læs bogen her - Den Frie

Det er interessant at se, hvordan husene har udviklet sig i
over de 100 år og frem til i dag. Der var en strømning blandt
kunstnergrupper, der omhandlede en frigørelse – herhjemme
var det frigørelsen fra censureringen på Charlottenborg.
På Sessionen i Wien har man gjort op med gruppeudstillinger
og inviterer kun kunstnere til soloudstillinger, og en af
de vigtigste faktorer er netop, at kunstnerne er inviteret
af kunstnere. Det vil vi rigtig gerne holde fast her i huset,
det skal være Kunstnernes Hus og kunstnernes kunstnere,
der udstiller. Det er en rigtig vigtig ting, men ser I det som,
at det udelukkende kan ske indenfor sammenslutningerne?
Er det sammenslutningens berettigelse at invitere på den
måde, eller kan de leve videre på andre måder?
HH: Det kan være en del af det, men ikke det eneste. Der er
jo en masse kunstnere, der selv inviterer kunstnere udefra,
uafhængigt af en sammenslutning.
LW: Der er dog noget fint ved det vedvarende. Det er et
kæmpe arbejde at søge penge og organisere udstillinger, og
sammenslutningerne har den fordel, at de måske har en kapital
at gøre godt med, så kunstnerne kan koncentrere sig
om det væsentlige, nemlig at arbejde med kunsten frem for
at bruge tid på ansøgninger til fonde og udstillingssteder.
NH: Nu du taler om det vedvarende, kunne jeg godt tænke
mig at vise jer denne bog Künstlergruppen af Christoph Wilhelmi.
Han henvendte sig til mig, fordi han var ved at skrive
bogen, og var interesseret i nordiske kunstnerfællesskaber.
Og i den er alle danske kunstnersammenslutninger omtalt.
Men han var kun interesseret i de første år og nævnte kun
de kunstnere, som var med til at stifte sammenslutningerne,
ikke de nuværende kunstnere. Det forklarede han med, at
han kun var interesseret i kunstnergrupper, der var dannet
for en kort periode, hvorimod de danske kunstnersammenslutninger
har meget lange forløb.
MNR: Er det ikke, fordi den udvikling som vi ser i Danmark
lige nu, er ekstremt forsinket? I Wien skete der et opgør
med sammenslutningerne i midt 80’erne og i slutningen af
80’erne i England. Har vi herhjemme ikke blot haft et ukritisk
system i længere tid?
NH: Nej, sådan vil jeg ikke se på det. Jeg synes, at man
kan sige, at vi har skabt noget, som har en styrke og er
vedholdende, og er til gavn for kunstnerne i stor stil - også
kunstnerisk. Jeg ser det ikke som noget negativt, eller at vi
er bagud i dansen. Men snarere positivt, og at vi kunne gøre
noget, som netop mange kunstnere i andre lande gerne ville
have kunnet gøre.
HH: Jeg har siddet i Charlottenborg og i Trapholts bestyrelse,
og der har jeg set, hvor meget regeringen taler om besøgstal
mm. Og kom der ingen på sammenslutningernes udstillinger,
ja, så var det dødt – men tværtimod kommer der
helt utrolig mange folk og ser udstillingen, hvor jeg modsat
oplever, at ingen kommer på mange af de udstillinger, der
ellers er på f.eks Charlottenborg.
JB: Det, som sammenslutningerne har, er en fast kundekreds,
som er det bedste for en kunstner. Man lever jo af at
sælge sine ting.
HH: Ja, men det er også en årlig begivenhed at følge en
kunstner. At besøgstallet bliver pålagt udstillingsstederne,
er ikke vores problem.
JB: Men nu hvor sammenslutningen er blevet smidt ud af
Charlottenborg, så er det ikke bare sammenslutningen, som
mister muligheden for fast at vise deres ting, men også et
publikum der mister en oplevelse, de har været vant til – de
er blevet frataget en oplevelse. Yderligere har man også
frataget en generation en indtægtsmulighed.
Søren Ankarfeldt (SA): Samtidig må vi se i øjnene, at sammenslutninger
generelt har været under kritik i de sidste
10-15 år, derfor er emnet også rejst. Jeg tror, at de to bygninger
vi er knyttet til, er meget vigtige for os, og at det er
75