læs bogen her - Den Frie

KUNSTNERSAMMENSLUTNIN-
GER: FÆLLESSKAB, PROFIL
OG FREMTID
Laila Westergard (LW): Nu vi alle er fra sammenslutninger,
og formodentlig er vi fortalere for dem, vil jeg gerne invitere
til at reflektere over, hvad det er, der er gået galt? Hvorfor
står sammenslutningerne så svagt, som de står nu? Jeg
husker, da jeg nyuddannet kom til København, hurtigt kom
til at synes, at sammenslutningernes udstillinger kom til at
virke forudsigelige med for mange gentagelser fra år til år,
at den ene lignede den anden. Men lige pludselig kommer
man så med i en, man er i en sammenhæng, som er utrolig
rar at være i, hvor man udvikler sig sammen og arbejder
med kunsten på en anden måde. Det var virkelig en fornøjelse
at arbejde med kunsten udover i sin egen praksis med
måden, man bygger en udstilling op på i helheder. Det har
jeg lært rigtig meget af. Sammenslutningerne er også et af
de eneste steder, hvor man mødes på tværs af generationer,
hvor det handler om kunst og kvalitet og ikke kun indenfor
den gruppe, du via uddannelse og interessefællesskab
er kommet til at tilhøre. Men jeg kunne godt tænke mig at
vende tilbage til det med, at man som udenforstående kan
have svært ved at se udviklingen i udstillingerne. Der sniger
sig en stilstand ind - skyldes det, at vi udstiller for tit? Skal
der være plads til, at man selv har år ind i mellem, hvor
det ikke rigtig rykker, og man ikke burde udstille? Kunst må
aldrig gå i stå, den må holde sig levende og forholde sig til
sin egen tid og tiden i et større perspektiv. Hvordan sikrer vi
den kvalitet på vores udstillinger?
Jane Balsgaard (JB): Det du siger med, hvad er det, vi har
gjort galt? Det kan du virkelig vende om og se, at der er et
publikum, der synes, at det er spændende at gense kunstnerne
og se, hvordan de forandrer sig fra år til år. Jeg er
også selv som kunstner meget interesseret i at se, hvordan
kollegaerne udvikler sig.
74
LW: Ja, det er jeg også. Men jeg forsøger at holde fast i den
kritik, som jeg havde før i tiden, og som man møder hos
mange. Er det fordi, man selv bliver fedtet ind i det og får
indflydelse? Hvad nu hvis det var hvert andet år man udstillede,
hvad nu hvis man ikke havde denne sikkerhed, at man
bare kan møde op?
Nanna Hertoft (NH): Jeg synes, det er interessant med de
danske kunstnersammenslutninger, som der har været mange
af, at de ikke er ens. Det er meget interessant at se, hvor
forskellig Koloristerne er fra Grønningen, eller Corner er fra
Den Gyldne. På en eller anden måde får kunstnergrupperne
indrettet sig over lang tid
JB: De sammenslutninger, der har haft mest succes, er også
de mest markante, dem der har forstået at skabe en profil
– Koloristerne handler om farverne, og Corner er figurative.
Så der skal man som medlem i en sammenslutning blive enige
om, hvad man står for. Derudover synes jeg også, at man
skal luge ud. En af de store svagheder er, at man er medlem
for livstid.
Hjördis Haack (HH): Det som har været så specielt med
sammenslutninger, er f.eks. taget ud fra Den Gyldne, hvor
jeg oplevede, at vi inviterede nordiske kunstnere, og at det
ikke var en kunsthistoriker, der kom ind og dikterede. Jeg
synes, vi gav meget plads til vores gæster, og de fik lov til
at fylde rigtig meget. Jeg oplevede, at de blev virkelig beærede
over, at det var kunstnere, der inviterede og ikke
kunsthistorikere eller kuratorer. Og det er unikt for sammenslutningerne,
at det er kunstnernes blik, og at det er
kunstnere imellem, der fremhæver hinanden.
Malene Natascha Ratcliffe (MNR): Ja, det er virkelig interessant.
Det er ikke kun sammenslutningernes historie, men
også husets her og forskellige huse i Skandinavien og Europas
historie. I samme periode som Den Frie Udstillingsbygning
bygges, har vi også Sessionen i Wien, Kunstnernes Hus i Oslo,
Kunstnernes Hus i Stockholm og Taide Halli i Finland mfl.