læs bogen her - Den Frie

kunstrummet, så har jeg jo, set i bakspejlet, i virkeligheden
bare lavet et billede. I virkeligheden har jeg bare lavet
et moderne landskabsmaleri. Men i stedet for at gå ud og
male indvandrerne i systuen, har jeg flyttet dem ind. Og den
interaktion der er imellem den besøgende eller de forskellige
territorier, ser man bare et billede af i live ready-made
form.
Her i udstillingen er jeg interesseret i at se, hvad der sker,
hvis der er krydsende interesser. I syfabrikken kunne man
ikke købe noget, det var blot et tableau for virkeligheden.
Men hvad hvis man flytter nogen ind, som man kan bruge som
objekt til at reflektere over den industrielle kompleksitet i
fremstillingen af biler eller bilen som kulturel kompleksitet,
samtidig med at de har en interesse med i spillet. Så aktøren
er ikke passiv, men spiller med. Det var den kommentar,
jeg gerne ville drage til nogle af mine tidligere ting.
Begge værker er kommet til ved, at jeg har kigget på stederne.
Her, fordi jeg har boet tæt ved og er cyklet forbi
den her bygning i mange år, tænkte jeg helt spontant: Hvis
der ikke skulle ligge en udstillingsbygning på hjørnet af Oslo
Plads, hvad skulle der så ligge? Jeg overvejede, om Peugeot
ville være med og åbne en midlertidig filial her, men så
kunne jeg bedre lide tanken om at have flere mærker, og
så ville jeg også have det suspekte, der er i brugte biler
med. Det bliver dejligt eksplicit og konkret, idet at det er
en brugtvognsforhandler.
Ålborg var meget længe undervejs. Jeg har været i Ålborg
i over et halvt år og kigget meget specifikt på, hvad indvandrere
laver der. Og det var først, da DGI åbnede nogle
lokaler lige ved siden af kunsthallen, at tiøren den faldt, og
jeg fandt ud af, at jeg kunne tage thai massageklinikken og
flytte den ind i kunsthallen. Ja, og en ekstra ting ved det er,
at massøren får nu så mange kunder, at hun ikke ved, hvad
hun skal gøre ved det.
MHB: Jeg tror, at der er en tendens til, at man tilskriver en
del af dine projekter en eller anden form for politisk-kritisk
brod, hvor man samler en vifte med våbenproduktion,
tekstilindustri osv. og man forstår det som områder, der er
138
omgæret af noget problematisk. Hvilket jeg også så i thai
body massagen. Jeg smider det bare på bordet, som en tendens
i receptionen af dine projekter, om at du specifikt går
ind og kommenterer en samfundsvirksomhed med en lyssky
aura. I det kan det nemt være, at thai body massøren får
en masse nye kunder, for nu er hun jo ”hvidvasket” i kraft
af kunsten.
JH: Ja, der bliver en kulturel barriere brudt ned. Det hænger
sammen med, at hvis der står thai body massage på facaden,
så forbinder folk det øjeblikkeligt med prostitution,
det gør man i København såvel som i Ålborg. Og idet hun
er inde på kunsthallen, kan hun vise, at det ikke har noget
med det at gøre, men at det faktisk er en form for healende
massage.
PA: I den forbindelse er brugtvognsforhandleren af en lidt
anden kategori. Det er måske mere usynligt, hvem den behandler.
Nu er vi ude i kernefamilien Danmark.
JS: Det er måske også derfor, at du, Jens, har haft behov for
at spille det politiske kort i forhold til pressemeddelelsen og
det at diskutere kunsthallerne?
JH: Man bliver hurtigt hængt op på kun at lave en type
værker, men jeg har lavet masser af ting. Og der er et skel
i, hvad folk ved om mine ting, jeg har ikke lavet mange
projekter om indvandrere på det sidste. Nu er det kun et
ud af fire værker, der behandler det. Ellers har jeg lavet en
masse om konstruktioner af nationalstater og konstruktioner
af institutioner og økonomi mm. Men det er rigtig nok,
at ALD Carmarket udstillingen ikke har noget åbenlyst, man
kan sige, at jeg kommenterer på.
Det har også været tanken, at man kunne lave et markedsøkonomisk
sublimt moment. Der er et moment i værket,
som jeg holder meget af, nemlig det at man betaler 45 kr.
for at blive konfronteret med, at man kan give 258.000 kr.
for en brugt Citroen stationcar.