læs bogen her - Den Frie

linger, som igen er en helt anden måde at være kollektiver
på, og nu den metode som I har, hvor I tænker det som et
værk. Det tror jeg, har været et studie i, hvordan man laver
pagten, som kan være meget forskellig. Altså, hvor langt er
man villig til at kaste sig ind i processen? For individet der
deltager, er det et spørgsmål om, hvor grænsen går, men for
et publikum, der ser en udstilling, er det en anden optik,
man har. Man kan måske godt fornemme sammenhængen,
men det er svært at formidle, at alle værker er lavet af
hele gruppen i fællesskab. Der er også noget af den mere
journalistiske kritik af udstillingen, som har haft svært ved
at fange det, at udstillingen også handler om fællesskabsprocessen
i sig selv - men måske skal man ikke fange det.
TØ: Der er en grundlæggende problematik her. Vi har det
rigtig vanskeligt med det at være lige uden at være ens.
Det er meget vanskeligt med grupperinger, hvordan er man
ligestillede, hvordan indgår man på lige fod uden at være
ens? Det er noget man altid arbejder med i sådanne grupper,
og der er forskellige formater, som kan hjælpe. Hvis man
f.eks arbejder med hybridformer som i 60’erne, hvor man
havde happenings, der tit var sammensat af events, hvor
hver lavede sit nummer, og man havde en fælles form de
kunne være i.
HH: Der er forskellen måske her, at vi ikke er konceptkunstnere.
For hvis man var konceptkunstner, ville man starte
med at sætte sig ned og tale om, hvordan man laver kunst,
og så ville man finde på nogle formentlig ret klart definerede
koncepter, man ville arbejde med. Vi arbejder med koncepter,
men vi arbejder med ekstremt billedligt allesammen
og det vil sige, at betydninger opstår i det billedlige, som tit
er uldent, og det er det, som er betydningen, og det ligger i
billedet. Hvad er det så, der sker, når man er otte, der skal
sige noget sammen? Jeg tror, at det både bliver dummere
og klogere. Man er nødt til at ramme laveste fællesnævner,
fordi man skal blive enige om noget, men samtidigt bliver
det også mindre banalt end det, man ville have lavet alene.
For så ville man have gået ud af en sti, men fordi man er
otte, spreder det sig ud, og jeg tror, det er det, der gør
udstillingen værd at tale om. Man er hele tiden i tvivl om,
hvad der er på færde; det er ikke klare koncepter, der kommer
til udtryk.
KJS: I pagten, eller hvad vi kalder det, har I også haft sortmalede
ansigter netop for ikke at nivellere, og når vi er
kommet ud i Jeres værksted, har I alle sammen stået med
hvide kitler. Der har man virkelig fået en fornemmelse af
symbiose eller enhed.
SH: Det sorte kom hurtigt ind, fordi vi skulle lave et oplæg
allerede i efteråret. Det var med til at definere os, og har
siden givet mening.
LA: Har I oplevet, at der har været nogle rent håndværksmæssige
eller fagmæssige ting, som nogle kunne, og at andre
havde adgang til at sætte noget i gang, som man ellers
ikke havde adgang til?
VM: Ja, helt klart. Fornemmelsen har været, vi var en stor
maskine, der kørte. Forskellige personer kunne nogle forskellige
ting.
Silja Heilmann (SiH): Jeg vil gerne knytte en tanke til det,
men det kommer til at lyde som om, at jeg sammenligner
mennesker med bakterier i kraft af min baggrund. Men jeg
synes, at det er sjovt at se, når celler opnår noget ved at
være sammen, så er det ofte, fordi de specialiserer sig. Vi
mennesker er en stor klump af celler, der har det samme arvemateriale,
men de fordeler sig - nogle bliver til hudceller,
andre til leverceller, hjerneceller osv., og det er kun ganske
få celler, der får lov til at propagere sig. Det hele handler
om, at de får noget ud af det, og at de kan propagere noget,
hvilket er DNA. Men jeg ville spørge, om I synes, at det er
lykkedes at smelte sammen som forskellige små celler? Det
er så primitivt, når man ser det i mikroorganismernes verden,
de gør det kun, hvis de kan få noget helt konkret ud af
det, nemlig afkom. Hvad er det, I propagerer? Og giver det
89