DANSK TEOLOGISK TIDSSKRIFT 3/2000 - Anis

208 Eskil Dickmeiss
Synden får hos Møller ikke lov til at være synd, fastholdt som menneskets
selvmodsigende opstand mod Gud. Synden får ikke lov til at stå
som skyld, selvpådraget skyld, kun skæbne. Og døden får hverken
lov til at være syndens grænse eller skabningens gudgivne grænse, et
vilkår for alt liv, også menneskets.
I anden omgang kommer Møller derved – for det rene gudsbilledes
skyld – til at annullere det skænkede liv. Den kristne skabelsestro, der
med bekendelsen til Gud som himlens og jordens skaber traditionelt
vil fastholde livets skabte godhed, må hos Møller vige for indskærpelsen
af den faldne skabning i djævelens og dødens vold. Hans ensidighed
forhindrer den skabte natur i at tilbyde nogen opbyggelighed.
Men ensidigheden får også en anden, alarmerende konsekvens. Sammenhængen
mellem skabelsestro og frelsestro gennemhulles. Han
insisterer så kraftigt på dødens overvindelse og det evige liv som frelsens
centrum, at det næppe synes at være det konkrete menneskeliv –
hvis livstrang, angst og nød, Møller ellers er så optaget af – der er
genstand for frelse. For han drager den radikale slutning, at denne
verdens liv i grunden var indifferent for Jesus:
»Men det er dette, Herren betragter som øjemedet med hans Sendelse
til Jorden, at han skal give dem, der trænge til det, evigt Liv. Der er saa
uendelig mange Opgaver, som Menneskene udgive for det, der skal
løses; deraf er de optagne, til de forskellige Tider af forskellige Opgaver.
Herren er kun optaget at af løse en eneste Opgave, og det er den,
som alle andre viselig lade ligge.« 16
Frelserens ærinde var dødens afskaffelse og tilbudet om evigt liv.
Alle andre opgaver falder uden for hans resortie. Møller nævner fattigdom,
sygdom, uvidenhed, ulighed, uretfærdige og umenneskelige
livsvilkår. Det »synes at være ham [frelseren] omtrent ganske ligegyldigt«
(1903 s. 108). Denne passus kan måske til nød forstås som en
indgroet skepsis hos Møller mod at spænde kristendom og kirke for
nogen som helst politisk vogn. Det kan dog ikke skjule, at hans ensidighed
her atter har tvunget ham ud i helt ekstreme påstande. Og vi
tvinges til at spørge: hvoraf udspringer da ellers trangen til evigt liv,
hvis ikke netop fra det liv, som vi får skænket og som døden bestandig
truer med at tage fra os? Hvordan sikre sammenhængen mellem
1. og 2. trosartikel uden samtidig at fastholde, at det er det på én gang
velsignede og dødsmærkede liv (Gen. 1-3), der genløses ved Jesus
Kristus? I 1903 er Møller tæt på at lade sin kristendomsforståelse løbe
16. 1903 s. 107, jf. også s. 37