DANSK TEOLOGISK TIDSSKRIFT 3/2000 - Anis

206 Eskil Dickmeiss
der sig den vanskelige, men uopgivelige fordring for arbejdet med
forsoningslæren at respektere billedrigdommen i den bibelske fremstilling
af korset. Fremfor at vælge eksklusivt mellem metaforklaserne
må de forsøges indarbejdet i forsoningslæren som komplementære
udtryk for samme gådefulde betydning af korset.
Gudsbilledets entydighed
Der hviler unægtelig en stædig ejendommelighed over Møllers genløsningstanker.
Prisen for at holde Gud helt fri af menneskets død og
tegne gudsbilledet rent og entydigt bliver en tung dualistisk kosmologi.
Hans tanker om syndens og dødens lov rummer ellers potentialer
til en mere kompleks tale om Gud og menneskets død. Det ligger
nemlig lige for også at fremhæve lovens egen iboende lovmæssighed.
Dødsloven, det forhold at synd altid følges af død, er så indlysende
som nogen kausallov, hævder Møller. Men hvis kausalloven skal
opfattes som den lov, hvorpå skabelsen hviler, selve Guds skabelseslov,
så må dødsloven også tolkes i relation til Gud. Synden og det
ondes magt er begrænset ved sin egen lovmæssighed. Den urokkelige
lovmæssighed, som synden og døden ifølge Møller er forbundet med,
betyder, at det, der er af det onde, ikke har magt til at bestå, men må
gå under. Der er i skaberværket indbygget en grænse for djævelens
magt i kraft af den ubrydelige sammenhæng, Gud har sat mellem
synd og død. Set i forhold til denne tankegang kunne syndens og
dødens lov ikke alene opfattes som djævelens værktøj, men tillige
som Guds bolværk imod det onde, som Guds nej til synden.
Møller omtaler ganske vist dødsloven som en ’modifikation’ af den
guddommelige skaberlov. Men han er tøvende i forhold til de konklusioner,
som kunne drages deraf. I sin gennemgang af Paulus’ opfattelse
af syndens og dødens lov berører han kun flygtigt dette
perspektiv ved at skrive: »Gud kan ikke hæve denne Lov uden at
negte sig selv« (1884 s. 42). Men det bliver ved denne antydning. En
reel sammentænkning mellem på den ene side dødsloven, der dybest
set skylder sin virkeevne Guds skabelseslov, og på den anden side
Guds vrede finder ikke sted, skønt den ellers synes oplagt og ville
give hans forståelse af Guds vrede mere indhold. Hos Møller er Guds
vrede alene noget eskatologisk. Guds vrede retter sig som et evigt had
mod djævelen og alt det onde, og den er uforsonlig. I nådens tid holder
Gud sin vrede tilbage indtil dommedag, for at mennesket kan
søge tilflugt og frelse hos Kristus. Guds vrede hører hos Møller tidernes
ende til. Og den har egentlig ikke noget med mennesket at gøre.
Hvilket i yderste konsekvens må indebære, at synden ikke har med
gudsforholdet at gøre. Synden og døden står i fare for alene at fremstå