Rapport om gennemførelse i dansk ret af ændringsprotokollerne af ...

I de tilfælde, hvor konventionen gælder for en ikkekontraherende stat, fordi den pågældende stat har
en lovgivning om erstatningsansvar for nuklear skade, der – på grundlag af gensidighed – bygger på
principper, der er identiske med konventionens centrale principper, kan en kontraherende stat fastsætte
ansvarsbeløb, der er lavere end ovennævnte minimumsbeløb, i det omfang den ikkekontraherende
stat også har fastsat lavere beløb, jf. artikel 7, litra g.
Det fremgår af en indstilling fra OECD-Rådet om ”reciprocitet”, som de kontraherende stater har tilsluttet
sig, at staterne vil kunne fravige ikkediskriminationsprincippet i Pariskonventionenen og ligeledes
reservere erstatningsbeløb, der stilles til rådighed ud over tredje trin i Tillægskonventionen
(f.eks. i forbindelse med indførelse af et ubegrænset ansvar for anlægsindehaveren), til egne statsborgere
og statsborgere i lande, som ikke har nukleare anlæg, eller som har indført et tilsvarende ubegrænset
ansvar.
5.1.5. Artikel 4 – Anlægsindehaverens ansvar for nuklear ulykke under transport
Anlægsindehaverens ansvar for nuklear ulykke under transport kan efter den gældende konvention
overdrages fra den anlægsindehaver, der afsender den nukleare substans, til en anden anlægsindehaver.
Ændringsprotokollens artikel 4, litra c, fastslår nu, at en sådan overdragelse alene må ske, hvis
sidstnævnte anlægsindehaver har en direkte økonomisk interesse i den nukleare substans, der transporteres.
Dette krav er indsat for at sikre, at erstatningsansvaret ikke overdrages proforma med henblik
på at stille sikkerhed for et lavere beløb, end Pariskonventionen kræver.
5.1.6. Artikel 8 - Forældelse
Ændringsprotokollens artikel 8 indeholder et forslag til en delvis forlængelse af konventionens forældelsesfrister
for skadelidtes erstatningskrav.
Ændringsprotokollens artikel 8, litra a, nr. i og ii, indebærer, at der ved skadelidtes ret til erstatning
ved dødsfald og personskade sker en forlængelse af den gældende absolutte forældelsesfrist fra 10 år
til 30 år regnet fra tidspunktet for den nukleare ulykke. Den absolutte forældelsesfrist for anden skade,
herunder navnlig tingsskade, er fortsat 10 år.
Ændringsprotokollen ophæver samtidig den i dag gældende særlige forældelsesfrist på 20 år for skader
forvoldt af nukleart brændsel eller nuklear substans, der på ulykkestidspunktet var stjålet, tabt,
kastet over bord eller opgivet. Dette skyldes, at det er fundet unødvendigt at opretholde en særlig
bestemmelse for en situation, der i praksis må anses som værende yderst sjælden.
Der er fortsat adgang til at fastsætte en længere national forældelsesfrist, men dette må ikke påvirke
den konventionsbestemte ret til erstatning, som tilkommer nogen, der har anlagt erstatningssag mod
32