Mormons Bog – Elevens hæfte (Religion 121-122) - The Church of ...

Kapitel 30
»Da Gud befalede os at bede, anvendte han vendinger
som ›bede uden ophør‹ og ›bed altid‹ og ›kraftig bøn‹.
Disse befalinger fordrer ikke, at vi bruger mange ord.
Faktisk har Frelseren fortalt os, at vi ikke skal bruge
mange ord, når vi beder. Den flittige bøn, som Gud fordrer,
kræver ikke blomstrende vendinger eller mange
timers ensomhed …
Vores hjerte kan kun være bestandigt henvendt til Gud,
når det er fyldt med kærlighed til ham og tillid til hans
godhed« (se Liahona, jan. 2002, s. 16).
Alma 33:19-23. Der blev rejst et sindbillede på
Kristus i ørkenen
• På grund af oldtidens israelitters murren i ørkenen,
satte Herren giftige slanger ud for at gøre de åndeligt
forgiftede ydmyge. Mange mennesker døde og det
omvendte folk henvendte sig til deres profet og tryglede
ham om at bede Gud om at fjerne slangerne. Gud sagde
til Moses, at han skulle lave en kobberslange og sætte
den på en stang. Herren lovede, at enhver, som ville se
hen på slangen, ville bevare livet (se 4 Mos 21:4-9).
Kobberslangen var et sindbillede. Ældste Dallin H.
Oaks har forklaret, at et sindbillede er »en lighed
eller en påmindelse om noget andet« (se Stjernen,
jan. 1993, s. 36).
Jesus Kristus fortalte at det
sindbillede i ørkenen vidnede
om ham. »Og ligesom
Moses ophøjede slangen i
ørkenen, sådan skal Menneskesønnen
ophøjes, for
at enhver, som tror, skal
have evigt liv i ham« ( Joh
3:14-15). På grund af deres
hårdhjertethed og vantro,
så afviste mange israelitter at drage fordel af dette
meget enkle middel til helbredelse (se 1 Ne 17:41).
Alma opfordrede alle til at begynde »at tro på Guds
Søn, at han vil komme for at forløse sit folk, og at han
skal … sone for deres synder« (Alma 33:22; se også
Hel 8:14-15). Alma lovede at pleje af dette vidnesbyrd
ville lette ens byrder og lede en til det evige liv (se
Alma 33:23).
220
Alma 34:9-12. Jesu Kristi forsoning er
altomfattende og evig
• Ældste Bruce R. McConkie (1915-1985) fra De Tolv
Apostles Kvorum definerede omfanget af Herrens
altomfattende og evige offer: »Når profeterne taler om
en altomfattende forsoning, så mener de præcist det.
Dens virkning omfatter alle mennesker, jorden selv og
alle former for liv herpå, og rækker ud i den endeløse
evigheds udstrækning« (Mormon Doctrine, 2. udg.,
1966, s. 64; se også Mos 7:30).
• Ældste Russell M. Nelson fra De Tolv Apostles
Kvorum talte om noget af det, der gør at Jesu Kristi
forsoning uendelig:
»Hans forsoning er uendelig – uden ende (se 2 Ne 9:7;
25:16; Alma 34:10, 12, 14). Den var også uendelig på
den måde, at hele menneskeheden ville blive frelst fra
en evigtvarende død. Den var uendelig i forbindelse
med hans umådelige smerte. Den var uendelig i tid,
den satte en stopper for den hidtil herskende praksis
med slagtofre. Den var uendelig i sin rækkevidde –
den skulle udføres én gang for alle (se Hebr 10:10).
Og nåden i forsoningen rækker ikke kun til et vist
antal mennesker, men til en utallig række af verdener,
som er skabt af ham (se L&P 76:24; Mos 1:33). Den
var uendelig udover enhver menneskelig målestok
eller fatteevne.
Jesus var den eneste, som kunne tilbyde en sådan uendelig
forsoning, eftersom han var født af en jordisk mor
og en udødelig Fader. På grund af denne enestående
førstefødselsret var Jesus et uendeligt væsen« (se Stjernen,
jan. 1997, s. 33).
Alma 34:14. »Hver lille del peger mod det store
og sidste offer«
• Amulek erklærede, at hele meningen med moseloven
var at pege folket mod Jesu Kristi »store og sidste
offer« i Getsemane og på Golgata. Slagtofrene, dyrene
og højtiderne og alle de andre daglige ritualer var
fyldt med sindbilleder, som skulle udpege Kristus for
Israels børn. I dag minder nadveren os på lignende vis
om Jesu Kristi forsonende mission. På samme vis var
den gamle jødiske påske en årlig påmindelse om, at