læs bogen her - Den Frie

om. Men jeg er glad for, at jeg i dag har lært det, og nu er
en del af en organisation, som har en lang historie, og at
den dag jeg skulle komme til at lave et godt billede, kan
jeg udstille det. At jeg ikke først skal ud og finde nogen, og
overbevise dem om, at det er et godt billede, men at der er
nogle kollegaer, som godt kan lide at være i dialog med mig
og kan lide mine ting, også selvom det kan blive bedre.
MNR: Jeg tænkte på, om vi kunne diskutere fællesskaber,
for det er noget, vi har diskuteret meget her i bygningen.
Fællesskaber og fællesskabsformer har ændret sig, fællesskaber
for 40 år siden var et sted, hvor man delte sin identitet.
Fællesskaber i dag - for den yngre generation - er
ikke et sted, hvor man nødvendigvis er særlig loyal. Det er
nærmere et sted, man hopper ind og ud af, og der kunne
jeg godt tænke mig at høre, hvordan I ser fællesskabsformer
har udviklet sig. Hvad skal andelstanken, som det hele
stammer fra, hvad er dets nye potentiale? Hvad ser I som
fremtidens fællesskabsformer?
LR: En af de ting vi er fælles om i Corner er, at vi er forpligtede
til at deltage i pasningen af udstillingen. Dermed
også at deltage i formidlingen af udstillingen, der er altid
en kunstner til stede på udstillingen, og vi laver selv rundvisninger.
Det er den ene ting, den anden ting vi forsøger i
år, er at skærpe, at vi er en flok figurative kunstnere, og at
vi er forskellige. Vores udgangspunkt har været landskabet,
og her til sommer tager vi ud at sejle. Vi låner en båd på
Johannes Larsens Museet, og Jens Bohr er skipper. Så sejler
vi rundt i Roskilde fjord og Holbæk fjord, som er de landskaber,
hvor de oprindelige Cornerfolk kom fra. Så vi prøver at
indføre en deltagelse. Vi skal tegne, male osv., og har så en
aftale om at udstille på Hans Larsen Museet med de ting, vi
får lavet i løbet af de 14 dage.
LW: Det er også en måde at genåbne et fællesskab, der var
der fra starten. For der har måske sneget sig en hulhed ind
med tiden, og det er måske den, der skal fyldes ud igen. Det
lyder som et fint initiativ.
78
MNR: Den Frie Udstilling har lavet et spørgeskema til alle
medlemmerne, hvor de spørger til, hvad det er, der gør, at
de gerne vil blive ved med at være medlemmer. Og noget af
det, som de søger, er at have fællesskab og at være i dialog
med hinanden. Det er ikke kun det at udstille sammen en
eller to gange om året, men det er en søgen om at få en
vidensudveksling fagfæller imellem.
SA: Jo, men det er forbundet. Du kan ikke skille det ene fra
det andet, fordi det netop stammer fra den gamle tradition,
hvor man mødtes og udstillede sammen.
HH: Det er ofte, når man sætter værkerne op, at man kommer
i dialog med kunstnerne, det er her, man diskuterer
værker og sammenhængen. Jeg tror også, at mange kunstnere
sidder selv i deres eget atelier, og i opsætningen har
man en anden dialog.
JB: Angående fællesskaber så søger jeg sammen med de
mennesker, der interesserer mig som kunstnere og mennesker.
I Transit diskuterer vi meget på forhånd, vi mødes og
snakker om hinandens værker. Og i Vrå er vi på højskolen 3
dage om året, hvor vi er sammen og udveksler historier, som
det er tradition.
Marie Thams (MT): At arbejde kollektivt åbner mange
spørgsmål for mig: Hvorfor er man sammen? Hvad er det for
en identitet, man skaber sammen frem for alene, altså i forhold
til at udstille alene? Hvad gør jeg forskelligt fra de andre?
Hvad er forskelligt ved at gøre det i en gruppe, og hvad
for en oplevelse vil jeg gerne give? Så det er ikke kun en mulighed
for at profilere sig selv som individuel kunstner, for
man skaber en fælles kunstnerisk praksis. Det, som jeg ser i
sammenslutningerne, er en langsommere proces kunstnerne
imellem, man værdsætter og værner om den kunstneriske
praksis – den kunstneriske produktion som noget der sker
kunstnere imellem, men også hvordan individuelle kapsler
mødes til en større sum. Umiddelbart ville jeg sige, at det
der skulle drive mig ind i et fællesskab ville være de idealer,