DANSK TEOLOGISK TIDSSKRIFT 3/2000 - Anis

200 Eskil Dickmeiss
holde, at også dødens virkelighed falder ind under den ene, almægtige
Guds herredømme, om end døden dermed må ses som Guds vredesdom
(straf) over synden. En sådan tankegang er helt uantagelig for
Møller.
I stedet insisterer han – tvunget af erfaringen – på at lade døden stå
som det ubetinget onde. Havde døden virkelig magt som agt, ville
enhver mening i livet viskes bort med den, fordi menneskelivet er
ladet med en dyb trang til evigt liv.
»Men det er den hæsligste Meningsløshed, at Mennesket skulde have
en medfødt og uudslukkelig Trang til noget, der er en Umulighed. Det
vilde være det samme, som hvis en Fisk havde en uslukkelig Trang til
at aande i Luften, en Fugl havde en uslukkelig Trang til at leve under
Vandet, et Træ til at vende Roden opad. Der er dog ellers Mening i Tilværelsen;
men i Mennesket skulde Meningsløsheden komme frem.
Mennesket er afgjort den øverststillede Skabning paa Jorden, og saa
skulde dette høje Trin være naaet for den Pris, at det blev Offer for det
meningsløse!« 9
Det er en mærkelig tankegang, Møller her slår ind på, trodsig, næsten
desperat i tonen. Det er givet, at han ikke opfatter ræsonnementet som
et tvingende logisk bevis. Alligevel får hans tale om meningsløsheden
bevislignende karakter som et argumentum ad absurdum, som en
tvingende eksistentiel nødvendighed. Den bærende impuls bag tankegangen
er hans ensidighed. Konfronteret med erkendelsen af dødens
definitivitet sættes mennesket i en modsigelse mellem det, vi kan se –
livets ende i døden – og det, vi føler dybt inden i os – livstrangen.
Den modsigelse løses alene i Kristus, ellers ikke.
Møllers opfattelse af menneskets tilværelse mellem liv og død ligger
taget for sig her på linie med nihilismens. Døden er det store
meningsløse. Den nihilistiske konsekvens er i sin mest ekstreme
udgave, at livet er en fest. ’Spis, drik og vær glad – for i morgen skal
vi dø’ (jf. Es 22,13. 1 Kor 15,32). Den konsekvens drager Møller
ikke, men i princippet kunne han godt have gjort det, for døden afgiver
absolut ingen mening hos ham. Heller ikke den at tilføre dagen og
menneskets tid fortættethed, nærvær og alvor. Og at tilføre hver glædesstund
en dimension af taknemmelighed over vores skabthed og
blotte væren til. Eller at markere en grænse mellem Skaberen og det
skabte. Døden får hos Møller alene lov at indgyde mennesket gru og
rædsel med en sådan kraft, at den berøver det skabte liv for mening.
9. 1903 s. 25, jf. også s. 79f