DANSK TEOLOGISK TIDSSKRIFT 3/2000 - Anis

222 Helge Kjær Nielsen
navnlig kunne synes at problematisere SA's tolkning, i virkeligheden
sigter til tiden før dåben. Med udtrykket »jeres dødelige legeme« (v.
12) sigter Paulus da også if. SA til situationen før dåben. Endvidere
gør SA gældende, at det er nødvendigt at være opmærksom på den
betydningsbredde, som imperativen har. Der er langt fra altid tale om
et egentlig påbud, 21 idet imperativen kan anvendes f.eks. som en indholdsbestemmelse,
som en bøn, som en opmuntring og som en indbydelse,
og i så fald foreligger der ikke nogen spænding i forhold til
frelsestilsagnet i det foregående. 22
SA's argumenter er dog ret anfægtelige. Sondringen mellem en indadvendt
og en udadvendt imperativ og hævdelsen af, at en indadvendt
imperativ er uforenelig med Paulus' opfattelse, modsiges af en række
nytestamentlige tekster, af hvilke her skal nævnes Rom 8,12-13;
13,12-14; Gal 5,16-17; Kol 3,5; Fil 2,12 og 3,12-13. 23 Det andet af de
ovenfor anførte argumenter, at imperativerne i 6,12-13a skulle sigte
til tiden før dåben, synes heller ikke at have megen bærekraft. Det er
ikke meningsfuldt at forestille sig Paulus formulere formaninger med
henblik på en tid, som ikke mere er, og tilmed ud fra en forudsætning,
som if. SA ikke længere gælder for den døbte, nemlig at synden
udgør en trussel? Hvad endelig det sidste argument angår, så er det
naturligvis rigtigt, at en imperativ ikke kun forekommer, hvor der
skal udtrykkes et påbud, men det er på den anden side meget vanskeligt
at se, hvordan imperativerne i 6,12-13a skal give mening, hvis de
ikke har imperativisk betydning. En gengivelse af den pågældende
passage svarende til SA's forståelse kunne lyde: »Altså hersker synden
ikke længere i kraft af jeres dødelige legeme, så I adlyder dets
lyster. I stiller heller ikke længere jeres lemmer til rådighed for synden
som redskaber for uretfærdighed.« Men havde det været det, Paulus
ville give udtryk for, så havde han næppe formuleret sig, som han
har. Det er ikke til at forlige de forekommende imperativer med en
sådan forståelse.
Trods det, at afhandlingen altså med rette kan betegnes som »forsinket«,
og trods det forhold, at SA nok i virkeligheden har svækket
sit anliggende lidt ved en uholdbar radikalisering af et par af hovedte-
21. Det er i virkeligheden if. SA slet ikke det mest karakteristiske, at en imperativ
skal udtrykke et påbud.
22. SA har tidligere gjort rede for sin forståelse af imperativen i 6,12 i artiklen,
»Rom 6,12 og det paulinske imperativ«, DTT 43, 1980, s. 36-47.
23. Gerd Theissen fandt heller ikke spændingen mellem indikativ og imperativ
ophævet ved SA's argumentation, og han foreslog at tolke den i lyset af V.
Turners riteteori, if. hvilken riten bevirker en virtuel realitet, som mennesket
træder ind i. Den nye realitet må de nu lade virke transformerende – også
med henblik på sig selv – i det daglige liv, som de trods ritens virkning endnu
ikke har forladt.