af realisme i litteraturen som afhængende af ”a
supposed exteriority of the signified to the signifier.”
Men den vanskelige manøvre med på en gang at fastholde
det relative i ’realismen’ og på den anden side prøve at forklare
hvorfor nogle billeder virker mere ’realistiske’ end andre,
falder ikke uproblematisk ud. Således forekommer det svært
at bestemme – ikke mindst ud fra ’realismens’ sammenhæng
med den virkelighedsforståelse, et samfund sætter – i hvilken
forstand, der skulle være tale om et overskud af information
i f.eks. ’Skattens mønt’. Ser man billedet som første led i en
proces, der – med Leon Battista Albertis forståelse af historia
som omdrejningspunkt – fører frem til f.eks. Nicolas Poussins
skildring af ’Mannasamlingen’ i 1639, må man nemlig spørge,
om de begyndende persondifferentieringer i ’Skattens mønt’
kan betragtes som overskydende og semantisk irrelevante, når
Poussin i sit berømte brev til sin mæcen understreger, hvorledes
hans billede netop handler om at aflæse følelser, lidenskaber
og holdninger hos personerne i forgrunden; personer og
handlinger, der ikke er specificeret i den grundlæggende tekst
for billedet.
“Det, man umiddelbart kan iagttage, er,
at der sker nogle væsentlige skift i den
vestlige kunsts repræsentations­ eller
anskuelsesformer gennem tiden.
Som Bryson demonstrerer med al tydelighed i det følgende
kapitel i bogen – ’The legible body: LeBrun’ – handler historiemaleriets
tiltagende artikulering af kroppen i rummet ikke
om figuralt overskud, der er semantisk irrelevant, men netop
om læselighed, om det diskursive. Og til den læselighed Poussin
fordrer af sin betragter i forhold til kroppens udtryksformer,
føjer Det franske Akademi under LeBrun i sin lange session om
’Mannasamlingen’ en nøje undersøgelse af forholdet mellem
den gammeltestamentlige tekst og billedets måde at fortælle
historien på. Dog anslår Bryson, at før LeBrun har lavet sin
leksikalisering over kroppens betydninger, har man ikke haft
nøglen til at forstå disse, ”and in the absence of source there
develops an effect of the real, as with the Masaccio earlier
discussed” (p. 55).
Det kan ikke siges at være en tilfredsstillende hypotese, hvorimod
Brysons overordnede forsøg på at få historiemaleriet på
plads inden for sin model ved at betone en subtil gensidighed
mellem det diskursive og det virkelighedstro – i stedet for en