DANSK TEOLOGISK TIDSSKRIFT 3/2000 - Anis

Døtre, skøger og mødre i Jahves hænder 175
med frygt af den befolkning, der ved, at kun et stort folk kan modstå
stormagternes konstante forsøg på at besidde Israel. Folkets storhed
er de eksileredes eneste håb om at kunne gøre sig gældende og kunne
vende tilbage. Dette perspektiv må inddrages, hvis man i dag skal forstå,
hvorfor en kvindes frugtbarhed var så afgørende i den israelitiskjødiske
kultur, og hvorfor en kvindes barnløshed kunne gøre datidens
kvinde til skamme. Som gold ville hun jo ikke kunne medvirke til sit
folks overlevelse.
Den glemsomme moder (jf. Es 50,1 og Es 54,4) er samtidig tynget
af sin tidligere skam og vanære. Skammen er knyttet til hendes ungdom,
mens vanæren er forbundet med hendes enkestand. I Zions ungdom
blev hun lovet skam, fordi hun elskede visse ege, som jeg
udlagde til at være fremmede stormagter (Es 1,29-31). Enkestandens
vanære kan ligeledes finde sin forklaring i Jesajabogens begyndelse,
hvor Zions døtre blev lovet enkestand og total ydmygelse på grund af
deres hovmod og pyntesyge (Es 3,16 – 4,1). Vanæren skyldtes, at
Zion havde glemt sit tilhørsforhold til Jahve og i stedet forholdt sig
aktivt ved at henvende sig til fremmede stormagter i håb om beskyttelse.
Med henvisningen til Zions tidligere skam og vanære står Jesajabogens
læser bedre rustet til at forstå, hvor stor den barmhjertighed
er, som Jahve nu påtænker at vise Zion. Barmhjertigheden manifesterer
sig gennem løskøbelsen som et ægteskab baseret på evig troskab.
At troskaben skal vare ved, understreges i Es 54,9 med en sammenlignende
reference til syndflodsberetningen (Gen 6-9,17), hvor Jahve
sætter regnbuen på himmelen som symbol på den evige pagt mellem
sig selv og jordens befolkning – en pagt, der rummer forvisningen
om, at Jahve aldrig mere vil forsøge at udslette livet på jorden. I syndflodsberetningen
blev Jahve vred og truede med at udrydde menneskene,
og Jesajabogen (Es 54,9) udsiger på grund af henvisningen til
syndfloden, at faren for totaludryddelse i dette tilfælde af Israels folk
var yderst overhængende. Versene må have forlenet tilhørerne med et
lettelsens suk. Jahves barmhjertighed redder Israel og dermed de
mandlige tilhørere. At Jahve lod Noa overleve, skyldtes Noas retfærdighed
(Gen 6,8-9). Men at den glemsomme moder tilgives, skyldes
ingen kompenserende handling fra hendes side.
Es 54,10 er en billedlig karakteristik af barmhjertighedens omfang.
Bjerge og høje er kendt som noget af det mest solide i verden, og alligevel
vil Jahves kommende barmhjertighed være kendetegnet ved en
soliditet, der transcenderer det menneskeligt kendte. Soliditeten
beskrives således: »For bjergene kan rokkes og højene vakle, men
min troskab mod dig rokkes ikke, og min fredspagt med dig vakler
ikke, siger Herren, der viser dig barnhjertighed« (Es 54,10). Dermed
afsluttes fortælleforløbet om den glemsomme moder med en forvis-