læs bogen her - Den Frie

spørge, om det også er noget I billedkunstnere snakker om?
Snakker I om nogle af tavlerne som kunst og nogle af dem
som kitsch? Også for at komme ind på kunstens forhold til
fornuften eller i dette tilfælde kunstens forhold til pædagogikken.
Netop fordi jeg tænker, at en del af disse tavler er
bestilt arbejde, hvor noget bestemt skal videregives.
JM: Udstillingen er lavet som en totalinstallation, som en
hel organisme. I tavlerne kan man se, hvordan der er gået
kunst i anskuelsesplancher. Det er impressionisme og forskellige
andre ting, som er spøgelser i de her billeder. Her
kan man måske påpege noget som værende kitsch forskelligt
fra andre tavler. Men vi ser det ikke som en afgørende
forskel, om det er kitsch eller ej, fordi det i sidste ende er
en klassisk stilistisk diskussion.
VH: Jeg spørger, fordi jeg har hørt det flere gange i denne
sammenhæng, og jeg spørger mig selv om, hvor kunsten er i
et sådant spørgsmål. Jeg tænker ikke kitsch og kunst – men
nærmere kunst og pædagogik.
JM: Det er en meget interessant opsætning, idet der sikkert
findes flere forskellige definitioner på ”kitsch”. En definition
kunne være, når kunst går hen og bliver pædagogisk, eller
bliver brugt i pædagogiske sammenhænge, så begynder et
eller andet element, der smager af kitsch, at sætte ind.
VH: Den tavle du her kalder kitsch, ser jeg ikke som sådan
som ”kitsch” eller smuk, men som et forsøg på at afbillede
en del af den virkelighed, der omgiver os, når vi snitter i
den. Hvorimod de bibelske motiver er anderledes.
Olof Olsson (OO): Fra hvilken periode stammer tavlerne?
Nina Christensen (NC): Fra sidst i 1800-tallet og frem.
OO: Når man ser denne her slags plancher, så er kvaliteten
meget høj, og det tror jeg, at der er flere grunde til. For
det første har vi kunstnere, der har fået en helt bestemt
12
opgave. For det andet, vender tavlerne sig hovedsageligt
imod unge, der skal uddannes. Der tør man mere. At være
tydelig i forhold til andre voksne, kan godt være lidt pinligt.
Når det gælder de religiøse tavler, så tror jeg, at de er lavet
på et tidspunkt, hvor samfundet ikke længere troede på
det. Derfor bliver vi ikke overbeviste. Vi fascineres af den
besværlige retorik og de videnskabelige tabeller, og tager
dem for gode varer. Men vi stoler ikke på de religiøse, da
det er for sent. Derimod troede man i middelalderen hellere
på de religiøse billeder end på de økonomiske billeder fra
1940, som her er repræsenteret.
VH: Du siger noget meget væsentligt her. Alle udstillingsbilleder
henvender sig til børn og unge, som ikke havde de
muligheder, som børn har i dag, hvor de drukner i billeder.
Dengang havde de ikke andre billeder. Du siger religiøs, det
var jo bibelhistorie de hørte, om de troede på dem, er noget
andet.
Lars Qvortup (LQ): Det er rigtigt, at det tidspunkt vi her
taler om, begyndelsen af 1900-tallet, der er det stadigvæk
et forkyndelsesstadie. Det var en opgave at forkynde kristendommen.
Du optegner en distinktion, og indfører et
kvalitetskriterium; at det, som kunstnerne tror på, bliver
bedst. Du siger, at de ikke troede på de religiøse tavler,
og de bliver derfor ikke overbevisende. Men kvaliteten ligger
derimod i den opskårede frø og høne og i blomsternes
seksualliv osv. Og den kvalitet, man lægger i det, er fantastisk
fascinerende. At det her skal være kvalitet, gør det til
fascinationsobjekter: De er smukke, fordi viljen til at lave
noget, der har kvalitet, lagde og lægger man vægt på. Skolebørnene
skulle omgive sig med ting af høj kvalitet, fordi
det danner dem.
Men tilbage til udstillingens udgangspunkt. Nu har I fortalt,
hvordan den empiriske historie gik for sig, men i virkeligheden
er der en anden historie, der ligger bagved: Nemlig jer
der står bag ved det hele, som er en slags aktører i et installationsprojekt.
Intet havde været så kedsommeligt, som
hvis vi havde taget de 1400 tavler og en pædagogisk histori-