DANSK TEOLOGISK TIDSSKRIFT 3/2000 - Anis

v. Treitschke, og af faderen til begrebet
»antisemitisme«, Wilh. Marr. Man
samlede sig om mere eller mindre tågede
forestillinger om en germansk race,
hvis blod og sjæl skulle bevares i
sin renhed, og særligt fatalt blev det,
da politiske partier bevidst og systematisk
begyndte at anvende antisemitismen
i programmerne. Især den
evangeliske præst Adolph Stöckers
kristeligt-sociale arbejderparti og alle
andre konservative partier oplevede,
takket være antisemitiske propagandaer,
voldsomme tilstrømninger i
1890'erne, og de krævede bl.a. ophævelse
af jødernes borgerlige rettigheder
og fjernelse af jøder fra statsembeder.
De blev hjulpet godt på vej af kejser
Wilhelm d. 2.’s »kristeligt« begrundede
jødehad, ligesom forfatteren
også opregner en lang række intellektuelle,
som bl.a. fremførte krav om en
særlig germansk kristendom.
De følgende kapitler (kap. 13 til 25)
drejer sig om Hitler og nazismens udvikling
og historie, hvor nederlaget i
1. verdenskrig, Versaillefreden og
Weimarrepublikkens liberalisme blev
udgangspunktet for den heftige antisemitisme,
idet alle Tysklands og
Østrigs ulykker hævdedes at være forårsaget
af »den internationale jødedom«.
Forbavsende hurtigt fik nazisterne
flertal i alle vigtige organisationer,
ved valgene fik de de højeste
stemmetal nogensinde i rigets historie.
Forfatteren hævder, at nøglen til disse
valgsejre var nazisternes evne til at
forbinde antisemitiske myter med de
konkrete sociale misforhold, og han
viser, hvorledes nazisterne efter Hitlers
magtovertagelse i 1933 bevidst og
planmæssigt arbejdede hen mod den
totale udryddelse af jøderne.
Det er en vigtig tese hos forfatteren,
at kirkens stærkt antijødiske holdning
Litteratur 235
var en af de allervigtigste faktorer i
hele antisemitismens udvikling, og
han underbygger dette ved gang på
gang at citere og bringe uddrag af både
katolske og protestantiske kirkelederes
taler og skrifter, dette gælder også
teologer, som senere skulle komme
i modsætning til nazisterne (bl.a. Otto
Dibelius og Martin Niemöller s. 382,
398, 405, 407, 305-306, 406, 512). Videre
behandles indgående både den
evangeliske kirkes tavshed overfor
myrderierne af jøder og pave Pius d.
11.’s fastholden ved konkordatet med
Hitler samt den kontroversielle pave
Pius d. 12.’s mange skæbnesvangre
handlinger og undladelser. Til sidst
gennemgår forfatteren nazisternes
gennemførelse af jødernes udryddelse,
»totalløsningen« og påviser, hvorledes
dette ikke havde kunne ladet sig gøre
uden tusinders medhjælp eller passive
holdning (læger, jernbanearbejdere,
politi, militær, storindustrien, videnskabsfolk,
-og kirkelige ledere).
Forfatteren forfalder ikke til tesen
om det tyske folks kollektive skyld,
men han argumenterer stærkt for, at
protestantiske og katolske gejstlige var
langt mere antisemitisk indstillet end
gejstlige i andre lande. Hitler opfandt
ikke antisemitismen, men han og fællerne
forstod effektivt at knytte denne
– oprundet af den tysk-østrigske racistisk
prægede kultur – sammen med
modstanden mod Weimarrepublikken
og de udbredte sociale misforhold. I
denne proces kan de kristne kirkers
traditionelle antijødedom ikke overvurderes.
Martin Schwarz Lausten