DANSK TEOLOGISK TIDSSKRIFT 3/2000 - Anis

Frihed, ejendom og anerkendelse 185
‘frihed til’ og ‘frihed fra’. 10 Tænker vi os nu en person, som absolut
intet ejer, hverken gods eller guld, sine klæder eller sin egen krop,
kan en sådan person siges at have frihed til eller frihed fra noget som
helst? Begrebet ‘frihed’ synes at forudsætte, at man har rådighed over
– ejer – noget, som man derfor kan give afkald på eller gøre et eller
andet med. En person, der intet ejer, har ingen frihed, er ikke fri. Man
kan med Joel Feinberg skelne mellem »autonomy« og »optionality«.
11 En slaveholder behandler sin slave meget »liberalt« og tillader
ham at gøre alt bortset fra at skade andre og forlade plantagen. Der er
i dette tilfælde, skriver Feinberg, »predominance of heteronomy (government
by others) conjoined with high optionality (de facto freedom)«.
Men ville kunne sige, at Luthers appel til herrerne handler om
at give bønderne »high optionality« eller de facto frihed, men uden at
han bestrider hegemoniet eller altså lader bønderne få deres autonomi.
Bønderne på deres side argumenterer i artiklen også for, at herrerne
skal give dem de facto frihed, »high optionality« f.eks. til at jage
og fiske og samle brænde. Men livegenskabet eller hegemoniet forkaster
de og forlanger autonomi. Luther og med ham en meget stor del
af den vesterlandske tradition regner derimod med en dualisme mellem
det legemlige og det åndelige, mellem sjæl og legeme. Gør man
det, kan man hævde, at selv om man intet ejer, ikke engang sin egen
krop, kan man åndeligt, i sin sjæl, i sine tanker, have frihed både til
og fra. Så kan slaven være fri i sine lænker eller en kristen besidde sin
frihed i livegenskab. Dette sjæl-legeme-problem og dets forskellige
løsninger eller forsøg på løsninger af det, vender jeg tilbage til nedenfor.
Her nøjes jeg foreløbigt med at konstatere, at bønderne eller Lotzer
øjensynligt ikke accepterer en dualisme mellem sjæl og legeme,
krop og ånd. For dem er man ufri i begge de nævnte betydninger, hvis
man ikke ejer sit egen krop. Og for dem forkynder evangeliet derfor
ikke bare sjælens frelse og frihed, men også kroppens. Men deres
krav om ophævelse af livegenskabet var også et ideologisk eller moralsk
krav skrev jeg ovenfor. Hvori består det moralske? Her må jeg
nu omad Hegel og den moderne Hegel-diskussion.
I årene 1933 til 39 holdt Alexandre Kojève sine berømte forelæsninger
i Paris over Hegels Phänomenologie des Geistes. I dem
pegede han på betydningen af begrebet ‘anerkendelse’ (recognition) i
Hegels filosofi, særligt i det berømte afsnit i Fænomenologien om
forholdet mellem herre og slave. Herren må for at være herre være
anerkendt som en sådan, men han kan kun hente anerkendelse fra en
10. Se f.eks. Justus Hartnack, Politik og filosofi, København: Gyldendal, 1966, s.
23ff.
11. I artiklen »Freedom and Liberty« i Routledge Encyclopedia of Philosophy,
London & New York, Vol. 3, 1998, s. 754.