læs bogen her - Den Frie

nem, så forplanter det sig igennem én, og så lever det i den
organisme, som bærer den. Det er parallelt set en tankegang,
som knytter sig meget til den Warburgske tænkning,
den type billedgenetik, han står for. Fordi han var meget
optaget af f.eks motiver og vandringer på tværs af tid, og
hvordan de reproducerer sig selv igennem medierne. Det er
ikke nødvendigvis det, vi her beskæftiger os med, men det
er oplagt, når man beskæftiger sig med et givet korpus af
billeder, hvor det mere eller mindre er begrænsede motiver
eller reproduktionsformer, som kombineres og rekombineres.
Her er det meget oplagt, at man får en fornemmelse af,
at man står i en form for laboratorium, hvor man iagttager
den type memetik.
EJ: Warburg koblede billeders erindringsbaserede potentiale
til lidelsesbegreber, og kaldte nogle af disse visuelle
mnemo-æstetiske spor for patosformler. Spor i billeder der
har at gøre med særligt lagrede udtryksværdier i forhold
til kropslig gestik. Det er interessant, hvordan han opererede
med ideer om en kulturel skizofrenisk billedautopsi. En
forskning, hvor der var tale om at tage en slags vævsprøve
af kulturen uden at specificere samfundet - uden at sige, at
dette her materiale blot tilhører denne her specifikke kultur
med den eksakte kollektive adfærd og traditioner. Og uden
at ende i en universel fælde, får han lagt det billedmæssige
op som et ’bevismateriale’ på kulturens og historiens skizofreni.
Han tænkte problemstillinger MED billeder.
LQ: Hvad er så projektet her? Er det, at de her memer muterer?
JM: Ifølge Dawkings tankegang kan man sige, at det ville
de gøre ligegyldigt hvilken slags udstilling, man laver. Som
menneske kan man ikke melde sig ud af genetikken, det er
simpelthen den, vi udgøres af. Men man kan forske i den,
og måske tricke den til en måde at bekæmpe sygdomme
osv. Strækker man metaforen til det yderste, kan man i billedkunst
og billedreproduktion i det hele taget foretage en
lignende tanker og tilsvarende operationer. I virkeligheden
20
kan billedkritik kun bestå af det, altså at man som billedgenetiker
kan operere på det plan, hvor ur-avantgarden er
den, der vil det helt store opgør. Og at det faktisk er en
genetisk indsigt, man har erfaret siden, der gør, at det er
meget vanskeligt at være makro-avangardist.
LQ: To ting til det. Det ene er hvem, der forfører hvem, eller
narrer hvem. Som måske er den samme ting, Forførelse
er jo en slags hengiven til at lade sig narre, at lade sig føre
et andet sted hen. Så det smukke ved det her projekt er, at
vi har ladet os forføre. Den anden ting er snakken om det
pædagogiske eller didaktiske aspekt. Lærer man om naturen
eller ej osv. Her tror jeg, at der ligger en slags disciplineringsproces
i det, netop at disciplinere synssansen. Det er
jo urmenet i anskuelsestavleprojektet: At lære barnet, ”at
nu ser vi her hen, nu koncentrerer vi os om der her billede”.
Så der er en slags urgammelt centralperspektivisk projekt
i anskuelsestavleprojektet. Og det er bevis på, at når man
kommer her og bliver henkastet i over 500 tavler, så kan
vi se, at det pædagogiske projekt har sejret, fordi folk er
i stand til at orientere sig i udstillingen. Man finder lokale
ordner i det.
MNR: Er det ikke en tendens i læringsteorien om, at man
genbruger nogle af de tanker, som har forkastet i læringen
i dag?
LQ: Jo, man opdager ligesom avantgarden, der troede, at
den kunne overskride sig selv, men i virkeligheden blev fanget
af selv at være en ordensinstallering. Det tror jeg også,
at mange af de pædagogiske avantgardeprojekter, der udspillede
sig lidt senere end den kunstneriske avantgarde,
har opdaget; at de i virkeligheden har installeret en anden
orden.
VH: Og i de nye strømninger har man kun fået øje på de nye
og ikke set at en række af de gamle ting fulgte med. Tendensen
er, at man ser det nye – og glemmer, at der er mange
ting, der går igen.