Clara Et barn med særlige forudsætninger - Videncenter for ...

Selv-psykologien:
Kritikere af ego-psykologien fandt det kognitive jeg for abstrakt og savnede det oplevelsesnære
indhold i Freuds ”das ich”. Begrebet om selvet opstod på den måde som et korrektiv til egopsykologien.
M. Klein grundlagde objekt-relationsteorien og hans elev, Winnicott, kom med nye
forståelser af selvet bl.a. i form af det sande og falske selv. Bowlby og Stern var optaget af
tilknytning som et alternativ til driften som årsagen til barnets søgen efter objekter. Stern udviklede
teorien om kerneselvet, men det er H. Kohut, der regnes for selv-psykologiens fader. Han gik i
første omgang tilbage til Freuds tredeling af jeget, men udviklede også en selvpsykologi, hvor disse
kernebegreber blev forladt og selvet blev den dominerende instans i psyken. Ligesom egopsykologerne
autonomiserede jeget, autonomiserede Kohut selvet ved at tilskrive det en
narcissistiske libido. Man definerede ”narcissismen som libidiøs besættelse - ikke af egoet, men af
selvet” (2002:108-9). Narcissismen besætter kun selvobjekter (i modsætning til hos Freud, hvor den
besætter ydre objekter som en overgangsfase), dvs. personer og personers egenskaber, som selvet
kan internalisere og strukturere til en selvidentitet. Selvet er i Kohuts øjne bipolært og lever i en
dynamik mellem et idealiseret forældreimago og et grandiost selv og begge dele regnes som
normale og sunde. Narcissismen forstås positivt og Kohuts selvpsykologi bliver på dette område
normativ for selv-psykologien, idet et sundt og normalt selv karakteriseres ved selvhævdelse,
selvrealisering, selvkærlighed og selvmanifestation, hvilket falder godt i tråd med den postmoderne
kultur, hvor dyrkelse af den enkelte, kroppen, og præstationer forstås som en positiv ramme for det
udbyggede selv (2002:48-49). Man diskuterer stadig i dag om Kohut udviklede Freuds
psykoanalyse eller brød med den. Efter Kohut udviklede selv-begrebet sig i forskellige retninger,
enten syntetiserende eller radikaliserende. Fx var Kernberg, som oprindeligt var ego-psykolog,
syntetiserende og fastholdt Freuds triade; jeg, det og overjeg. Han tilførte et selvbegreb, der var
underordnet og ikke en selvstændig instans, men en gruppe forestillinger om sig selv og en struktur,
der eksisterede på tværs af triaden. Sharfer, der også forlod ego-psykologien, skilte sig omvendt
radikalt ud ved at mene, at psyken slet ikke er en indre verden over for en ydre verden med andre
subjekter, og brugte i stedet narrativitet som kernebegreb. Alt er narrativer, ikke kun det, der sker
mellem mennesker, men også selvet, psyken og de videnskabelige teorier. En opfattelse, der ligger
tæt på Gergens (2002:50).
Som vi kan se er der forskel på at forstå et individ ud fra et jeg eller selv. Det freudianske jeg er et
samlebegreb, der indbefattede drifter og rummede personligheden. Det er underlagt både bevidste
og ubevidste mekanismer. Selvbevidsthed og selvrefleksion er funktioner tilknyttet jeget.
Det kognitive jeg er derimod bevidst, hvor identitet forstås som knyttet til jeget, og dets måde at
håndtere hverdagslivet på. Det anses som psykens centrum, men rummer ikke personligheden i sin
helhed. Det gør selvet derimod.
Man kan sige, at selvet ”opstod som modvægt til Freuds jeg og et behov for et begreb, der kunne
tumle spørgsmål om, hvorvidt personlighed, identitet og jeg-funktioner er op til en selv, at
psykodynamikken bag vores være- og forholdemåde ikke kun er os givet, men at vi via egen indsigt
og anstrengelser har mulighed for at præge personlighedens udvikling”. Selvet kan her ses som en
oplevelse af at være ”en nogen” modsat Freuds apparat-model. Selvet i selvpsykologien forstås
generelt som en persons forestillinger om sig selv, dvs. personligheden – Det er psykens centrum
som en instans og ikke en funktion. Herfra skilles vejene i selvpsykologien
33