læs bogen her - Den Frie

THOMAS POULSEN optræder under kunstnernavnet FOS. Han arbejder med et begreb, han kalder Social Design. Han mener,
at måden, vi indretter os på i verden, faktisk former måden, vi agerer på. Man kan betragte hans kunstværker, der ofte
tager form af fantastiske knopskydende fortællinger, som en slags modeller over måder at tænke og være på. På denne
udstilling viste FOS en samling nye videoværker samt et lydkunstværk.
SOPHIA KALKAU arbejder i et stramt og enkelt formsprog, ofte med udgangspunkt i geometriske grundformer. Hendes skulpturer
er ofte hvide eller sart pudderfarvede og med en overflade, som får dem til at virke næsten bløde. Skulpturerne suppleres
af Kalkaus iscenesatte fotografiske værker, som ligeledes fremstår enkle og stramme, men dog med flere betydningslag.
KAFFEBORDS DELTAGERE:
CRISTIAN BORCH lektor ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på Copenhagen Business School
MAI MISFELDT koordinator for Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat, samt forfatter og redaktør på udstillingens
katalog
HENRIK PEDERSEN NOE arrangementspraktikant i Den Frie Udstillingsbygning
BJØRN NØRGAARD billedkunstner og medlem af Den Frie Udstillingsbygnings Advisory Board
THOMAS POULSEN/FOS udstillende billedkunstner og modtager af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat
MALENE NATASCHA RATCLIFFE udviklingsleder i Den Frie Udstillingsbygning
MARIE THAMS arrangementskoordinator i Den Frie Udstillingsbygning
IMITATION OG/ELLER
INNOVATION? SAMT ET
SPØRGSMÅL OM AUTORITET
Christian Borch (CB): Da jeg læste oplægget til Kaffebordet,
fik det mig til at tænke på en ret sjov artikel, jeg læste
for noget tid siden, som handler om, hvordan man kan
sætte viden på spil. Den lægger op til en forskningsetik,
som jeg tænker også kan være et format for et kunstnerisk
program. Artiklen er et konkret studie af en primatolog, der
i det her tilfælde interesserer sig for får. Denne fåreforsker
er interesseret i at gennembryde traditionelle forestillinger
om, hvad et får er, og hvad fåresocialitet er. Der findes en
række eksisterende teorier om får, som f.eks hævder, at
fåreflokken er styret af den største han, at fårene parrer
sig på bestemte tidspunkter af året, at der er kamp om maden
osv. Forskeren spørger nu, om man ikke kan sætte den
viden på spil? Kan man ikke lave et eksperiment, som giver
148
fårene en mulighed for at være mere interessante, end de
fremtræder i den tidligere teoridannelse? Det, som det helt
konkrete eksperiment handler om, er, at hun har 22 får og
sætter 23 madskåle op til dem. Så der er altså overskud af
mad, og hun ser så på, hvilken form for adfærd, det genererer
blandt fårene. Eksperimentet handler specifikt om at
problematisere tesen om, at de kæmper om mad, og hvad
der sker, ved at give dem mere mad, end de behøver. Hvilken
form for socialitet udvikler der sig? Artiklen melder ikke
noget om, hvordan det ender med fårene, men det interessante
er etikken, der ligger i projektet: Kan man gøre
sine studieobjekter mere interessante, eller kan man give
dem nogle redskaber til at være mere interessante, end vi
antager, de er? Overført til vores konkrete kontekst i dag
er spørgsmålet, i hvilken udstrækning værkerne prøver at
følge denne form for etik eller program. Prøver de at give
beskueren redskaber for at være mere interessant eller at
fremstå anderledes, end man ellers forestillede sig?