Mormons Bog – Elevens hæfte (Religion 121-122) - The Church of ...

over hans Søn‹ (Alma 33:23). Og når barmhjertighedens
blomst blomstrer her, vil vi elske andre med kraft fra
Kristi egen kærlighed (se Moro 7:48)« (se også Liahona,
maj 2004, s. 97-98).
Alma 32:37-38, 42-43. At være en Kristi discipel
• Præsident Dieter F. Uchtdorf fra Det Første Præsidentskab
belærte Kirkens medlemmer om, hvordan
man bliver en Kristi discipel:
»Dette er den fredfyldte vej for Jesu Kristi disciple.
Alligevel er det ikke en hurtig løsning eller hastig kur.
En af mine venner skrev for nylig og betroede mig, at
han havde svært ved at holde sit vidnesbyrd stærkt og
levende. Han bad om råd.
Jeg skrev tilbage og foreslog kærligt nogle få, specifikke
ting, som han kunne gøre, der kunne rette hans liv lidt
mere ind efter det gengivne evangeliums lærdomme.
Til min forbavselse hørte jeg fra ham kun en uge efter.
Hovedindholdet af hans brev var: »Jeg forsøgte det, du
foreslog. Det virkede ikke. Hvad kan du ellers tilbyde?«
Brødre og søstre, vi må blive på vejen. Vi opnår ikke
evigt liv i en sprint – dette er et udholdenhedsløb. Vi
må igen og igen anvende de guddommelige, evangeliske
principper. Dag efter dag må vi gøre dem til en del
af vores daglige liv.
Alt for ofte betragter vi evangeliet som en landmand,
der sår et frø i jorden om morgenen og forventer at
spise frugten om eftermiddagen. Da Alma sammenlignede
Guds ord med et frø, forklarede han, at frøet
langsomt vokser til et frugtbærende træ som resultat af
vores ›tro og [vores] flid og tålmodighed og langmodighed‹
(Alma 32:43). Det er sandt, at nogle velsignelser
kommer med det samme: Kort tid efter at vi sår frøet i
vores hjerte, begynder det at svulme og spire og vokse,
og derved ved vi, at frøet er godt. Fra det øjeblik, hvor
vi sætter foden på disciplens vej, begynder sete og
usete velsignelser fra Gud at følge os.
Men vi kan ikke modtage fylden af disse velsignelser,
hvis vi ›forsømmer træet og ikke har tanke for dets
pasning‹ (v. 38).
Det er ikke nok at vide, at frøet er godt. Vi må ›passe
det med stor omsorg, så det kan slå rod‹ (v. 37). Først
Alma 32-35
da kan vi nyde frugten, ›som er mere sød end alt, hvad
der er sødt, og … mere ren end alt, hvad der er rent‹ og
›tage for [os] af denne frugt, indtil [vi] er mætte, så [vi]
ikke sulter, ej heller skal [vi] tørste‹ (v. 42).
At være discipel er en rejse. Vi har brug for rejsens
lutrende lektier til at skabe vores karakter og rense
vores hjerte. Ved tålmodigt at vandre på disciplens vej,
viser vi os selv omfanget af vores tro og vores villighed
til at acceptere Guds vilje frem for vores.
Det er ikke tilstrækkeligt at tale om Jesus Kristus eller
erklære, at vi er hans disciple. Det er ikke nok at omgive
os selv med symboler på vores religion. At være discipel
er ikke en tilskuersport. Vi kan ikke forvente at opleve
velsignelserne ved tro ved at stå passivt på sidelinjen,
mere end vi kan forvente fordelene ved et godt helbred
ved blot at sidde i sofaen og se sport i fjernsynet og give
sportsfolkene gode råd. Og alligevel er ›tilskuerrollen‹ for
nogle den foretrukne og måske også den primære måde
at tilbede Gud på.
Vores religion opleves ikke på anden hånd. Vi kan ikke
modtage evangeliets velsignelser ved blot at betragte
det gode, som andre gør. Vi må forlade sidelinjen og
praktisere det, vi prædiker … Nu er tiden inde til at
tage Jesu Kristi evangelium til sig, blive hans disciple
og vandre på hans vej« (se »Disciplens vej«, Liahona,
maj 2009, s. 76-77).
Alma 33:2-19. Zoramitternes falske lære
• Alma brugte gentagne gange skriften til at tilbagedrive
den falske lære, som zoramitterne underviste i. Som det
første tog han fat i den falske antagelse om, at man kun
kan bede på Rameumptom. Idet han brugte skriften
forklarede han, at de kunne tilbede Gud alle vegne – i
ørkenen, på deres marker, i deres huse og deres kamre
(se Alma 33:2-11). Derefter kom Alma ind på det faktum,
at alle profeterne havde vidnet om, at Kristus ville
komme (se Alma 33:14-22; se også Jakob 7:11).
Alma 33:3-11; 34:17-27, 39. Hjertet bestandigt
henvendt i bøn
• Præsident Henry B. Eyring fra Det Første Præsidentskab
forklarede, hvad det betyder konstant at have en
bøn i hjertet:
219