læs bogen her - Den Frie

liver givet til dem, som arbejder med skulptur. Til inddelingerne
i de tre rum, vil jeg være lidt fræk at generalisere
lidt – så kan vi åbne op derefter. Hvis vi starter i de første
to rum med Sophia Kalkaus værker, så ser vi en form for
klassisk skulptur, hvor jeg mener, at der er et værk, hvor
der er en meget klar adskillelse mellem værk og betragter.
Går vi videre til Martin Erik Andersens værker, der på en
måde også kan argumenteres for at være en mere klassisk
skulptur, er der nogle helt andre ting på spil. Der er ligesom
i Sophias værker også en hel masse lag. Men kroppen er til
stede på en anden måde, som en slags efterladenskab af
Martins væren. Der er så en mulighed for at gå ind og interagere
med den atmosfære, han har skabt, ved at sætte
sig eller lægge sig i skindet. Hvorimod når man går ind i
Fos’ rum, er skulpturen forsat i gang med at blive skulptur.
Skulpturen er nærmere en tilstedeværende proces, der på
en levende måde forholder sig til publikummet som krop.
Det er en fælles agenda, og jeg synes, at udstillingen formår
at vise skulpturens forskellighed.
Mai Misfeldt (MM): Ja, som en ren materiel ting. Der er
noget materiale i nogle af rummene, og i Fos’ rum er der
meget visuelt materiale, men ikke meget fysisk. Så der er
også den bevægelse.
FOS: Ja, det er jo forfærdeligt, hvor lidt der skal til, før et
objekt rører ved rummet og sætter rummet i spil og ikke
bare er placeret i rummet. Det er meget interessant i forhold
til Sophia Kalkau og Martin Erik Andersen, som begge to
arbejder med et klassisk skulpturbegreb, men Martin rører
ved stedet og sætter stedet i spil. Det, synes jeg, er meget
slående ved de to bidrag.
Bjørn Nørgaard (BN): Det, der i sidste ende gør, at ét billedkunstnerisk
udtryk fanger én i forhold til et andet, er dybest
set, at vi her står overfor et fænomen, der rummer nogle
kvaliteter, der klart og tydeligt ikke er sproglige. Men hvorkunstneren
har formået at nå igennem en erkendelsesform,
der er entydig fysisk og rummelig, og som udtrykker noget
150
om den verden og det liv, vi er en del af, hvilket vi ikke
møder andre steder. Grundlæggende er det interessant, når
det lykkedes billedkunstnere. Den måde, som vi i vesten har
udviklet vores opfattelse af billedkunsten på, er en del af en
meget lang sekulariseringsproces, som vi har været igennem
forskelligt fra andre kulturer, i forhold til det religiøse rum,
vi kalder traditionen. Det korte og lange er det som Johann
Joachim Winckelmann gør med sin klassiske proportionslære
i 1700tallet; nemlig at frisætte den billedkunstneriske
tænkning fra enhver social og repræsentativ forpligtigelse
ved at sige, at formen har en værdi i sig selv, som en særlig
form at erkende verden på. Det har vi så prøvet på at
slippe af med siden, hvilket er tydeligt i den her udstillings
tre udtryksformer, hvor forskellige de end er. Her er nogle
mennesker, der igennem det at forholde sig til denne lange
modernistiske tradition, er i stand til at udtrykke noget om
de betingelser, vi har som individer i den her verden. Det,
der så også har interesseret mig er, at de på en eller anden
måde alle tre er svære at indfange i en af tidens konkrete
måder at definere billedkunst på.
MNR: Christian, under din talk stillede du FOS et rigtig godt
spørgsmål, nemlig, hvilke sanser, det er, han har i tankerne,
når han laver sine værker. Det virker som et relevant spørgsmål
også i forhold til det, du siger Bjørn. Kan vi tage fat på
udgangspunktet for det spørgsmål?
CB: Jeg er interesseret i sanser og i, hvordan vores socialitet
i en eller anden udstrækning er modelleret igennem
sanserne. Man kender det igennem flere områder, såsom
sensory marketing, og hvordan man f.eks designer lyden af
bildøre, når de smækker; flyselskaber, der udvikler særlige
brandspecifikke lugte osv. Der arbejdes ekstremt meget på
økonomisk at modellere folk gennem sanserne. Det er der
også en lang politisk tradition, hvor man f.eks udsondrer
forskellige sociale klasser efter deres påståede lugte. Den
tyske sociolog Georg Simmel skrev i et klassisk essay om sansernes
sociologi, at negerne, som han kalder dem, aldrig vil
blive fuldt integreret i USA på grund af deres lugt. Men også