læs bogen her - Den Frie

CT: Men der er nogle af kunstnerne, der behandler det ved
at sige, at folk gerne må kopiere mit værk, men de skal
også yde en indsats for det. De skal ikke blot have lov til at
kopiere det, det er for let.
En anden ting er, idet beskueren inviteres ind til at deltage,
spørgsmålet om, hvor autentisk værket er, eller bliver?
JM: Jeg kan ikke lade være med at synes, at det et romantisk
tilbageslag, at det skal igennem dit eget håndled for,
at det bliver autentisk. Replikatoren skal ligge organisk i
dig som en metrisk organisme i verden. Hvorfor ikke bare
gå ind, lægge det og trykke på knappen, hvis det er det
praktiske, det handler om. Det handler ikke så meget om
copyright for mig, men det er også svært at komme ind i en
relevant diskussion om det. I værste tilfælde lander det til
at pege ud på en form for falsk demokratidiskussion. Hvor
man lægger enormt meget i at gøre folk til aktører, hvor
det er meget vigtigt, at de udfolder deres fulde frihed i det
her. Det er jo meget problematisk at skulle frit interagere i
noget, der alligevel er så afgrænset. I forhold til copyright
og interaktivitet og deltagelse, er jeg mere interesseret i en
tilbagetrækningsbevægelse, noget der snyder publikum, og
det tomrum der opstår, når publikum opdager, at de er blevet
snydt. De troede, at de participerede, og de genopdager
noget i det slip. Det peger i nye retninger end det andet,
venstrefløjen har også hjemsøgt det med copyleft – og det
er en ekstrem destruktiv ting i forhold til revolutionsvirksomhed.
KJS: I den her udstilling er det primært kopier af kopier, og
folk har enten bevidst eller ubevidst fundet frem til de enkelte
originaler. Det er interessant, hvad det er, der gør, at
man synes, at den er bedre eller mere original, og om man
kan se forskellen mellem originalen og et hav af kopier.
SA: Hvis man skulle lave noget provokerende, så skulle man
samle alle reproduktionerne af et værk, og udstille dem
sammen. Det er det, en kontemporær kunstner gør; reproducerer
sig selv. Derved beskyttes retten til at være den,
28
der gør det, så man selv kan styre produktionen og prisen af
det. Det ligger ikke i objektet, men i en kulturel situation.
JM: Kunstneren i dag står igen med sine assistenter som før
i tiden. Rollen som autor er først blevet hypet i modernismen,
og jeg ser det som en tilbagevenden til tingenes oprindelse.
Det er interessant i forhold til denne udstilling med
at beskueren kopierer, for hvor ligger replikatormomentet
henne? I studiet – et eller andet sted imellem billedkunst,
arkitektur og miljø, et overlappende felt, hvor det er meget
frugtbart at være. Men det er jo stadig en romantisk kunstnerfigur.
Så har det overhovedet nogen betydning, hvem der
laver kunsten?
PHH: I en globaliseret verden er det sådan, man agerer som
globalkunstner. Om du så kalder det studiet eller ej, er det
et spørgsmål om, hvilken rolle du ekspliciterer, instrumentaliserer.
KJS: Men man har jo ikke en chance for at få oplyst, hvor
mange procent, der er lavet af kunstneren. Det er der ingen
krav om - man kan ikke vide, hvem der har lavet værket.
Man har heller ikke nogen klausul på, at man er den eneste
ejer af et værk, ja i hvert fald ikke uden at betale på den
ene eller anden måde.
SA: Det ligger heller ikke i objektet, når man snakker reproduktion
og cirkulation. Objektet er under forsvinden, det
skal blot kunne fortælles. Værket skal kunne omsættes til
narrativ eller fotografisk reproduktion. Det er dokumentationen
og fortællingen om værket, der er gældende. Det er
en anden form for logik, der gør sig gældende i kraft af de
teknologier, vi har nu.
CT: Så hvis jeg i mit studie formår at lave en eksakt kopi
af et kunstværk, så burde jeg få den samme pris for det?
Værket har jo den samme fortælling, ja måske har jeg tillagt
det noget mere.