Clara Et barn med særlige forudsætninger - Videncenter for ...

37
(Illustration, Jung,1999:161)
Jung mener, at ved at iagttage drømmene over længere tid anes et mønster, der viser en skjult
målrettet virksomhed i psyken – individuationsprocessen. Det sjælelige centrum, som organiserer
denne vækst, kaldte Jung for selvet, ”helheden af psyken” - for at adskille det fra jeg´et, som kun
udgør en lille del af psyken (s.161). Selvet defineres som ”et indre vejledende center, som er
forskellig fra den bevidste personlighed.... og til at begynde med kun optræder som en medfødt
mulighed. Hvor langt det udvikler sig afhænger af, hvorvidt jeg´et er parat til at lytte til selvets
budskaber.” (s.162). Selvet indeholder skyggen, arketyper, anima/animus, som må bevidstgøres for
jeg´et. Jeg´et må tjene selvet ved at virkeliggøre helheden frem for kun at lade sig styre af ”egne
vilkårlige impulser i ubegrænset omfang”(s.162). Individuationsprocessen er dog mere end at skabe
overensstemmelse mellem helhedens medfødte kim og den ydre verden. Den subjektive oplevelse
giver følelsen af en skabende kraft, der griber aktivt ind. Men hvis den skabende kraft skal udfolde
sig, må jeg´et ”frigøre sig fra enhver tanke om lønsomme ønskemål og i stedet prøve at få en dybere
og mere grundlæggende form for eksistens. Jeget må kunne lytte opmærksomt og give sig selv,
uden noget andet formål end at opfylde denne indre trang til vækst” (s.163).
Ligesom den buddhistiske tilgang har paralleller med den filosofiske, er det min oplevelse, at den
Jungianske teori ligeledes tilbyder paralleller. Individuationsprocessen kan bl.a. lede tankerne hen
på etisk selvomsorg, og jeget og selvet lede hen til henholdsvis det empiriske og filosofiske jeg og
det dialektiske forhold herimellem. Også forfatterne til ”Mennesket og dets symboler” påpeger
ligheden ved at sige, at mange eksistentialistiske filosoffer søger at beskrive den indre vækst, men
påpeger samtidig, at forholdet til det ubevidste adskiller: Oftest går filosofferne ”helt hen til det
ubevidstes dør, men de åbner den ikke” (s.163).