Clara Et barn med særlige forudsætninger - Videncenter for ...

6.0 Dannelse i filosofisk og æstetisk forståelsesramme
Hvor vejledning i traditionel forstand knytter sig til kompetence i form af ”den erkendende, vidende
og bemestrende omgang med verden” - og i den forstand til det ”empiriske jeg” - knytter dannelse i
eksistentiel og filosofisk betydning an til det, som den epistemologiske og metodiske tilgang ikke
kan indfange - nemlig det uskrevne og usagte. Dannelse er en proces, hvor vi for en stund - gennem
filosofisk undren og æstetisk selvforglemmelse - oplever verden fra ”evighedens perspektiv”, og
hvor hvor vi i disse undringsøjeblikke kommer ”i berøring med noget, der er større end os selv, som
vi ikke kan indfange med vores systemer, funktionelle tilgange eller socialkonstruktivistiske blikke”
(Hansen: 2008:23,28). Dannelse er dermed knyttet til det, vi kan kalde det ”filosofiske jeg” og som
Kirkegaard udtrykker ”en lidenskabelig optagethed af, hvad det Sande, det Gode og det Skønne er”
(s.28). Jeg vil i dette afsnit søge at møde Clara igennem filosofisk vejledning, som Finn Th. Hansen
præsenterer den i ”At stå i det åbne” (2008).
6.1 Hvad er filosofi?
Ifølge Hansen kan filosofi ikke forstås entydigt og ikke kun beskrives eller italesættes, men må
leves og praktiseres i ”det filosofiske liv”. At filosofere kan kaldes ”at begynde på ny” (s.107), og at
leve et filosofisk liv vil sige at leve med de eksistentielle spørgsmål i ”en sjælens indre dialog med
sig selv” – i en indre ”skuen” og stilhed, hvor vi gennem søgen efter mening, gør os åbne for ”det
gode” som en gave fra Gud. Visdom betragtes her ikke som noget, der kan læres, men er noget vi
åbner os for igennem en dialektisk proces (s.40,47). For at forstå sandheden om et fænomen må vi
derfor også ”være i sandhed”. Filosofi er at være undervejrs, en bestræbelse. Filo –sophia betyder
”længslen efter eller kærlighed til visdom ”, men kan også betyde ”ven med det evige” (s.37,65).
Med inspiration i Platon skelner filosofien ”mellem viden om en sag og sagen i sig selv”. Vi må
altså skelne mellem, hvordan et fænomen er kvalificeret, og hvad det er, dvs mellem proportional
viden og ikke-proportional viden. Målet er opnåelsen af den ikke-proportionale viden, dvs. at
bevæge os fra det empiriske jegs kognitive og emotionelle bevidsthed i form af vores psyke til en
ontologisk værenserfaring. Eller sagt på en anden måde, at overskride det psykologiske jeg for at
erfare det filosofiske jeg, - det jeg, som H. Arendt også kalder det tænkende jeg. ”Dialektikkens
livsblod og dermed hjertet i filosofien er denne konstante kamp med at overkomme sig selv”
(s.45,46). Dannelsesprocessen betegnes også ”etisk selvomsorg”, som ikke må forveksles med den
almindelige forståelse af ”personlig udvikling”.
For en mere fyldig præsentation, se bilag 2.
6.2 Clara i filosofiens rum
Når det gælder vejledning af – eller mødet med – Clara, vil det være en tvivlsom affære at kaste sig
ud i at definere en metode, hvis filosofisk vejledning skal tages på ordet. Den må derimod leves og
opstå i og af øjeblikket. I praxis. I denne forståelse ligger, at hvis filosofi virkelig skal leves, må den
være konstant revolutionær, dvs. at der ikke findes en præcis beskrivelse af, hvad filosofisk
vejledning er, dermed heller ingen faste paradigmer eller grundmetoder. Deraf følger, at vejleder
ikke ankommer med forudbestemte teknikker og metoder, men at en tilgang eller metode derimod
14