Clara Et barn med særlige forudsætninger - Videncenter for ...

Jegets historie i psykoanalysen – fra jeg til selv
Freud:
Freud revolutionerede videnskaben om menneskets evolution ved at indplacere psykoanalysen og
menneskets selvbevidsthed på det videnskabelige landkort. Mennesket ses som et driftsvæsen. I
Victoriansk tid var barnet aseksuelt og uskyldigt. Med Freud blev det seksuelt.
Jeget udvikles gennem en oral, anal og ødipal periode, hvor barnet i første omgang er drevet af
overlevelsesinstinkter, jeg-drifter, men gennem stimulering af kropsområder for næringsoptagelse,
afføring og urinering lærer det at føle lyst ved tilfredsstillelsen af behov knyttet hertil. Herved
dannes lyst-jeget. Livsdrifter er samlebetegnelsen for de to. Barnet lærer henholdsvis om tryghed,
tillid og kærlighed de første år (oral periode) og om viljestyrke og autonomi i 2-3 års-alderen (anal
periode). De tidlige lystformer forsvinder aldrig helt og indgår i den voksnes seksualitet som førlyst,
fx gennem kys. Herudover findes dødsdrifter, der sigter mod nedbrydning og opløsning.
Drifterne regnes som ubevidste, det´et. I den ødipale fase oplever barnet at være i konkurrence med
forælderen af samme køn, og lærer via kastrationsangst at tæmme sine drifter og udvikle
kønsidentitet. Herved udvikles over-jeget, der rummer samvittighed, moral og jeg-idealet. Imellem
det´et og over-jeget findes det realitets- og kompromissøgende jeg, der er underlagt lystprincippet,
men i kraft af sine kognitive funktioner og forsvarsmekanismer kan søge at tilfredsstille lyst-jeget
uden at overse over-jegets normer. Når dette fungerer fleksibelt er jeget stærkt.(Brørup:2003: 21-
30).
Ifølge J. Gammelgård er barnet ved fødslen åbent og uden jeg, men udvikler jeget gennem
narcissistisk besættelse og autoerotik. Det optræder i skæringspunktet mellem seksualdrift og
livsdrift, i det hun skelner herimellem. Jeget starter altså som et krops- og et lyst-jeg, før det bliver
et realitets-jeg. Jeget bliver til mekanismen, der kan skelne den ydre realitet fra den indre, hvilket
betyder, at jegets funktion er hæmmende ((2002:106-7). Jeg-begrebet hos Freud er ikke entydigt,
men blev dels forstået som en psykodynamisk funktion mellem drifter (det/id), jeg og overjeg og et
udtryk for den samlede personlighed. Jeget blev fra denne vinkel opfattet som et apparat, der
nærmest fungerede af sig selv, hvilket betoner det kausale. Men Freud havde også en forståelse af
jeget som syntetiserende repræsentant for helhedens interesser. Et udtryk for intentionalitet, dvs
hvad vi selv ville, og hvad det er muligt frit at vælge - en rettethed mod noget, hvor det er op til os
selv, hvordan vi handler, hvordan vi er eller forholder os. Freud så derfor alt i alt psyken som
værende i konflikt med sig selv. Han mente ikke, det er muligt at forstå den i sin helhed, ej heller at
blive herre i eget hus. Imidlertid var det væsentligt for Freud, at de forskellige jeger blev forstået
sammenhængende og ikke adskilte. Freud opererede ikke med et selvbegreb, men dog en
selvrepræsentation, der blev tildelt mindre betydning (2002:63,104-8).
31