DANSK TEOLOGISK TIDSSKRIFT 3/2000 - Anis

Ensidighedens tænker 201
Rent bortset fra at skabelsestanken nu med ét bliver vanskelig at
fastholde, kommer Møllers nihilistiske identificering af død og
meningsløshed også til at kaste et sært lys over evangeliet. Døden
overtager hos Møller den dømmende funktion, som loven i klassisk
reformatorisk tænkning har. Hvor evangeliet ifølge retfærdiggørelseslæren
fritager syndens menneske fra at bære den dom, det rettelig
er skyldig, og befrier den, der tror, til at leve i kald og stand på Guds
nåde, anticiperende gudsrigets komme i et levende håb, er evangeliet
hos Møller først og fremmest et ord om udfrielse af det dødsmærkede
liv til evigt liv. Døden kaster så mørk en skygge over menneskelivet,
at evangeliet står i alvorlig fare for kun at vedrøre livet efter livet.
Først her begynder festen, fristes man til at sige, for Møller tænker jo
ad samme baner som den ekstreme nihilisme, men drager blot en
anden konsekvens, den religiøse. I bogen fra 1903 kommer religionen
dermed til at stå som en garant for mening. 10 Blot ikke til det dennesidige
menneskeliv. Her er den nemlig gået tabt. Følgelig understreges
kristentroen først og fremmest som et håb om evigt liv, et håb, der
sprænger meningsløshedens bånd. Menneskelivet får derfor blot propædeutisk
mening som en skole, en prøve, hvor vi gennem fordybelsen
i trangen skal opdrages til det evige liv. 11 Nogen værdi i sig selv,
nogen mening for sig, synes ikke at tilkomme det skabte liv. Det er
immervæk overraskende, når man betænker hans beundring for
Grundtvig, og til en vis grad selvmodsigende i forhold til andre dele
af hans forfatterskab. Men samtidig en radikal konsekvens af ensidighedens
egen skæve logik.
Er det kongruent med kristendommen at opfatte den som en garant
for mening? Næppe, hvis det betyder, at menneskets inderste længsler
og religiøse trang ubetinget skal imødekommes, hvis der skal kunne
tales om mening. En sådan opfattelse har den religionskritik, som
Ludwig Feuerbach (1804-72) fremsatte i 1841, og som senere den
dialektiske teologi tilegnede sig i 1920erne, nu engang gjort særdeles
vanskelig. Set i den sammenhæng er Møller – ligesom liberalteologien
– sårbar for kritik. Men allerede Paulus’ tale om korsets dårskab
tjener jo som en advarsel mod tilbøjeligheden til at skabe Gud i sit
eget billede. I korset giver den almægtige Gud sig til kende i kærlighedens
afmagt. Magt og afmagt, sejr og nederlag, dom og frifindelse
finder sammen i korset på en for mennesketanken ubegribelig måde.
Korset har en blivende religionskritisk brod. Et spørgsmål i det føl-
10. »Al denne Hæslighed og Meningsløshed hidrører ganske ligefrem fra dette,
at man banlyser det hinsidige, at man mener i det hele at kunne undvære
Religionen.« 1903 s. 80
11. Jf. 1903 s. 33, 72, 96, 170, 176.