Clara Et barn med særlige forudsætninger - Videncenter for ...

hvilket yderligere kan ses i lyset af Foucaults ”frihedsprakis” eller Arendts ”frihed med bopæl i
nataliteten” (s.336).
Clara bringer ligeledes med naturlig selvfølgelighed reinkarnationstanken på banen. Hun forklarer,
hvordan den spontane oplevelse bragte en dyb (sinds-)ro, men at denne meningsfuldhed også bragte
sin modsætning med sig – i form af hendes eftertanker omkring det meningsløse i at skulle dø fra
sine kære og samtidig ikke kunne huske sine tidligere liv. Hun har ligeledes en opfattelse af at
kunne ryge i helvedet.
I antikken var væren målet med filosofien og blev forstået og erfaret som en integreret del af verden
her og nu. Med Kristendommen blev verden todelt, det evige var i himlen hinsides denne verden – i
livet efter døden (s.60). I Claras fortælling om genfødsel oplever vi umiddelbart også denne
modsætning. På det ene side en oplevelse af det tidløse, det evige i det timelige, et undringsøjeblik
her og nu, hvor himmel og jord ikke som sådan var adskilt. På den anden side ser vi forestillinger,
der har præg af kristen dommedags- eller syndefaldssymbolik, hvori hun møder det timelige og
endelige, hvis ikke hun opfører sig ordentligt. På den ene side altså noget, der måske kunne ligne en
spontan ”nous”-erfaring, en ståen i det åbne. På den anden side logos, der efterfølgende forsøger at
sætte ord på (s.59), men også placerer det skete i en ramme, der kan tolkes som modsætningsfyldte
tanker i en mere ”selvkonstrueret” form. Modsætningen ville i religionspsykologien sandsynligvis
tilsvare diskussionen om den modne og umodne religiøsitet, hvor det modne religiøse sentiment er
”smedet i tvivlens værksted” uden at være underlagt ubevidste motiver. Det repræsenterer derimod
en bestemt eksistentiel stil og måde at relatere sig til livet, som individet har taget på sig efter
grundig overvejelse. Modenheden forener en ”teoretisk skepsis” med en ”praktisk absolutisme”,
hvilket levner plads til både at betvivle forestillingen om, hvad det guddommelige er og samtidig
alligevel at have selvoplevede transcendente åbenbaringer, der gør troen urokkelig. Det umodne
består omvendt i en underkastelse af en autoritær magt uden for sig selv over for hvem, man mister
sin uafhængighed, indflydelse mv. (Tønnesvang (red), 2006:19-26). Claras spørgsmål til meningen
med livet og hendes selvoplevede genfødselserfaring over for hendes tanker om en straffende gud
kunne ud fra denne betragtning tolkes som henholdsvis moden og umoden religiøsitet. Et andet
perspektiv på forestillingen om helvedet kunne dog også antages at være en intuitiv fornemmelse
for fænomenet ”bevidsthedsfald”, som vi fx ser det beskrevet i Elisabeth Haichs ”Indvielse”.
6.3 I Praxis
Ligesom de mange valg kunne være en god grund til vejledning kan Claras etiske, moralske og
eksistentielle overvejelser være en anden grund til at bruge vejledningsrummet. Praxis kan da
anskues som et ”rejsefællesskab”, hvor den etiske selvomsorg kan plejes. Som rettesnor for
processen tilbyder filosofisk vejledning en række punkter, der dog ikke følges slavisk:
1) Mødet – at skabe den rette atmosfære
2) Gæstens emne/ perspektiv
3) Begrebsafklaring
4) Værdiafklaring
5) Den kritiske og ironiske tilgang
6) Udvidelse af horisonten med alternative synspunkter
7) Filosoferen sammen med gæsten – det filosofiske møde
16