Clara Et barn med særlige forudsætninger - Videncenter for ...

Bl.a. M. Foucault og P. Hadot udvider denne forståelse af sokratisk dialog og dialektik med
perspektivet, at filosofi ikke kun må være fagfilosofisk og teoretisk, men må leves som ”en livsform
og en livskunst”, som man gjorde i senantikken. Hvor fag-filosofi handler om teori og
forudsætninger for at få adgang til ”sandheden”, består selve adgangen i, at den filosoferende
gennemgår en personlig transformation, en ændring af sin egen væremåde og livsform, hvilket kan
sidestilles med en ”spirituel” praksis (s.96). For at kende sig selv er det ikke nok at kigge indad og
at undersøge sig selv psykologisk. Man må ”besinde” sig på, hvor lidt ”man i grunden ved som
menneske” og drage omsorg for den måde, man i praksis tænker og lever sit liv på”. De forstår etisk
selvomsorg som ”en undersøgelse og nærværende opmærksomhed på, om man i sin hverdag lever
et liv i tanke og handling, der stemmer overens med de erfaringer og idealer om det gode liv, man
måtte have” (s.91,92). Det væsentligste bliver her øvelser og praksisser, der knytter sig til at leve et
filosofisk liv, hvilket Foucoult kalder ”selvteknologier”. Hadot adskiller sig dog fra Foucault ved at
kritisere selvteknologierne for at være for teknisk og æstetisk betonede med for meget fokus på
selvet og for lidt på det spirituelle. ”Det spirituelle er mere end det subjektet kan bemestre, forstå og
håndtere” (s.96).
Den største udfordring for mennesket i dag ligger i at ”lære at tro på enkelthed”, siger Hadot og
dermed også at kunne frasige sig de materielle nydelser. De spirituelle øvelser er muligheden for en
kommen-til-sig-selv befriet fra behovsstyret og egocentrisk adfærd og tænkning. Processen ”er en
bevægelse, der får os til at være mere helt og fuldt, og som gør os bedre”, en omvending, der
”forandrer livet”, og som fører til ”filosofiske visdom, sindsro, glæde og godhed”(s.94). Tilstanden,
mener han, kan opnås gennem træning og disciplin og en praksis båret af opmærksomhedsøvelser,
meditationsøvelser og intellektuelle øvelser som skrivning samtale og læsning. Derudover diverse
praktiske øvelser, der handler om at ændre livsvaner og tilbøjeligheder (s.94). Det filosofiske liv har
ergo et både selvdannende og selv-overskridende element, hvor det opsummerende kan forstås
således, at spiritualiteten er filosofiens praksis.
Til den etiske selvomsorg kan også Kirkegårds tanker knyttes. Med Kirkegård tilføres en
eksistentiel dimension via humoren. ”Det hellige skulle ikke tages forfængeligt”. Han betragtede
Sokrates negerende og ironiske spørgsmål som en etisk lidenskab, eros, der bidrog til erfaringer om
det evige. Ironien, mente han, indeholdt en bagvedliggende omsorg for den livsfylde og
meningsfuldhed, som kun kan anes og meddeles på indirekte vis (s.100). Dannelse består i en søgen
efter ”andetheden” og - gennem humor - i besindelsen på ”sit eget eksistentielle prius, sin lidenskab,
sine før-kulturelle forudsætninger”, hvilket for Kierkegaard betyder at ”indhente sig selv”. Dannelse
er det enkelte menneskes lidenskabelige optagethed af de fundamentale eksistentielle spørgsmål ud
fra sit eget ”primitive” indtryk af tilværelsen. - ”Primitivitet” forstået som en konkret personlig
nærværende og enfoldig åben tilgang til verden, hvorved Kierkegaard dermed tager afstand fra
dannelse forstået som kundskab og æstetik (s.104-05).
Dannelsesidealet har hos forskellige tænkere mange ansigter, hvoraf det her nævnte er et mindre
sammendrag. At filosofere kan opsummerende og med Hansens ord kaldes ”at begynde på ny”
(s.107) i en bestræbelse på at stå i vekselvirkningen mellem meningernes mod (doxa)og den
kontemplative dvælen og undren gennem nous. Mellem det evige og timelige. Mellem ”The world
of appearance” og ”Being”(s.108).
28