Rapport om gennemførelse i dansk ret af ændringsprotokollerne af ...

ådighedsret over det beskadigede gode, f.eks. som ejer, bruger, panthaver, servituthaver eller lignende.
For så vidt angår personskade har det hidtil været opfattelsen, at en skadelidt kun kan kræve erstatning
i de tilfælde, hvor den pågældende selv har været i fare eller direkte har lidt fysisk overlast. Højesteret
har dog senest ved dom af 23. august 2007, som er refereret i UfR 2007.1562 H, udtalt, at ”i
hidtidig erstatningspraksis er der tilkendt erstatning for psykisk skade i tilfælde, hvor den pågældende
selv er blevet påført psykisk skade eller har været i fare herfor. Det kan ikke udelukkes, at der også
i visse andre tilfælde kan blive tale om at tilkende erstatning for psykisk skade, eksempelvis i tilfælde,
hvor en person overværer, at en nærtstående bliver dræbt ved en ulykke. Det må imidlertid
efter Højesterets opfattelse være en betingelse, at den pågældende er blevet påført en egentlig psykisk
lidelse, som rækker ud over sorg og savn”. Den sidste betingelse var ikke opfyldt i den sag, der
var forelagt til pådømmelse, og Højesteret tilkendte derfor ikke erstatning til forældrene til et barn,
der var død efter fejlbehandling.
Den gældende atomskadeerstatningslov indeholder ikke en definition af begrebet nuklear skade. Nukleare
skader er forureningsskader (miljøskader), og det er derfor relevant at undersøge, hvad der
gælder for forureningsskader på det erstatningsretlige område.
Miljøskadeerstatningsloven
Miljøskadeerstatningsloven (lov nr. 225 af 6. april 1994 med senere ændringer) indeholder i § 2 en
definition af miljøskade. Loven finder ikke anvendelse på skader, der er omfattet af lov om erstatning
for atomskader (nukleare skader). Bestemmelsen er dog alligevel relevant, fordi dens skadesbegreb
er udformet i overensstemmelse med erstatningsretlige principper.
Efter miljøskadeerstatningslovens § 2 omfatter miljøskade personskade og tab af forsørger, tingsskade,
andet formuetab og rimelige omkostninger til afværgelse eller forebyggelse af skade eller til
genopretning af miljøet. Det fremgår af forarbejderne til loven, at bestemmelsen i § 2 definerer, hvad
der i loven forstås ved udtrykket ”skade”, og er udformet i overensstemmelse med den gældende
retstilstand. Erstatning kan herefter kræves for personskade, for tingsskade og følger heraf samt for
andet formuetab, forudsat at skadelidtes interesse i det forurenede gode er af en sådan karakter, at
den ”værnes” af almindelige erstatningsretlige regler. Der kan herefter ikke gives erstatning for ikkeøkonomisk
tab, medmindre der foreligger særlig hjemmel dertil.
Erstatning kan derudover kræves for rimelige omkostninger til afværgelse eller forebyggelse af skade
eller til genopretning af miljøet. Bestemmelsen vil navnlig omfatte udgifter til genopretning af
miljøet, når almene goder er ramt af en forurening.
Følgende fremgår af lovens forarbejder, Folketingstidende 1993-94, Tillæg A, s. 4711 ff.:
46