Clara Et barn med særlige forudsætninger - Videncenter for ...

Med inspirationen fra Sokrates er dialektikken en måde, hvorpå denne vekselvirkning og det
filosofiske liv kan bringes til realitet, en model for en måde at ”leve som eksisterende tænker”(109),
hvor spørgsmålene tjener til at rense ud i faste antagelser og at bane vejen for en ontologisk
ydmyghed rettet mod ”det evige”. Dannelse kan da ses som ”guddommelig opdragelse”, hvor de
metafysiske og ultimative spørgsmål holdes i live (s.106). Også spirituelle øvelser og praksisser
tjener hertil.
Filosofisk vejledning – i praxis
Som det fremgår af filosofien bag, hvad jeg her har tilladt mig at samle under én hat og kaldt
dannelse som etisk selvomsorg, er der forskel på filosofi som teori og filosofi som levet erfaring.
Ligesom etisk selvomsorg er udtryk for en konstant bestræbelse, kan - eller må - en filosofisk
praksis udtrykke et rum, hvori filosofien leves – en praxis – og altså ikke blot en konsultation.
(s.111). Målet er ikke intellektuelle og abstrakte samtaler, ej heller at løse problemer som sådan.
Tværtimod kan begrebet etisk selvomsorg udvides til at være en praksis afprøvet på verden, hvor
målet er visdom og at ægge til et liv med dybde og skønhed i modsætning til selviscenesættende
æstetik og individualisme. Frem for livskunst kan vi også tale om livsmesterskab (s.121) Den, der
opsøger vejledningen er hverken klient eller patient, men gæst, ligesom vejlederen mere er en
praktiker (s.113). En vejleder forstås jo oftest som en, der kender vejen og leder på vej. I en
filosofisk praxis kendes vejen netop ikke på forhånd. Vejen bliver ideelt set til undervejs i et
undringsfællesskab mellem gæsten og praktikeren (s.114). I filosofisk praxis kan man derfor ikke
nøjes med at tænke over livet eller filosofien, men må tænke fra en levet erfaring. Intuition,
åbenhed, fornemmelse og lytten kalder praktikeren til at stille bestemte spørgsmål, således at
gæstens levede filosofi kan komme til udtryk, som den viser sig i hverdagen. Det er den inkarnerede
viden og de tavse værdier, der fokuseres på. Praktikeren spørger ikke kun om vi lever, og hvad vi
tænker, men vender det også om og spørger, om vi tænker og hvad vi lever. ”En sådan kritisk og
undrende besindelse på det levede liv og praksis vil som oftest være udgangspunktet for
udviklingen af den etisk og eksistentielle værdiafklaring og undersøgelse, som finder sted i praxis”
(s. 116).
29