læs bogen her - Den Frie

ler andet i en form af tema eller indskydelse, til andre.
Det er forskelligt, om man ønsker det møde som kunstner,
men der er altid en overførelse af viden, som der er en
komplekshed i – fordi man ikke rammer personen, som skal
møde ens værk lige der, hvor man selv tror, at man rammer.
Det tolkningsled er selvfølgelig noget, vi som arbejder med
udstillinger, arbejder meget med, fordi vi gerne vil have, at
der sker noget der.
Pernelle Maegaard (PM): To ting i forhold til når jeg arbejder
med billedkunst: Den ene er mit eget normalitetsbegreb
eller min egen placering i samfundet. Nogle mennesker kan
sige: ”Hvor er det skønt, at du kan gå og lave, hvad du vil,
hele dagen, men hvor er det synd, at du ikke tjener nogle
penge, du kunne også vælge at blive noget andet”. Hvor jeg
ikke synes, at jeg har haft et andet valg, og min erfaring
lærer mig efterhånden, hvordan jeg kan kommunikere. Det
jeg arbejder med, er at få jer til at forstå. Så der er den
personlige ting, men så er der også en anden ting, som er, at
man er ikke psykisk syg, og derfor er i stand til at planlægge
og leve med sine ting, så andre mennesker kan komme til
at bruge dem.
NGH: Jeg tænker på de forskellige lag, der er i den kunstneriske
produktion. Jeg startede ud med at sige, at jeg er
virkelig rationel i min produktion, og sådan starter det også,
men der er flere lag – man fortaber sig også. Der er et andet
lag, angående hvilken viden der er. Selv, så vil jeg meget
gerne have en fysikalitet i tingene, for viden er jo ikke kun
sproglig, den er også i kroppen, i billeder, i lugte, ja alt det
sanselige og det vil jeg gerne have fat i – at den viden også
udfolder sig. Jeg plejer at sige til mine elever, jeg arbejder
med værkstedsundervisning, at de bedste processer er der,
hvor man glemmer sig selv, hvor man bliver fuldstændig opslugt
af det, man sidder med i hænderne, for der opstår der
nye ting og overraskelser. Der er lag af viden i det, som så
bliver redigeret undervejs, og som kommer til revidering,
når nogle andre skal se på det. Det er på ingen måde vigtigt
i processen, for der er den eneste betragter mig selv. Og den
122
proces vi har været igennem som gruppe i denne udstilling,
det er nu 3-4 år siden, at vi startede med at tale om det her
emne, hvad vi kunne tillade os at sige, om vi skulle berøre
psykiatrien eller ej, og så har hver enkelt fundet sit projekt
– vi har læst tekster, diskuteret og blevet enige om at være
rasende uenige om det meste. Derfra har vi så arbejdet hver
for sig. Men vi har også skullet skrive projektbeskrivelse,
lavet pr arbejde og alle de rationelle lag ind over. Der er
grader af ekstrem bevidsthed af kommunikation, og så er
der grader af given slip og se, hvad der opstår i det, man
sidder med.
LTL: Jeg synes nu nok, at jeg altid har en forestilling om en
usynlig betragter med hele vejen. Og jeg er tilfreds med
noget, når jeg kan mærke i min egen mave, at det ligger rigtigt
– der tror jeg på, at det er noget almenmenneskeligt. Så
har jeg nået et punkt, hvor jeg ikke kan komme videre udover,
og der er nu en klang i værket, som jeg gerne vil tale
ud. Det er ikke sådan, at modtageren ligger helt fremme,
men den er der ude i periferien, den er med.
LMR: Jeg sidder og tænker på ordet viden, som er blevet sat
i cirkulation, og hvad det er for en type viden, som kunsten
frembringer. Jeg kan ikke lade være med at have en filosofisk
tanke om, at der må skelnes mellem viden og sandhed,
og jeg kunne have lyst til at sige, at kunsten bevæger sig
inden for sandhedens register, som måske er noget andet
end viden – og det griber tilbage til det, som du, Bent, sagde
noget om, at videnskabsmanden kan akkumulere fakta og
forestille sig at nå frem til, hvad han ville kalde sandheden
ved at hobe sine fakta op, men at sandheden, for så vidt
at vi accepterer distinktionen mellem sandhed og viden,
måske snarere kan have noget at gøre med at lade nogle
ting pible frem fra, hvad jeg vil kalde primærprocesser, den
mere kaotiske måde at føle og sanse verden på. Og fordi vi
nu er født på dette tidspunkt og i denne kultur, så har vi ordnet
verden på den og den måde, men det er skemaer, som
kan rystes. Lige som med Bodil Brems’ Guldalderbilleder på
udstillingen, som laver nogle sjove, ulogiske perspektiver og