Clara Et barn med særlige forudsætninger - Videncenter for ...

værensdimension. Clara har samtidig været talerør for børn med sf, der ofte er lige optagede af både
den konkrete virkelighed og den eksistentielle dimension.
Mht. dannelse som kompetence er jeg i arbejdet med opgaven først og fremmest blevet bekræftet i
min formodning om, at børn med sf i uddannelsessystemet tilsyneladende er et lavt prioriteret
område, - ydermere at disse børn kan lide ganske meget under denne mangel. At vi har øje for
børn, der har ekstra brug for hjælp, er naturligt og positivt, men som Gunilla Wahlström påpeger,
opstår et problem, hvis man forveksler ligestilling med lighed med det resultat, at børn, der har
særlige forudsætninger for indlæring, overses. Men disse børn er også udsatte blot på en anden
måde, og også de har særlige behov. Behov for et miljø, der kan udvikle deres særlige talenter og
sociale kompetencer, så de ikke i deres genialitet ender ensomme og isolerede – eller omvendt
underpræsterende (1998:14,24). Disse børn har ikke brug for specialundervisning men speciel
undervisning. Og de har som andre børn ”brug for at blive taget alvorligt” (Kyed:2002:8).
Diskussionen berører vores syn på talentudvikling og dermed hele undervisningssystemet, hvorfor
det naturligvis ikke er en opgave, vejleder kan sidde alene med. Før eller siden vil den dog lande på
vejleders bord. ATTUI anbefaler en målrettet og helhedsorienteret indsats, men spørgsmålet er,
hvad vi gør, før en sådan effektueres. Ikke at få sit potentiale forløst er smertefuldt for ethvert
menneske og i forhold til især idrætslige talenter, er det vigtigt at udviklingsrammerne gives i tide.
Som voksen, når andre pligter kalder, kan det desuden være vanskeligt at studere med den
intensitet, som særlige præstationer fordrer. Vejleder kan være en vigtig brik i puslespillet.
Vejleder kan byde ind med sine kompetencer ved at have blik for og et kendskab til disse børn - og
voksne i form af bl.a. den højtspecialiserede medarbejder. At vide noget om, hvad der særligt
motiverer dem og at kende til deres videbegærlighed, dedikation, høje præstationskrav og særlige
adfærd kan hindre mange misforståelser. Vejleder kan afhængigt af situationen som forsøgt i
opgaven ligeledes byde støttende ind med talentudviklingsopgaver efter aftale med læreren og evt.
forældrene – og ikke kun for børn med sf. Alle børn har talenter, der fortjener udfoldelse.
I den anden del af opgaven har jeg haft de eksistentielle spørgsmål i fokus. Børn med sf stiller som
Clara ofte de store spørgsmål i livet, og de er ikke tilfredse med letkøbte svar, hvorfor filosofisk
vejledning særligt kan byde ind her. Filosofisk vejledning har sans for de livsfænomener, vi ikke
kan kontrollere, men som samtidig er af afgørende betydning for vores livsmening og livsfylde.
Også sokratiske dialoggrupper eller gruppeøvelser kan tænkes at bidrage positivt til denne gruppe
børns fokus på den eksistentielle dimension. Men som Clara siger, må dialogen naturligvis være
alderssvarende, dvs. vi skal kommunikere i ”passende” sprog og vendinger. Heri ligger også, at jeg
som vejleder selv må tale ud fra det levede liv, selv drage etisk selvomsorg og mere end en vejleder
være en praktiker – en deltager på rejsen og i undringsfællesskabet.
Clara eksemplificerer således begge dimensioners betydning for dannelse som et helt menneske og
stiller dermed også spørgsmålet om ikke begge er lige nødvendige for oplevelsen af et godt liv i
verden, ikke kun for børn med sf, men for alle. Clara er endnu et barn, men snart træder hun ind i
puberteten med dens løsrivelsesprocesser og tilhørende forvirring. Clara er vant til at reflektere, til
selvstændighed og frihed under ansvar, hvilket bygger på tillid fra forældrenes side. Denne
gensidige tillid vil naturligt stå sin prøve i puberteten, hvor frihedsønsket i reglen bliver mere udtalt.
Med Claras høje karrieremål og mange moralske og eksistentielle overvejelser, kan der samtidig
være en fare for skuffelse den dag det for alvor går op for hende, at ikke alle deler disse standarder.
18