Clara Et barn med særlige forudsætninger - Videncenter for ...

I filosofisk vejledning skelnes mellem viden om en sag og sagen selv. Formålet er at overskride det
empiriske jegs kognitive bevidsthed og erfare det filosofiske jegs værensniveau. Viden om en sag,
dvs. de undersøgelser, som vi laver fra det empiriske jegs perspektiv, kan imidlertid medvirke til, at
vi bliver såkaldt ”værdige” til at ”skue” selve sagen (s.45). Det betyder i praksis, at den viden, jeg
har fået om motivation og børn og voksne med sf danner et grundlag, som jeg imidlertid må kunne
slippe igen, hvis jeg skal stå i det åbne sammen med Clara. Omvendt må det også betyde, at
arbejdet med at tilegne mig viden samt at anvende den på kompetencedannelsesplanet er legitimt, så
længe jeg husker, at det ikke er målet i sig selv, ej heller at denne viden er objektivt sikker.
En filosofisk vejleder arbejder som en jazzmusiker, der intuitivt og kreativt improviserer sig frem.
Jazzmusikeren har selvfølgelig viden og færdigheder i ærmet, men tør være i ”sikker usikkerhed” i
samspillet med den anden. - Balancen kan handle om, hvad jeg vil kalde ”centrering”.
I den buddhistiske filosofi ser man den ydre verden som relativ og jeget som en slags illusion. Det
spirituelle arbejde går på at åbne ind til den verden, som kaldes det absolutte sind (virkelighed).
Altså at centrere her. Det betyder ikke, at man ikke tager del i det fysiske liv, blot at man er i
verden, og ikke af verden. Og man er i den med nærvær. I denne virkelighedsforståelse kan
endvidere reinkarnationstanken, som Clara omtaler, eksistere. Man er ikke identificeret med sin
krop. Man er i den, men ikke af den (Nyinche:1995). Hvis vi udelukkende centrerer i det empiriske
jeg, er der stor chance for, at vi bliver opslugt af dets psykologi og glemmer værenskaldet, den
verden som det filosofiske jeg har adgang til. Men forsøger vi omvendt at centrere i det filosofiske
jeg, som i Buddhismen nok vil svare til det buddhistiske ”Selv”, forveksler vi det ofte med
selvoptagethed og frygter, vi vil glemme verden omkring os. M. Donaldson, der har studeret
menneskets psyke i både østens og vestens kulturer, konkluderer imidlertid, at det ikke er tilfældet,
og at det er vigtigt at forstå, at når vi er modtagelige for de ”værdier, der transcenderer det
personlige, så behøver ingen andre at betale en pris for min fortjeneste. Dette er kendsgerninger af
største betydning for menneskers liv og den mulige udvikling af menneskelige samfund”.
(1998:270,298). Også F. Th. Hansen skriver, at hensigten er, at den filosoferende anskuer sig selv,
ikke på egne vegne men på menneskehedens. (2002:303). At flytte centreringen drager derfor også
en parallel til det, H. Arendt kalder ”at vågne op”. Hensigten er ikke at forsvinde væk fra verden,
men at deltage i den med ny og mere vågen bevidsthed. En vekselvirkning, et samspil. Det gamle
zen-digt giver mening: ”Før jeg blev oplyst huggede jeg brænde. Efter jeg blev oplyst hugger jeg
brænde”.
Fra disse forskellige perspektiver mener jeg at kunne forsvare, at den filosofiske vejledning giver
plads til hele mennesket - dannet såvel som kompetent. Og at jeg kan tillade mig at finde min egen
vej heri. Jeg kan bruge de forskellige kommunikationsteorier, vejlednings- og coachingmetoder,
hvis situationen kalder til det - vel at mærke uden at fortabe mig eller glemme målet om at
”komme til sig selv”.
For vejledningen betyder det konkret at ved at give plads til den spirituelle dimension gennem
sokratisk uvidenhed og undrende stillingtagen til egne såvel som professionens antagelser, etik og
livssyn, vil jeg bedre kunne møde Clara uden ”forbehold”. Dvs. at jeg ikke er optaget af
”diagnoser” eller ”personlighedstyper”. Det væsentlige er Clara, som hun træder frem eller kalder
på at træde frem. At ”se” hende ved at høre og lade mig berøre af hendes kalden. Tilsvarende
fortjener enhver gæst i praxis at blive mødt.
20