DANSK TEOLOGISK TIDSSKRIFT 3/2000 - Anis

218 Helge Kjær Nielsen
Hvad angår dåbens betydning, viser det analyserede afsnit i Rom.
if. SA, at den for Paulus har to sider. Der er for det første dens betydning
i forbindelse med dåbshandlingen, og dernæst dens betydning
for det efterfølgende nye liv. Paulus beskæftiger sig tydeligt mindre
med den første (bruddet med den gamle eksistens) end med den sidste
(livet i den nye eksistens). Dåben har altså for Paulus navnlig en betonet
eskatologisk betydning, idet den døbte er sat i forbindelse med
den magt, der opvakte Kristus fra de døde, og det skal være bestemmende
for det liv, der leves efter dåben.
Hvad endelig det kristologiske indhold angår, konkluderer SA, at
der ikke kun i dåbsforståelsen, men også i kristologien har kunnet
konstateres en bevægelse i tekstafsnittet 6,1-14 – for kristologiens
vedkommende fra en forløserkristologi hen imod en forløberkristologi,
der kommer til at dominere den senere sammenhæng.
I forlængelse af denne kortfattede redegørelse for afhandlingens
hovedsynspunkter 11 bør det nævnes, at der er tale om en velkomponeret
undersøgelse affattet i et klart og lettilgængeligt sprog. Det er også
tydeligt, at den er skrevet af en kyndig og selvstændigt tænkende Paulusforsker,
der er fortrolig med de paulinske skrifter og med den for
afhandlingen relevante sekundærlitteraur. 12 Der er en klar sammen-
11. Den første officielle opponent, professor Gerd Theissen, sammenfattede
hele afhandlingens grundsynspunkter i tre sammenhængende teser, en religionshistorisk,
en traditionshistorisk og en eksegetisk.
(1) Den religionshistoriske tese: I Rom 6 findes for første gang i urkristendommen
forestillingen om dåben som en død med Kristus. Denne forestilling
skyldes ikke påvirkning fra mysteriereligionerne, men er resultatet af en
udvikling inden for urkristendommen.
(2) Den traditionshistoriske tese: Paulus citerer en urkristen tradition, som
allerede tolkede dåben som en dåb til Kristi død. Denne forestilling viderefører
Paulus, så han også ser en forbindelse mellem dåben og Kristi opstandelse.
Heri ligger hverken en kritik af eller indførelsen af et eskatologisk
forbehold over for en entusiasme, som siger: »Opstandelsen er allerede sket i
dåben.«
(3) Den eksegetiske tese: Paulus kritiserer som nævnt ikke en entusiastisk
opfattelse, men fremmer en sådan ved sin antagelse af en ubetinget frelsesvished
hos den døbte. Frelsens vished er så stærk, at imperativen relativeres
til at være udtryk for frelsens indhold. Dog kan der tales om en udadvendt
imperativ.
De tre punkter formulerede Gerd Theissen som 1) kritik af den mysteriereligiøse
tolkning, 2) kritik af den antientusiastiske tolkning, og 3) tesen om den
ubetingede frelsesvished i Rom 6.
12. Det er naturligvis aldrig vanskeligt at nævne litteratur, der kunne - og måske
burde - være inddraget, men ikke er det. I dette tilfælde kunne en sådan efterlysning
eksempelvis gælde E.P. Sanders indflydelsesrige bog, Paul and Palestinian
Judaism, London 1977, og – vedrørende mysteriereligionernes
mulige indflydelse på Paulus' skrifter – W. Burkert, Ancient Mystery Cults,
Cambridge (Mass.), London 1987 = Antike Mysterien, München 1990, og D.
Zeller, »Mysterien/Mysterienreligionen«, TRE 23, 1994, s. 504-526.