Clara Et barn med særlige forudsætninger - Videncenter for ...

kontemplationen af det evige og sprogløse, og logos som menneskets mulighed for gennem sproget
at oversætte visionen til ord. Nous gør os delagtige i det guddommelige, mens logos er knyttet til
det timelige, menneskets endelighed og ”dødelige tanker” (s.59). Om end man med logos kan søge
at beskrive det uudgrundelige, er det her væsentligt at forstå, at den filosofiske livsførelse ikke
kommer med ”svar” på, hvad denne væren og det gode liv er. ”Over for de ultimative spørgsmål må
vi vedblive med at forholde os undrende og være i undren”, og som Gadamer siger, besinde os på
”den nødvendige forlegenhed og sprognød, vi løber ind i, når vi forsøger at udtale os systematisk og
logisk om det universelle”. Heri ligger en dyb respekt for at beskytte fænomenet, som også
understøttes gennem fornemmelsen for forskellen på ”The world of appearence” og ”Being.
”(s.97,48.62). For at varetage denne dannelsesproces må den filosoferende praktiker drage ”etisk
selvomsorg”.
Etisk selvomsorg.
Tankevinden er en metafor for den sokratiske virksomhed at være optaget af det usynlige, - at være
midt i det, en del af det og alligevel forskellig fra det. Det usynlige taler til os som vinden eller
stormen, der levende, blidt eller voldsomt presser os til at vandre i en bestemt retning. Tankevinden
vækker os fra de frosne tanker – alt det som sproget fastfryser i form af ord, begreber, sætninger
definitioner og doktriner. Den vækker os fra søvnen og gør os levende og dermed også usikre og
forvirrede, idet vi erfarer en grundlæggende uvidenhed. ”Jeg ved kun, at jeg intet ved” er Sokrates
kendt for at sige (s.77,81). Sokratisk jordmoderkunst er den dannelsesproces, der med Arendts ord
handler om at vække os fra en søvngængertilstand, i første omgang ved at hjælpe os til at ”føde” en
selvstændig tanke og mening – doxa. I denne proces sker en slags eksistentiel grounding, hvor
personen begynder at tale ud fra egne ord og levede erfaring (s.82). Processen hjælpes igennem i
kraft af venskabelige spørgsmål, der som en ”gæst i den andens hus” søger bevidsthed om, hvad der
sker mellem samtalepartnerne, ”mellemværendet”, om fællesheden som mennesker men også om
det unikke ved den enkelte person (s. 80).
Dialektikken er styret af to indsigter (s.81):
1) Kend dig selv: Det vil sige at drage etisk selvomsorg i forståelsen at være tro mod det sted og den
måde, hvorfra og hvorpå fænomenerne viser sig for en og ikke via andres opfattelser og
forforståelser
2) Det er bedre at være uening med hele verden end at være uening med sig selv, hvilket betyder at
tale fra og i sandhed, ikke modsige sig selv, men sige og gøre ting som er konsistent: At leve i
overensstemmelse med sig selv vil sige at leve et liv, hvor tænkning og handling er en helhed.
Vejlederen udgør i første omgang en erstatning for den indre dialogpartner, og dialektikken kan ses
som en ”metode” til at rense os – en ”filosofisk nulstilling” – så vi bliver i stand til at stå i det åbne
og lytte efter, hvad væren kalder os til (s.83). Dannelsesprocessen begynder med en undren, der går
over vores doxa, men ”føder” en renere tavshed eller mere grundlæggende undren. Denne egentlige
fødsel er en tilstand af verdensåbenhed eller natalitet, som Arendt ville kalde det; en ”bestandig
kommen til verden”.
Den sokratiske dannelsesproces kan beskrives med endnu en metafor, nemlig rejsen ud og ind af
Platons hule (s.84-89), en undringsrejse som ifølge Hansen typisk forløber over en række ”poster”.
26