DANSK TEOLOGISK TIDSSKRIFT 3/2000 - Anis

Døtre, skøger og mødre i Jahves hænder 167
som et alvorligt forvarsel om, at en del af befolkningen vil modtage
Jahves straf for dens opsøgende aktivitet. De, der står uden samme
skyld, har fortsat en mulighed for at ændre adfærd. Det formildende
ved billedet er, at skøgen Zion stadig er forbundet til Zions datter, og
dermed bliver den passive datteridentitet og rollen som »det andet«
Jahves udstrakte hånd, som de knapt så skyldige tilhørere kan vælge.
Zions døtre (Es 3,16-4,6)
Zions datter optræder i flertal som Zions døtre i Es 3,16-24. Disse
døtre er hovmodige, kolde, opmærksomhedssøgende og pyntesyge,
og derfor vil Jahve straffe dem. Som straf skal Zions døtre blive
skaldede, 8 og de skal fratages deres pyntegenstande. Et stort antal
smykker opremses. Det virker dels som en bevisførelse for pyntesygen,
dels som hentydning til døtrenes forhold til fremmede sæder.
Sol- og månetegn vækker associationer i retning af astrologien, der
blev betragtet som en form for afgudsdyrkelse. 9 I opremsningen
nævnes ligeledes amuletter, hvis normale funktion er at beskytte.
Hermed anklages Zions døtre for at henvende sig til menneskeskabte
genstande for at opnå beskyttelse i stedet for at fæste lid til Jahve.
Balsamduft skal hos disse kvinder afløses af stank (Es 3,24), som normalt
er kendt for at opstå, når en forrådnelse finder sted. Det kan fra
profetens side være en bevidst valgt vending, der sammen med skaldethedens
sandsynlige konnotation til goldhed som Guds straf skal
udtrykke den død, der følger i kølvandet på døtrenes aktive adfærd. 10
For at forstå domsafsigelsen over de pyntesyge kvinder må forudsigelsen
i Es 4,1-6 af syv kvinders bøn inddrages. Syv kvinder skal
bønfalde samme mand om at gifte sig med dem, for at de kan lægge
vanæren bag sig. Den bønfaldelse resulterer i, at den kim til frugtbarhed,
som Jahve har plantet i landet, skal bryde frem til »stolthed og
pryd« for de overlevende i Israel. Det er interessant, at døtrenes
ydmygelse skal resultere i det samme, som de blev ydmyget for, nemlig
stolthed og pryd omend i en ny betydning. Det er landets frugtbar-
8. I Am 8,10 associeres skaldethed ligeledes med Guds straf. Det er nærliggende
at se forbindelsen mellem skaldethed og goldhed, eftersom manglende
vækst er fællesnævner.
9. N. R. Whybray: The Second Isaiah, Old Testament Series, Sheffield Academic
Press, Sheffield 1995, s. 55; se ligeledes Deut 17,3ff; 2 Kong 23,5-11;
Jer 8,2; Ez 8,16.
10. I Es 3,25-26 følger et intermezzo, hvor en kvinde tiltales i singularis, hvilket
forekommer mig at være en tilføjelse. Anvendelsen af singularis, når den omkransende
tekst bruger pluralis, og paralleller mellem hendes nedværdigende
placering på jorden i Es 3,26 og Deuterojesajas glædesbudskab om, at Zions
datter skal rejse sig fra jorden og støvet, får mig til at overveje, om Deuterojesaja
kan have anbragt disse to vers hos Protojesaja for at have et billede at
vise tilbage til i Es 51,21 – 52,3.